Har min ven adgang til min Facebook-profil?

Hvordan kan det være muligt, at en af mine facebook-venner kan sende mig et link i vores chat på Messenger, og det link er til min personlige facebook-profil og alle mine personlige beskeder i Messenger? Betyder det, at hun har adgang til min personlige profil?

 

Svar fra SletDet

Kære dig

Tak for dit spørgsmål til brevkassen.

Dine facebookvenner kan gå ind på din profil og kopiere URL-adressen - den adresse, som står oppe i det felt, hvor man skriver hjemmesideadressen, når man skal ind på en hjemmeside. Den adresse er unik - og leder således direkte ind på din profil, som man kan se, hvis man er venner med dig. Man burde dog ikke kunne se dine private beskeder eller lignende.

På din egen computer eller telefon er du formentlig logget ind på Facebook. Det vil sige, at hvis du selv trykker på linket, vil du komme ind på din egen profil og have adgang til dine egne beskeder, fordi du allerede er logget ind.

Hvis du alligevel er usikker på om nogle af dine venner har adgang til din Facebook, vil jeg anbefale dig, at skifte din adgangskode og aktivere to-trins login. Det betyder, at hver gang, du logger på Facebook fra et nyt sted, så vil Facebook sende dig en kode på enten mail eller telefonen, som du skal skrive og bekræfte med, før du kan logge ind. På den måde er du mere sikret mod, at andre logger ind på din profil.

Håber dette kunne opklare det for dig.

Med venlig hilsen
Penille/SletDet

(1. november 2016)