Jeg har slettet min profil på Snapchat. Kan folk stadig se min profil og mine billeder?

Hej

Jeg har slettet min profil på Snapchat. Kan folk stadig se min profil og mine billeder?

_________________

Svar fra SletDet

Hej

Tak for dit spørgsmål.

Jeg skal forsøge at svare dig så godt som muligt. 

Vennelisten

Hvis du sletter din profil på Snapchat, så kan folk ikke længere søge på dit Snapchat-navn og finde profilen. Hos dem, du i forvejen er venner med på Snapchat, vil dit profilnavn først forsvinde fra deres venneliste, når (hvis) de logger ud af Snapchat – men de kan ikke længere se dit profilbillede og antal snaps, når de tapper på dit navn i vennelisten.

Beskeder på chat

Personen kan stadig se meddelelserne, selvom du har blokeret vedkommende og slettet din bruger - altså hvis vedkommende har gemt beskederne ved hjælp af 'tap-funktionen'. Chatten er gemt, indtil den anden bruger eventuelt logger ud af Snapchat. Hvis de ikke har gemt beskeden, vil den ikke længere kunne ses. Hvis du når at slette beskeden, inden modtageren åbner den, kan modtageren ikke se den. Du kan læse, hvordan man sletter en chatbesked på Snapchat her

Almindelige Snapchat-billeder

Hvis vedkommende har afspillet billederne fra dig, kan den ikke genafspilles, når du har slettet din profil. Men hvis vedkommende ikke har afspillet billederne, før du har slettet din bruger, så kan vedkommende godt se/afspille billederne. De vil også kunne se billedet, hvis de har taget et screenshot af det. 

Billeder/film i 'Min historie'

Snapchat har ændret sine vilkår. Ændringerne betyder blandt andet, at Snapchat ejer rettighederne og må bruge alle de billeder, du har lagt ud i 'Min historie' siden november 2015. Det vil sige, at du i princippet vil kunne se billeder fra din slettede profils 'Min historie' andre steder på nettet eller i Snapchats 'Live stories', som kan ses af alle Snapchat-brugere.

Derfor kan det være en god idé at skrive til Snapchat, at man gerne vil have, at de sletter ens data. Du kan se, hvilke data Snapchat har om dig ved at gøre følgende: 

  1. Log in på denne side på din computer - og ikke appen. 
  2. Klik på 'Mine data' 
  3. Klik på 'Indsend anmodning' nederst på siden. 
  4. Du får nu tilsendt en e-mail med et link, hvor du kan se dine data. Dette kan tage lidt tid. 
  5. Klik på linket for at downloade dine data. 

Hvis du ikke er interesseret i, at Snapchat har de data om dig, kan du skrive til Snapchat, at du vil have dine data slettet. Det gør du via denne side

  1. Klik på 'Jeg har et spørgsmål vedrørende privatliv' 
  2. Klik på 'Ja' under 'Har du brug for hjælp til noget andet?'
  3. Klik på 'Hvordan kan jeg komme med indvendinger imod, hvordan mine oplysninger behandles?' 
  4. Indtast dit brugernavn og din e-mail. 
  5. Under 'Hvilke informationer skal vi have?' skal du skrive til Snapchat, at du vil have slettet dine data. Beskeden skal (desværre) være på engelsk. Få hjælp af en voksen, hvis du har brug for det. 
  6. Snapchat kontakter dig, når de har kigget på din henvendelse. Dette kan tage lidt tid. 

Håber, at du kan bruge svaret. 

Venlig Hilsen 

SletDet 

(Januar, 2020)