Jeg bliver mobbet på nettet

Gode råd fra SletDet

Bliver du mobbet på nettet?

Hvis du bliver mobbet på nettet, kan du komme i tvivl om, hvad du skal gøre. Mobning er en voldsom situation at stå i, og det er derfor godt, at du søger hjælp.   

Vi har samlet en række gode råd til dig, der bliver mobbet på nettet. Det er generelle råd, og det er derfor ikke sikkert, at du kan bruge alle rådene. Hvis du er i tvivl eller har brug for råd til din specifikke situation, er du velkommen til at kontakte os. 

Sådan gør du

Det er ikke din skyld 

 Først og fremmest er det vigtigt at vide, at det ikke er din skyld, at nogen mobber dig.  
 
Nogle af de børn og unge, som vi har snakket med  SletDet, skammer sig over at blive mobbet. De føler, at det er deres skyld, at de bliver mobbet. De føler, at de selv har gjort noget, som har startet mobningen, og de kommer til at bebrejde sig selv. 
 
Derfor er det vigtigt for os at fortælle, at mobning aldrig er ens egen skyld. Lige meget hvad du har gjort, fortjener ingen at blive mobbet – heller ikke på nettet.   

Tal om det – du skal ikke være alene

Hvis du bliver mobbet på nettet, kan du hurtigt komme til at tænke en masse negative tanker. Derfor er det så vigtigt, at du er modig nok til at fortælle en voksen om mobningen. Det kan være en forælder, en lærer, en pædagog eller en helt fjerde. 
 
Det kan føles grænseoverskridende og svært at fortælle om mobningen, men ofte kan det også føles rart at tale om det. På den måde ved andre, hvordan du har det. Og det er vigtigt, at du får hjælp til at stoppe mobningen. Mobning er ikke noget, som du skal gå med alene. 

Nogle børn og unge tænker, at de ikke kan gå til de voksne, fordi de føler, at de voksne ikke ved nok om fx sociale medier, eller fordi de frygter, at de vil misforstå situationen. Hvis det er tilfældet, kan du altid ringe til SletDet. Den voksen, som du taler med, kan også få hjælp hos SletDet.

Hvis du synes, at det er svært at snakke med en voksen om det, kan det være en god idé at fortælle det til en ven. Så kan I sammen gå til en voksen om mobningen. Nogle gange kan det føles mindre grænseoverskridende at skrive en besked, før du snakker face-to-face. Hvis det alligevel føles for svært at åbne op til personer, som du kender, så er du velkommen til at kontakte os på SletDet. Vi vil gerne lytte og hjælpe   

Dokumentér mobningen

Nogle gange er det nødvendigt at have bevis for, at du er blevet mobbet. Fx hvis der er behov for at anmelde mobningen. Derfor bør du dokumentere den mobning, du bliver udsat for. Det gør du fx ved at tage et screenshot.

Selvom det er vanskeligt at slette materiale fra nettet, kan det indimellem være svært at genfinde mobningen, når du skal fortælle om den.

Anmeld mobningen til det sociale medie og bloker vedkommende 

En konkret ting, du kan gøre, er at anmelde mobningen til det sociale medie, hvor mobningen finder sted. Det kan være, at du skal anmelde kommentarer eller privatbeskeder. Bed dine venner og familie om at gøre det samme. Du kan få hjælp til at anmelde i vores slettevejledninger. 
 
I samme omgang kan du blokere personen/personerne, så de ikke længere kan kontakte dig. Det kan du også få hjælp til i vores slettevejledninger. Hvis der ligger materiale på nettet om dig, som du ikke ønsker skal være der, så kan du få hjælp af SletDet. Vi kan i de fleste tilfælde hjælpe med at fjerne materialet.

Involver din lærer, hvis det foregår i klassen/på skolen  

Hvis de, der mobber, går i din klasse eller på din skole, er det vigtigt, at du får talt med din lærer om mobningen.  
 
