Gå til indhold
Voksne og børn sidder ved bord med stearinlys

Til forældre: Sådan taler du med børn om kriser og indrager dem i kriseberedskabet

På denne side finder du konkrete råd og inspiration til, hvordan du kan tale med børn om kriser, og hvordan du kan inddrage dem i hjemmeberedskab på en måde, der beroliger og inkluderer.

Børn kan blive påvirket af kriser, voldsomme hændelser eller bekymrende nyheder, både i Danmark og ude i verden. Det er naturligt, at de kan føle uro eller bekymring, og som voksne har vi en vigtig rolle i at skabe tryghed og give dem den støtte, de har brug for.

Sammen kan I hjælpe Ellis Egern med at blive klar til en krise og udfylde en tryghedsplan, så I ved, hvad I skal i gøre i familien, hvis der sker noget uventet.

Bliv klar med Ellis Egern – til børn i alderen 5-9 år

Her kan du downloade og printe vores aktivitetshæfte, der er udviklet til børn i alderen 5-9 år. I hæftet skal barnet hjælpe Ellis Egern med at løse en masse opgaver, så Ellis kan klare sig, hvis der sker noget uventet. Barnet lærer, hvordan man forbereder sig på uventede situationer som fx forsyningsnedbrud.

Hæftet slutter med det, vi kalder Tryghedsplanen. Her kan I blandt andet samle vigtige telefonnumre og aftale et mødested i en nødsituation. Det er en enkel måde at skabe tryghed og handlekraft hos børn – og samtidig mindske bekymringer.

Gør jer klar sammen – små forberedelser kan gøre en stor forskel!

Tryghedsplanen - til børn i alderen 9-12 år

Tryghedsplanen hjælper familien med at forberede sig på uventede situationer som fx langvarigt strømsvigt, telenedbrud eller lokale ulykker. Selv små forberedelser kan gøre en stor forskel i en krise. Når børn ved, hvad de skal gøre i en uventet situation, kan det give tryghed og mindske bekymringer. Tryghedsplanen er en del af Red Barnets skolemateriale, hvor elever lærer om kriser og beredskab. I familien kan I også selv vælge at tage temaet op og forberede jer med konkrete aftaler.

Sådan bruger I Tryghedsplanen

  • Udfyld planen sammen som familie.
  • Tal om, hvem barnet er tryg ved, og hvor I kan mødes, hvis I ikke kan få fat på hinanden.
  • Hæng planen op i hjemmet og lav kopier, så alle har adgang til den.
  • Barnet kan også have planen med i sin taske – så er alle aftaler og vigtige numre altid sammen med barnet.

Tryghedsplanen kan også laves med de mindre børn fra 5 år sammen med Ellis Egern.