Verdens lande skal gøre langt mere for at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader. Men selv med landenes nuværende klimaløfter er vi på vej mod 2,7 grader frem mod år 2100.

Det vil få voldsomme konsekvenser for børn og kommende generationer, som vil opleve langt flere og hårdere klimakatastrofer som tørker, skovbrande og oversvømmelser. Her skal Danmark gå forrest, vise sig som det gode eksempel og bruge sin indflydelse på den internationale scene til at begrænse opvarmningen.

På klimatopmødet COP15 i København i 2009 forpligtede verdens rigeste lande sig på at betale klimabistand til de fattigste og hårdest ramte lande fra 2020. Danmarks andel af klimaløftet er på 5 milliarder kroner om året i tillæg til udviklingsbistanden.

Men selv i dag betaler vi langt fra det, vi har lovet. Vi svigter dermed vores ansvar over for børn og familier i de fattigste lande, som lider langt mere under klimakrisen, selvom det er de rige landes forbrug og produktion, der har skabt den.

Når katastrofen rammer, er børn langt mere udsatte end voksne. De har nemlig sværere ved at tilpasse sig de barske vilkår og er i større risiko for at lide fysisk og psykisk skade, når mad, vand og andre fornødenheder slipper op.

Alligevel er kun 2,4 procent af den globale klimafinansiering målrettet børn og deres særlige behov. Men når indsatserne er tilpasset børn, mindskes konsekvenserne for både børn, deres familier og lokalsamfund. Og det skaber bedre og mere bæredygtige resultater.

Børn har ret til at blive hørt og få reel indflydelse på de beslutninger, der former deres liv og fremtid. Det er dem og kommende generationer, som kommer til at arve en planet belastet af de klimaforandringer, som de voksne har skabt.

Mange børn mærker allerede klimakrisen på egen krop og har derfor både erfaringer og løsninger. Samtidig er det i høj grad børne- og ungeaktivister som fører an i kampen for en grønnere fremtid. Derfor skal vi lytte til børnene og tage dem med på råd i de internationale klimaforhandlinger.

Lokalsamfund præget af klimakrisen ved ofte bedst, hvilke løsninger der virker i praksis. Derfor skal klimatilpasning bygge på lokal viden og erfaringer – også børns.

Når indsatser udvikles og ledes lokalt, bliver de mere relevante, mere bæredygtige og langt mere effektive. En børnefokuseret, lokalt forankret tilgang styrker både samfund og børn, så de står bedre rustet til fremtidens klimarisici.

Klimakrisen og ulighed hænger uløseligt sammen. Dem, som har gjort mindst for at forårsage klimakrisen, bliver hårdest ramt af den og har samtidig mindst magt til at stoppe den.

Klimakrisen bremser udviklingen i fattige lande i Afrika og Asien, og mange steder når samfund dårligt at rejse sig fra en katastrofe, før den næste rammer. Så når klimarelaterede katastrofer som orkaner, tørker og stigende vandstande rammer disse lande, bærer Danmark og andre rige lande et kæmpe ansvar, som skal løftes.