På din skole er der noget, der hedder en antimobbestrategi, der også involverer mobning på nettet. Det betyder, at skolen skal have en plan for, hvordan de hjælper børn og unge, hvis de bliver udsat for mobning. Din lærer har altså pligt til at hjælpe dig med at få det stoppet.

Lærere har et ansvar for, at du har det godt i skolen – og det gælder også, hvis du bliver mobbet på nettet af nogle fra din skole.  

Få hjælp til at sige fra! 

Hvis du bliver mobbet på nettet, kan det hurtigt komme til at overtage dine tanker, fordi du ikke kan “komme væk” fra det. Måske tænker du også, at “det ikke er så slemt”. Men du fortjener at blive behandlet ordentligt. Mobning på nettet skal stoppes hurtigt.  
 
Det kan føles rigtig svært at sige fra over for den mobning på nettet, som du bliver udsat for. Derfor er det vigtigt, at du får hjælp til det. Du kan fx få en ven til at hjælpe dig med at sige fra, evt. fra hans eller hendes profil. Vi vil også anbefale dig at få hjælp fra en voksen. Det kan din ven hjælpe dig med.  

Hvorfor mobber mange digitalt?

Mobning handler grundlæggende om, at alle mennesker har behov for at være en del af et fællesskab. Selvom det kan lyde mærkeligt, så er mobning faktisk en måde at skabe et fællesskab på. Et fællesskab, hvor man er fælles om at være imod nogle andre. Mobningen giver på den måde, dem der mobber, en plads i et fællesskab, som de måske ikke ellers ville have haft, eller som de er bange for at miste 

Mobning på nettet hænger tit sammen med mobning i den fysiske verden. Fx er det meget tit børn, der i forvejen bliver mobbet i skolen, der også bliver mobbet på nettet. Og tit af de samme personer, der fortsætter mobningen efter skoletid.  

Der kan være mange grunde til, at personer begynder at mobbe på nettet 

  • Det er nemmere at “gemme sig” anonymt bag en skærm, uden at nogen finder ud af, hvem det er, der mobber. Derfor kan det virke som om, at personen ikke skal stå til ansvar overfor den, der bliver skrevet til eller om – og kan derfor komme til at sige og gøre ting, som man måske ikke ville gøre face-to-face. Derfor kan tonen hurtigt blive hårdere på nettet.  
  • Når man sidder bag en skærm, og ikke kan se den andens reaktion, lægger man måske ikke mærke til, at man gør den anden rigtig ked af det. Det er let at glemme, at der faktisk sidder en ægte person på den anden side, som kan blive rigtig såret af det, der bliver skrevet eller delt 
  • Det er nemmere at skjule mobning på nettet overfor de voksne, fordi de måske ikke har TikTok eller andre sociale medier. Netop derfor er det ekstra vigtigt at fortælle det til en voksen, hvis du oplever eller ser mobning på sociale medier.  

Cases fra SletDet

Jeg bliver mobbet på de sociale medier

Hej

Hvordan undgår jeg gruppe mobning på sociale medier?

Jeg bliver tit mobbet på de sociale medier både privat og i kommentarer.  

Læs SletDet-rådgivningens svar her. 

Kan man få et normalt liv efter mobning?

Hej med jer

Jeg er selv blevet mobbet, så jeg var nødt til at skifte skole, og her mobber de mig heldigvis ikke, men jeg tænkte på, om mobbeofre som mig kan leve et normalt liv bagefter?

 

Læs SletDet-rådgivningens svar her. 

Hvordan hjælper jeg en mobbet veninde?

Hej

Jeg er en veninde til en, der bliver mobbet, og jeg vil gerne vide, hvordan jeg skal hjælpe hende.

Jeg har prøvet at forsvare hende, men det hjælper ikke rigtigt?? Hvad skal jeg gøre??

 

Læs SletDet-rådgivningens svar her.