Nyheder

Børn og unge på midlertidigt ophold i Danmark kæmper med stor mistrivsel

Ny undersøgelse fra Red Barnet og Via University College viser, at børn og unge, der har fået midlertidigt ophold i Danmark kæmper med mistrivsel, modløshed og ensomhed.

Red Barnet ønsker derfor et opgør med de korte midlertidige opholdstilladelser og hyppige genvurderinger, som skaber usikkerhed, ventetid og begrænser rettigheder for børn og unge, hvilket går udover deres udvikling, læring og uddannelse.

Alle børn og unge har ret til et liv i tryghed og trivsel og til at indgå i gode fællesskaber. Det gælder ikke mindst for børn og unge, der har været på flugt fra krige og konflikter, som har et øget behov for tryghed og stabilitet.

Men for mange af de børn og unge, der har fået midlertidigt ophold i Danmark, er betingelserne for, at de kan føle sig trygge ikke tilstede. De oplever stor usikkerhed, der gør dem modløse og fører til mistrivsel. De har svært ved at koncentrere sig, knytte sig til venner og tro på en fremtid med uddannelse og arbejde, fordi de hele tiden er usikre på, hvorvidt deres opholdstilladelse ophører eller bliver inddraget. Det viser en ny rapport, som Red Barnet og forskere fra Via University College står bag.

Rapporten indeholder en kortlægning af den eksisterende viden om sammenhængen mellem midlertidighed og usikkerhed om ens opholdstilladelse og mental sundhed, og derudover har forskerne interviewet 33 børn og unge, der har været på flugt, og som nu har midlertidigt ophold i Danmark.

– Undersøgelsen viser, at de juridiske rammer, der gælder for børn og unge på midlertidigt ophold har store negative konsekvenser for deres mentale trivsel. Den hyppigt tilbagevendende og langvarige sagsbehandling medfører, at børn og unge med flugtbaggrund lever et hverdagsliv, hvor usikkerhed og frygt for udsendelse forstyrrer uddannelse, venskaber og integrationen i Danmark. De ved aldrig, om det er i dag, at opholdstilladelsen skal inddrages. Det betyder, at en stor gruppe børn og unge aldrig rigtig kan føle sig sikre pga. den gældende lovgivning, siger Stinne Østergaard Poulsen, forsker i asyl og integration ved VIA University College, der er en af rapportens hovedforfattere.

Siden 2015 er der givet over 23.000 midlertidige opholdstilladelser til børn og unge op til 19 år via udlændingeloven, og gennem de seneste to år er der givet 15.000 opholdstilladelser til børn og unge via særloven for flygtninge på grund af krigen i Ukraine. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Med andre ord er midlertidighed blevet et vilkår for tusindvis børn og unge i Danmark de seneste år.
– Alle børn har brug for stabilitet og tryghed for at kunne trives og udvikle sig. Børn og unge, der har været på flugt, bærer ofte på en tung bagage af voldsomme oplevelser, krig, vold og usikkerhed. Disse børn har i særdeleshed brug for stabilitet og tryghed. Hvad enten de her børns fremtid ligger i Ukraine, Syrien eller Sønderborg, så skylder vi dem at give dem den bedste start på livet. Det handler om at sikre børns ret til trivsel og tryghed, siger Generalsekretær i Red Barnet, Johanne Schmidt-Nielsen.

Børn skal ikke leve med frygt for fremtiden
Red Barnet mener, at Danmark er forpligtet til at give børn og unge med flugtbaggrund rammer, der fremmer deres udvikling og trivsel. Derfor kommer Red Barnet også med en række anbefalinger, der kan bidrage til at skabe ro og tryghed om børn og unge, der har været på flugt.
– Prisen, børnene betaler lige nu, er alt for høj. Ingen børn er tjent med at leve i et limbo, hvor der hele tiden sås tvivl om ens fremtid, og hvor man meget ofte får genvurderet og behandlet ens midlertidige opholdstilladelse. Lovgivningen skal have et langt større fokus på barnets tarv, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Derfor foreslår børnerettighedsorganisationen, at brugen af korte midlertidige opholdstilladelser stoppes for børn og unge, der har været på flugt.
Det skal også være lettere at opnå permanent ophold for børn og unge, der har været på flugt eller er blevet familiesammenførte. Derfor skal uddannelse sidestilles med beskæftigelse, ligesom ophold efter særloven for børn og unge, der har været på flugt på grund af krigen i Ukraine, også skal tælle med i sager om permanent opholdstilladelse.

