Flere end 47.000 børn lever i fattigdom i Danmark – og det kan have store konsekvenser for deres trivsel og muligheder. Red Barnets mål er derfor klart: Ingen børn skal vokse op i fattigdom i Danmark.
Forestil dig, at du ikke kan gå til idræt eller tage i biografen med de andre fra klassen. At du ikke kan invitere klassen hjem til fødselsdag. Eller at du ikke har nogle sommerminder at fortælle om, når du kommer i skole efter ferien.
Det er virkeligheden for børn, der vokser op i fattigdom i Danmark, og det kan sætte negative spor gennem livet. For når der ikke er penge og overskud til at være en del af sociale aktiviteter, ferier og fritidstilbud, som andre børn og unge, bliver man sat på kanten af fællesskaberne. Resultatet kan være social isolation, mindsket trivsel og svagere faglighed.
Gennem indsatser drevet af frivillige kræfter landet over hjælper Red Barnet børn, der lever i fattigdom eller på andre måder befinder sig i udsatte positioner, ind i positive lokale fællesskaber. Vi arrangerer for eksempel ferielejre, familieture, fastelavnsfester og fællesspisning, der giver nye venner, gode oplevelser og et pusterum i hverdagen. Vi driver genbrugsbutikker, hvor overskuddet bliver brugt på aktiviteter for børn og familier i udsatte positioner. Vi hjælper også børn med at starte til en fritidsaktivitet eller at få et frirum hos en venskabsfamilie. Over 3.000 børn og unge deltager hvert år i de frivillige sociale aktiviteter.
Vi arbejder samtidig for, at politikerne sikrer, at ingen børn vokser op i fattigdom i Danmark. Vi arbejder blandt andet for, at politikerne vedtager en handleplan mod børnefattigdom, og at der genindføres en fattigdomsgrænse.
category
FERIEMINDER OG NYE VENSKABER
Vi arrangerer hvert år ferielejre for børn og familier, der ikke ellers har mulighed for at komme på ferie.
category
Børn har ret til fritid
Børn har ret til fritid, leg og hvile. Derfor arbejder vi for, at alle børn deltager i trygge fællesskaber i deres fritid.
category
FÆLLES OPLEVELSER STYRKER FAMILIER
I vores familieoplevelsesklubber får børn og familier netværk, gode oplevelser og nye venskaber i deres lokalområde.
category
FÆLLESSKAB FOR NYE FAMILIER
Småbørnsklubber er en tidlig og forebyggende forældreforberedende indsats for familier med børn i alderen 0-6 år.
category
VENSKABSFAMILIER STYRKER BØRN
Hjem til Os giver børn i udsatte positioner mulighed for at skabe positive relationer ved at indgå i hverdagsaktiviteter i en frivillig venskabsfamilie.
category
Socialt bæredygtigt genbrug
I vores genbrugsbutikker kan børnefamilier købe tøj, legetøj og udstyr - lokalt, socialt og bæredygtigt. Overskuddet bliver bl.a. brugt på lokale aktiviteter for børn.