​Hej

Det er fordi, at der er en dreng, der har et billede af mig, hvor man ik kan se mit ansigt, men jeg har ik så meget tøj på. Da jeg sendte det tog han et skærmbillede, og så skrev han, at jeg skulle tage mere tøj af og sende et til billede, men det havde jeg ikke lyst til.

Så skrev han, at han ville ligge billedet ud på nettet, og nu ved jeg ik hvad jeg skal gøre, for han har blokeret mig på Snapchat og Instagram​. 

 

________________________________

Svar fra SletDet   

 

Kære dig

Tak for din henvendelse.

Det lyder som om, at du står i en svær situation. Hvor er det godt, at du har kontaktet os. Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig.

Jeg kan godt forstå, at du ikke ved, hvad du skal gøre. Det kan være svært at finde rundt i.

Du skal vide, at du har gjort det helt rigtige ved ikke at sende et billede, som du ikke havde lyst til at dele. Det er flot, at du har stået fast og ikke bukket under, selvom han har truet dig med at dele dit billede på nettet. Det er ikke din skyld. 

Ingen har ret til at dele andres billeder, medmindre de har spurgt og har fået et klart ja. Derfor er det ikke okay, at han truer med at dele dit billede. På samme måde er det ulovligt at true andre, så det han gør er faktisk ikke OK, og det kan være strafbart. 

Først vil jeg anbefale dig at gemme de beviser du kan. Det lyder til, at han har blokeret dig, men måske du stadig kan åbne jeres beskeder? Tag et screenshot af hans trusler, hvis du kan. På samme måde kan du anmelde hans bruger på Snapchat og Instagram. Du kan læse, hvordan man gør i vores slettevejledninger

Derudover er jeg nysgerrig på, om du kender ham, du har delt billederne med? Måske du har mulighed for at kontakte ham på en anden måde, fx over Facebook? Hvis det er en mulighed, kan du forsøge at skrive til ham, at det han gør er ulovligt, og at han skal slette billederne. Han har ikke ret til at have dine billeder, hvis du gerne vil have det slettet. Heldigvis lyder det ikke til, at man kan genkende dig på billedet, hvis han skulle finde på at dele det. Hvis han deler billedet, er der flere forskellige ting, der er vigtige at få gjort. Vi har samlet en guide med nogle af de vigtigste råd, som du kan læse, hvis det bliver nødvendigt. 

En sidste ting jeg vil råde dig til er at snakke med en voksen. Jeg ved, at det kan være grænseoverskridende at åbne op, men jeg ved fra mange andre unge, der har kontaktet os, at det kan være en stor hjælp at snakke om situationen med en, man stoler på. Har du mon en, der er god til at tale om sådanne ting? Jeg synes i hvert fald ikke, at du skal stå i denne situation alene.

Jeg håber, at det var svar på dit spørgsmål. Du er meget velkommen til at kontakte os igen.

Med venlig hilsen

Sophie/SletDet 

(August, 2019)