
Beskyttelse af børn i kriser
Børn skal opleve tryghed, håb og handlekraft både før, under og efter en krise.
Børn og unge i Danmark vokser op i en tid, hvor kriser ikke længere kun er noget, man hører om. Kriser er blevet en del af den virkelighed, de oplever og forholder sig til, både direkte og indirekte. De møder dagligt en stor mængde nyheder og præsenteres for indhold på sociale medier, som kan være både overvældende og til tider misvisende.
Vi kan ikke fuldstændigt skærme vores børn og unge mod den uro og bekymring, der præger vores samfund. Men som voksne kan vi hjælpe dem med at navigere i en til tider uforudsigelig verden, så de kan føle sig trygge og rustet til at håndtere de udfordringer og bekymringer, de kan møde. Det arbejder vi for i Red Barnet.

Barnets voksne behøver ikke være eksperter i nyheder eller forsvarspolitik – men de kan skabe tryghed og hjælpe med at sortere i det, barnet har hørt eller tænker på.
Værd at vide om beskyttelse af børn i kriser
Hvad mener vi med kriser?
De fleste mennesker vil i løbet af deres liv opleve op til flere personlige eller familiære livskriser. Men Red Barnets arbejde for beskyttelse af børn i kriser, har et fokus på børns behov i samfundskriser. Det kan være lokale krisehændelser, som fx en større ulykke, oversvømmelse eller længerevarende strømsvigt.
Det kan også være nationale krisehændelser, såsom droneaktiviteten over Danmark i september 2025, der ikke nødvendigvis har forårsaget direkte skade på mennesker, men som kan skabe bekymring og utryghed i befolkningen. Dette gælder især for børn, der kan have svært ved at få overblik over given situationen og forstå, hvad den betyder for dem og deres familie.
I Red Barnet har vi stor international erfaring med at støtte børn og sikre mental sundhed for børn i områder med krig og katastrofer. Fra det arbejde ved vi, at børn kan hele på trods af voldsomme og traumatiske oplevelser med den rette hjælp og støtte.
Den viden og erfaring er et afgørende fundament for Red Barnets arbejde med børn og kriseberedskab i en dansk kontekst, hvor vi har fokus på at sikre tryghed, håb og handlekraft for børn – før, under og efter kriser.
Beskyttelse af børn i kriser er et program under Red Barnet National, som arbejder for, at alle børn oplever tryghed, håb og handlekraft før, under og efter kriser. Vi arbejder for at styrke børns trivsel og modstandskraft i en tid, hvor mange børn møder bekymringer om alt fra lokale hændelser og samfundskriser til globale konflikter og klimaforandringer.
Vi sætter børn i centrum og arbejder for, at deres behov, rettigheder og perspektiver bliver tænkt ind i beredskab, forebyggelse og krisehåndtering. Gennem viden, dialog og konkrete redskaber hjælper vi børn og de voksne omkring dem med at skabe tryghed og handlemuligheder, når usikkerheden fylder.
Vi arbejder for, at børn:
- Får viden, der hjælper dem med at forstå det, der sker i verden.
- Udvikler handlekompetencer, så de ved, hvad de kan gøre i krisesituationer.
- Bliver hørt og inddraget i spørgsmål, der vedrører deres behov i kriser.
- Har trygge og støttende voksne omkring sig før, under og efter en krise.
Samtidig arbejder vi for, at børns behov og rettigheder bliver en naturlig del af samfundets beredskab og beslutninger før, under og efter en krise.
Vi tror på, at de bedste løsninger skabes i fællesskab. Derfor samarbejder vi med myndigheder som ministerier, styrelser og kommuner samt med skoler, dagtilbud, forskningsmiljøer, civilsamfundsorganisationer, brancheforeninger, redningsberedskaber, DR og andre aktører, der arbejder for børns trivsel og sikkerhed. Derudover har vi et tæt samarbejde med vores nordiske kolleger, som har mange års erfaring med børn og beredskab.
Vi samarbejder også tæt med børn og unge. Deres erfaringer, perspektiver og idéer er afgørende for udviklingen af relevante indsatser, der styrker børns tryghed og handlekraft i en verden præget af forandringer. Sammen arbejder vi for, at ingen børn står alene, når kriser rammer.

Se anbefalinger til, hvordan du kan støtte børn, der tænker på eller bekymrer sig om verden, krige og kriser

Få gode råd til, hvordan du som forælder eller voksen kan skabe tryghed for børn, når hverdagen rystes.

Se anbefalinger til, hvordan du kan støtte børn, der bekymrer sig om verden, krige og kriser og se, hvordan du kan inddrage børn i hjemmeberedskabet.

Siunnersuutivut kalaallisut nutsikkat uani nassaarisinnaavatit.

I hæftet skal barnet hjælpe Ellis Egern med at løse opgaver, så Ellis kan klare sig, hvis der sker noget uventet. Barnet lærer, hvordan man forbereder sig på uventede situationer som fx forsyningsnedbrud.

Tryghedsplanen hjælper familien med at forberede sig på uventede situationer som fx langvarigt strømsvigt, telenedbrud eller lokale ulykker.
Når børn ved, hvad de skal gøre i en uventet situation, kan det give tryghed og mindske bekymringer.
Viden om beredskab og samfundskriser
Her kan du finde mere viden.









