Skærmtid og medietid
SikkerChat til forældre
En forælders dilemmaer
Som forældre kommer du ofte ud for situationer, hvor du skal tage stilling til dit barns mediebrug. Læs hvordan forældre takler dilemmaer forskelligt og få gode råd til at tale med dit barn.
Hvad gør du, når din datter på 14 vil mødes med en dreng, hun har på nettet? Og hvordan sætter du grænser for, hvor mange timer dit barn må spille computer? Der er mange dilemmaer, du skal forholde dig til, når dit barns hverdag er fyldt med digitale medier. Og der er ikke altid én rigtig løsning. Læs hvordan forældre kan tackle barnets digitale liv.
Gode råd om medieforbrug
Her er fem gode råd til, når du skal tage stilling til dit barns mediebrug:
- Dit ansvar
Ligesom du lærer dine børn at begå sig i trafikken, er det dit ansvar at støtte dem, så de lærer at færdes sikkert og ansvarligt med net og mobil. Brug tid på at følge med i dine børns mediebrug. Vær opmærksom på, at der ofte udvikles nye medier og apps, som dit barn måske begynder at bruge. Det er en god ide, at du selv prøve spil og apps og at du spørger dit barn om, hvilke medier han/hun bruger. - Anerkend forskelle
Hvis du er bevidst om, at der er forskel på jeres udgangspunkt, er det nemmere at acceptere, at dit barn måske har et stort behov for at svare på en sms midt i aftensmaden. Anerkend dit barns selvfølgelige brug af internet, computer og mobiltelefon. - Tal med dit barn
Selvom børn kender teknikken, har de ikke altid modenheden til at overskue konsekvenserne af deres handlinger på nettet. De har brug for at blive guidet til at sætte grænser, så mediebrugen ikke bliver ukonstruktiv. Tal med dit barn om, hvilke billeder de deler. Det er helt ok at dele billeder - dit barn skal bare huske, at når man først lægger et billede på nettet, så vil det altid ligge der. Derfor er det bedst kun at lægge billeder op, som man ingen grund har til at fortryde senere. - Du kan godt!
Du behøver ikke at være erfaren IT-bruger for at kunne tage del i dine børns onlineliv. Spørg dem, hvad de laver og lad dem vise dig nogle af deres spil eller virtuelle verdener. Slip berøringsangsten. - Sæt grænser for skærmtid
Mange børn bruger de sociale medier som et rum for at udvikle deres identitet og bruger rigtig meget tid på at være opdaterede. Vær med til at sætte grænser og beskyt dine børn mod mediestress og overforbrug. Det kan du for eksempel gøre ved at indføre en 'offline-periode', som gælder for hele familien. Du kan lægge op til en samtale med dit barn, hvor I indgår et kompromis - måske at I alle lægger jeres mobiltelefoner i en skål lørdag formiddag eller søndag aften? Eller I aftaler jævnligt en familieaktivitet, hvor ingen tager deres mobiltelefoner med hjemmefra? Husk, at værdier fra 'gamle dage', som vi lærer videre til vores børn, ofte kan være abstrakte for dem. De kender ikke en verden uden interaktive medier.
Gode råd om spil på nettet
Mange forældre bekymrer sig om deres børns spillevaner. Online computerspil er stadig noget, der overvejende hører de yngre generationer til, hvilket for nogen voksne kan betyde, at det kan være svært at sætte sig ind i spilverdenen. Der kan være både gode og dårlige ting ved computerspil. Her er nogle af de fordele og ulemper, der ofte nævnes:
Plusser
- Der er god læring i mange spil
- Det er sjovt og underholdning
- Barnet får gode engelskkundskaber
- Børnene deltager i sociale fællesskaber
- Børn kan lære at samarbejde om en fælles opgave.
Minusser
- Lektier og søvn bliver nedprioriteret
- Mange timer foran computeren kan hænge sammen med social isolation i skole
- Børn får for lidt motion, fordi mange computerspil er stillesiddende
Fire gode råd, når du skal tage stilling til dit barns online spil:
- Tag dig tid
Men hav altid en finger med i spillet.. Bland dig og lad dine mindre børn vide, at de ikke kan have deres spilverdener helt for sig selv. Lad dem vise dig spillet, så de får et naturligt forhold til at ’her er du også med’ - i hvert fald engang imellem. - Tidsbegrænsning
Mange timer foran skærmen kan påvirker humøret og den fysiske form. Støt dit barn med regler for tidsforbrug foran skærmen. Men husk at det er svært at forlade et spil midt i en spilbane. - Aldersmærkning
Tjek anbefalinger om hvilken aldersgruppe et spil henvender sig til. PEGI er en mærkningsordning, som du bør kigge efter, hvis I køber computerspil. - Ingen facitliste
Ofte er der ikke grund til at være bekymret. Men der er altid grund til at have nogle rammer, så spillet ikke kommer til at fylde alt. Der ikke nogen facitliste til spilvaner. Det er op til dig og din familie, hvilke regler I synes, det er vigtigt at have og hvordan, I håndterer tidsforbrug, aldersmærkning og så videre. Se hvordan forskellige familier gør i temaet om dilemmaer.
