Af Johanne Schmidt-Nielsen, Generalsekretær i Red Barnet
Der er mange store kriser i verden lige nu, som alle kræver vores opmærksomhed og støtte. Men vi må ikke lade børnene i Sudan stå i skyggen af Gazastriben og Ukraine
Forestil dig, at alle børn i Tyskland er fanget i en blodig borgerkrig. Alle børnene har brug for humanitær hjælp for at klare sig. Eller forestil dig, at alle børn i Danmark og Sverige er truet af akut underernæring. Hundredtusindvis af de børn risikerer at dø, hvis de ikke får livreddende behandling.
Det lyder absurd, men det er virkeligheden for børn i Sudan.
14 millioner børn i landet har ifølge FN brug for humanitær hjælp. Ingen andre steder i verden er så mange børn på flugt inden for landets grænser. Og krigen i Sudan har skabt verdens største fordrivelseskrise med over ti millioner mennesker på flugt.
En krise af denne skala burde påkalde sig en stærk reaktion fra danske og europæiske politikere samt Den Afrikanske Union og få donorerne til lommerne for at hjælpe sudaneserne. I stedet virker krigen i Sudan, der har raset i snart et år, nærmest usynlig for det internationale samfund. Druknet i Gazastriben og Ukraine. I slutningen af 2023 var kun lidt over 40 procent af den humanitære indsats i landet finansieret.
FN’s Sikkerhedsråd og Den Afrikanske Union samt stater med indflydelse på krigens stridende parter har ikke formået at stoppe volden. De regionale forsøg på at løse konflikten er kommet til kort. Kampen om at få indflydelse står mellem geopolitiske stormagter og lande på Den Arabiske Halvø, som støtter forskellige parter i konflikten. Det gør det endnu mere vanskeligt at finde en løsning.
Resultatet er, at halvdelen af Sudan er opslugt af kampe. Mine kolleger fortæller, at børn er rædselsslagne for at blive bortført, voldtaget eller tvunget ind i væbnede grupper. Børn bliver dræbt og har set uhyrligheder, som ingen børn bør være vidne til. Familier bliver tvunget på flugt med deres nyfødte, og civile bliver plyndret eller angrebet.
For at sikre at vi og andre organisationer kan nå frem til de børn og familier, der har brug for hjælp, er det internationale samfund nødt til at stå sammen og sikre en mere koordineret og sammenhængende indsats for at finde en fredelig løsning på konflikten.
Der er mange store kriser i verden lige nu, som alle kræver vores opmærksomhed og støtte – men vi må ikke glemme børnene i Sudan.
Bragt i Information, torsdag den 14. marts 2024
category
ORGANISATIONER LANCERER NY LÆRINGSPLATFORM TIL AT STYRKE DIGITAL DANNELSE HOS BØRN OG UNGE
Det er første led i indsats om digital dannelse, der går under navnet ’On’. Red Barnet, Børns Vilkår, Medierådet for Børn og Unge samt Center for Digital Pædagogik udgør konsortiet bag indsatsen 'Sammen om digital dannelse'.
category
NY KAMPAGNE OM SEKSUALISERING AF BØRN
Red Barnet vil have bedre beskyttelse af børn mod seksualisering online. Se mere i ny kampagnefilm.
Advarsel: Billederne kan virke voldsomme, selvom vi har undladt de værste. Vores ambassadører fik tilbudt at tale med en psykolog efter optagelserne.
category
DEBAT: REGERINGEN HAR ET MEDANSVAR FOR AT STANDSE BRUTALITETEN I GAZA
Debatindlæg og åbent brev til statsministeren fra 11 af de største danske NGO-organisationer.