Når børn bliver krænket online – børn og unges erfaringer med digitale krænkelser
Alt for mange børn og unge bliver udsat for krænkelser og ubehagelige oplevelser, når de er online. De oplever voldsomt indhold, deling af billeder uden samtykke, hadefuldt sprog, trusler og seksuel afpresning. Sagerne kan være alvorlige og have store konsekvenser.
Tallene i denne undersøgelse viser, at det står rigtig skidt til med børn og unges digitale tryghed. Det er stærkt bekymrende - ikke mindst fordi tallene ligger på samme høje niveau som for to år siden, da vi lavede undersøgelsen sidst.
Undersøgelsens resultater kalder på handling. Det er en bunden opgave for os voksne at sikre, at børn og unge ikke kommer til skade online, og det kræver, at vi løfter i fællesskab.
De vigtigste konklusioner
To ud af tre børn og unge har indenfor det seneste år været udsat for krænkelser og ubehagelige oplevelser, når de er online.
Det er især børn og unge, der oplever ensomhed eller er i lav trivsel, der bliver udsat for digitale krænkelser og ubehagelige oplevelser online. Men de taler sjældent med deres forældre eller andre voksne om de ting, de synes, er svære. De bruger AI-chatbots eller går alene med det.
Mange børn og unge giver udtryk for, at de ubehagelige oplevelser er noget, de bare må affinde sig med. En uundgåelig del af at være online.
“
Rapportens 10 hovedresultater
1. To ud af tre børn og unge bliver udsat for digitale krænkelser eller andre ubehagelige oplevel-ser online
2. Piger samt børn og unge i ensomhed og med lav trivsel er de mest udsatte
3. Mere end hver femte er blevet kontaktet af en fremmed voksen
4. En ud af 20 børn og unge har været udsat for et digitalt overgreb
5. De fleste digitale krænkelser sker på Snapchat, TikTok og Roblox
6. Størstedelen af de 9-12-årige er på platforme med en aldersgrænse på 13 år
7. Især børn og unge, som oplever ensomhed, bruger en AI-chatbot som fortrolig
8. Kun hver femte går til en voksen med ubehagelige digitale oplevelser
9. Mange børn og unge ved ikke, hvad de skal gøre, når andre bliver krænket online
10. Børn og unge normaliserer krænkelser på onlineplatforme
Red Barnets anbefalinger til beslutningstagere i EU og Danmark
Indfør blandt andet krav om aldersverifikation, minimumskrav til indholdsmoderation og forbud mod fastholdelsesmekanismer.
Stil krav til AI-chatbots interageren med børn og unge. Indfør fx krav om, at AI-chatbots henviser til professionelle rådgivningstjenester i sager med risiko for digitale krænkelser, selvskade, spiseforstyrrelser og selvmord.
Tech-virksomheder skal dokumentere, at nye produkter og
funktioner ikke er skadelige for børn og unge, før de lanceres. Hvis der hersker tvivl, bør tvivlen komme børnene til gode, indtil det kan bevises, at produktet er sikkert.
Styrk den digitale dannelse i skolen og gør teknologiforståelse til et obligatorisk fag. Børn og unge skal lære at navigere i en digital verden af misinformation og manipulerende og skadeligt indhold. Det er afgørende, at de får den nødvendige digitale dannelse til bedst muligt at kunne skelne mellem teknologiens muligheder og risici.
Kommuner og skoler skal have klare og konkrete handleplaner
for, hvordan de forebygger, opsporer og håndterer digitale overgreb – som fx billeddeling uden samtykke, afpresning og grooming. Kommuner og skoler skal understøtte digital dannelse og trivsel i det almene pædagogiske og didaktiske arbejde.
Red Barnets anbefalinger til fagprofessionelle
Styrk børnenes digitale dannelse og inddrag digitale problemstillinger i skolens trivselsarbejde. Lav fælles retningslinjer for, hvordan I håndterer digitale krænkelser, og understøt kollektive skærmaftaler, som overholder aldersgrænserne på sociale medier og andre digitale platforme.
Du behøver ikke at være ekspert i digitale medier. Spørg ind uden at dømme, og gør det klart, at du gerne vil hjælpe.
Tag stilling til alvorsgraden i samarbejde med ledelsen og vurdér, om der skal underrettes og politianmeldes. Hjælp barnet til at sikre beviser med screenshots, hvis krænkelsen skal anmeldes. Sørg for, at det krænkende materiale bliver slettet. Inddrag altid barnet i planen, og vær opmærksom på barnets videre trivsel.
Få hjælp til at hjælpe barnet. Du kan altid kontakte SletDet Rådgivningen og få vejledning til at støtte barnet og hjælp til at kontakte sociale medier for at få indhold anmeldt.
Red Barnets anbefalinger til forældre
Dit barn skal vide, at det altid trygt kan komme til dig, hvis det oplever noget ubehageligt på nettet. Frygten for forældrenes negative reaktioner er en meget stor barriere for, at børn går til deres forældre.
Med egen smartphone følger risici for ubehagelige oplevelser online. Lav fælles aftaler om skærmbrug i de sociale sammenhænge, hvor dit barn kommer. Der kan dog være situationer, hvor et barn kan have behov for en smartphone i en yngre alder.
Du behøver ikke vide alt om algoritmer og sociale medier for at spørge ind til dit barns digitale færden. Du er ekspert i dit barn, og det er vigtigst. Forældre, der taler med deres børn om, hvad de laver på nettet, oplever, at børn i højere grad
kommer til dem, når de har oplevet noget ubehageligt.
Hjælp dit barn med at få de rette sikkerhedsindstillinger på digitale
platforme, så de er så sikre og private som muligt. Du kan ringe til SletDet Rådgivningen eller gå ind på redbarnet.dk og få hjælp fra professionelle rådgivere. Også hjælp til at anmelde, få fjernet materiale og kontakte sociale medier
Når børn bliver krænket online - Børn og unges erfaringer med digitale krænkelser og andre ubehagelige oplevelser online (2026)
Kategori: Undersøgelse
Antal sider: 84
Dato: september 2026
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er baseret på en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse blandt 9-17-årige børn og unge i Danmark. I alt har 2.012 børn og unge besvaret hele spørgeskemaet, og 130 børn og unge har besvaret dele af spørgeskemaet. Data er indsamlet i perioden januar-april 2026.
Rambøll Management Consulting har stået for at indsamle spørgeskemabesvarelser. Red Barnet har stået for analyser og afrapportering. Derudover har Red Barnet foretaget kvalitative interviews med 14 unge i alderen 13-17 år.
Det er tredje gang, Red Barnet gennemfører en undersøgelse om børn og unges erfaringer med digitale krænkelser og andre ubehagelige oplevelser online.
Se også
Se Red Barnets pressemeddelse: Ny undersøgelse: To ud af tre børn og unge oplever digitale krænkelser.
Besøg SletDet Rådgivningen