På Medierådets hjemmeside kan du læse mere om børn og computerspil.
Test dig selv
Dilemma: Computerspil til aftensmad?
Din søn på 12 år er opslugt af at spille World of Warcraft. Han er 'sammen' med vennerne online næsten hver dag efter skole. Du kender ikke spillet, selv om han på et tidspunkt har forsøgt at sætte dig ind i nogle af reglerne. Onsdag aften kl. 18.30 skal I spise. Din søn råber, at han ikke har tid, han er midt i noget meget vigtigt og kan få nye 'skills' og nå til næste niveau. Hvad gør du som forælder?
-
Lise: 'Jeg synes, at familiens middage er dagens vigtigste samlingspunkt. Hvis mine børn spiller, beder jeg dem om at lukke computeren ned - også selv om de bliver sure på mig over det.'
-
John: 'Jeg lader min søn spille, når han er så opslugt af det. Efterfølgende ville jeg nok tage en snak med ham og få lavet en aftale om, at han ikke må spille lige før, vi skal spise. Det kræver noget planlægning!'
-
Susan: 'Jeg lader altid børnene spille, det skal de have lov til. Her i familien er vi enige om, at computerspil er vigtige for børnene. Vi kunne jo heller ikke finde på at afbryde vores søn midt i fodboldtræningen, vel?'
Godt råd fra SikkerChat
Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert at gøre. Det er bare vigtigt at man som forælder er nysgerrig på de sociale mediers plads i børns liv, inden man udmønter sine holdninger.
Dilemma: Må jeg mødes med min ven?
Kathrine er 14 og har mødt en dreng på nettet. De har talt sammen i et par måneder, og hun har ikke fortalt så meget om ham, andet end at han er rigtig sød og sjov og lige er fyldt 17. Nu vil Kathrine mødes med ham og hun vil ikke have, at du blander dig. Hvad gør du?
-
Lise: 'Jeg bryder mig bestemt ikke om, at min datter skal mødes med en dreng fra nettet. Forleden dag opdagede jeg også, at de har skrevet sammen over sms. Nu har jeg sagt til hende, at hun ikke må mødes med ham alene. Hvis de skal mødes, skal enten jeg eller hendes far være med.'
-
John: 'Jeg forsøger at snakke lidt med hende om ham. For eksemple hvor de har mødt hinanden, om de har udvekslet telefonnumre og hvorfor hun godt kan lide ham. Jeg foreslår at de skal bruge webcam inden de mødes, så hun er sikker på, hvem han er. Jeg vil nok også gerne se ham.'
-
Susan: 'Hun må gerne mødes med fyren, når hun er blevet glad for ham. Men jeg kræver, at det skal være på et offentligt sted og så sørger jeg for, at have en aftale med hende på et bestemt tidspunkt.'
Godt råd fra SikkerChat
Der er ikke noget rigtigt eller forkert i denne situation. For unge er nettet også et redskab til at møde nye mennesker og flirte. Som forældre er det vigtigt at acceptere forskellene mellem generationer, samtidig med at vi guider de unge til at passe på sig selv.
Dilemma: 30 nye venner på facebook
Sofie er 13 år, og efter hun har fået en Facebook profil, bruger hun meget tid på at chatte med veninder, lægge billeder op og kommentere på vennernes væg. Du er også selv venner med hende på Facebook. Siden sidste uge har Sofie fået 30 nye venner, og du kender ikke halvdelen af dem.
-
Lise: 'Jeg bliver ret nervøs over alle de nye venner, hun får. Vi prøver at fortælle hende, at man skal være kritisk, når man bruger Facebook og håber på, at hun opfører sig ansvarligt derinde.'
-
John: 'Jeg synes, at børnene selv må bestemme, hvem de er venner med derinde. Det er jo ikke farligt. Og får de problemer eller bliver i tvivl om noget, ved de, at de altid kan komme til os.'
-
Susan: 'Hjemme hos os har vi lavet en regel om, at børnene kun må være venner med nogen, de kender i forvejen. Og de skal sige til, hvis de får mærkelige henvendelser. Børnene skal vide, at vi er med – også når det gælder Facebook.'
Godt råd fra SikkerChat
Der er ikke noget rigtigt eller forkert. Holdningen til kontakter på sociale medier har ofte noget at gøre med, hvor privat et menneske, man selv er. Det vigtige er, at børn kender privatlivsindstillinger og får hjælp til at sige fra over for grænseoverskridende kontakter.