Foto fra idræt cirkulerer

Hej
Jeg har fået taget et nøgenbillede af mig, imens jeg var ved at skifte i idræt. Man kunne se min mave og bryster, og hun lagde det ud, så nu har alle set det, hvad skal jeg gøre? Folk siger, jeg er billig, men det er jo ikke mig, der har taget det. Drengene vil kun have flere billeder, og pigerne siger, jeg er billig.

 

Svar fra SikkerChat

Hej
Det er slet ikke i orden, at din veninde/klassekammerat har sendt billedet videre. Man må ikke dele private billeder, og da slet ikke intime billeder uden tilladelse – faktisk er det ulovligt. Vi har mange gange hørt piger få reaktionen 'billig' (mens drenge får en anden response), og det kan gøre rigtig ondt - og give skam-følelse. Nogle piger har faktisk ikke turdet gå i skole bagefter.  Så det er ikke 'bare' et billede, og jeg kan godt forstå, hvis det går dig på.

Mit råd lige nu er, at du fortæller om det til din mor eller en sød lærer, så der er nogen, der hjælper dig med at stoppe spredningen af billedet og få talt om det.  Tro mig, det hjælper at tale med en voksen, og hvis du ikke kan få dig selv til at tale med de nære, så ring til børnetelefonen 116 111.

Jeg synes også, at du skal sige tydeligt fra over for dine skolekammerater og fortælle, at du faktisk har det dårligt over det. Så tror jeg, at de vil være forstående og hjælpe med at slette de billeder, der er sendt rundt.

Du kan læse og følge de gode råd i hæftet 'Nøgen på nettet'  Hvis du har lyst til at læse om artikel fra dr.dk om Emma Holten, som var ude for noget af det samme og blev kaldt for billig.

 


Håber det hjælper dig.
Mange hilsner,
Marianne

(8. februar 2016)