Endelig ønsker organisationen, at fagfolk skal sikres bedre værktøjer for at styrke deres arbejde med børn på midlertidigt ophold, så skadevirkningerne af den nuværende lovgivning med korte midlertidige opholdstilladelser minimeres.
– Den konstante frygt for, at der tikker en ny besked ind fra e-Boks med meddelelsen om en hjemsendelse, er på ingen måde i barnets tarv. Det har alt for store menneskelige konsekvenser for børn og unge at leve med den usikkerhed, som midlertidigheden fører med sig, siger Johanne Schmidt-Nielsen og tilføjer:

– Vi håber, at landets politikere vil se på lovgivningen med friske øjne og stille sig på børnenes side.

Fakta om rapporten Ung i Usikkerhed

Red Barnet og VIA University College har undersøgt, hvordan midlertidige opholdstilladelser påvirker den mentale sundhed hos børn og unge mellem 13-17 år, og hvordan de oplever, at denne midlertidighed påvirker deres hverdag og fremtidsmuligheder.

Resultaterne af den samlede undersøgelse tegner et tydeligt billede af, at midlertidig
opholdstilladelse giver børn og unge store udfordringer. Deres liv er ofte fyldt med ensomhed og usikkerhed, og det midlertidige opholdsgrundlag påvirker deres mentale sundhed og trivsel negativt. Midlertidigheden begrænser mulighederne og motivationen for at indgå i forskellige fællesskaber, udfordrer mulighederne for at gennemføre uddannelse og forstyrrer integrationen. Det skyldes først og fremmest de kortvarige, usikre opholdstilladelser.

Fakta om rapporten Ung i Usikkerhed

Red Barnet og VIA University College har undersøgt, hvordan midlertidige opholdstilladelser påvirker den mentale sundhed hos børn og unge mellem 13-17 år, og hvordan de oplever, at denne midlertidighed påvirker deres hverdag og fremtidsmuligheder.

Resultaterne af den samlede undersøgelse tegner et tydeligt billede af, at midlertidig opholdstilladelse giver børn og unge store udfordringer. Deres liv er ofte fyldt med ensomhed og usikkerhed, og det midlertidige opholdsgrundlag påvirker deres mentale sundhed og trivsel negativt. Midlertidigheden begrænser mulighederne og motivationen for at indgå i forskellige fællesskaber, udfordrer mulighederne for at gennemføre uddannelse og forstyrrer integrationen. Det skyldes først og fremmest de kortvarige, usikre opholdstilladelser.

Ung i usikkerhed - betydningen af midlertidigt ophold for børn og unge med flugtbaggrund i Danmark (2024) - hele rapporten.

Ung i usikkerhed (2024) - kort version.

Fakta: Det siger de unge om midlertidigt ophold

– Da inddragelsessagen startede. Det var et mareridt. Jeg tænkte på det hele tiden, nærmest hver time. Der gik ikke en dag, hvor der ikke var en knude i maven. Det var svært at sove om natten, svært at koncentrere sig om uddannelse. Det, der hjalp mig i den periode, var sport faktisk. Sådan at afkoble helt. Men det var et mareridt. Og det var et langt et. Og nu ligger den (frygten, red) der bare: Hvad med næste gang den skal fornyes? Skal vi så starte forfra igen? Så er knuden der igen. 
(Younes, ung mand der har været på flugt)  

– Det er bare det med uvisheden om min fremtid. Hvor er jeg om 5 år? Hvor er jeg om 10 år? Det er den uvished. Det er bare ikke rart. Det er ikke en god fornemmelse at have i maven hele alenetiden.  
(Sarah, ung pige der har været på flugt) 

– Det var virkelig hårdt med krigen. Virkelig. Men… Jeg synes ikke, det er lige så hårdt, som den psykiske oplevelse, vi har været igennem med inddragelsessagen. Det var hårdere…   Du føler, at alle andres liv fortsætter, mens dit liv standser… Og det er meget hårdere end at opleve krig.  
(Zaid, ung mand der har været på flugt)