For fagpersoner

Indstilling til Ferielejre

Her får du indblik i vores tilbud Ferielejre, så du kan vurdere, om det kunne være noget for det barn eller de børn, du står med netop nu. Vi forklarer også, hvordan du laver en indstilling til tilbuddet. Du er måske en professionel med for eksempel en socialfaglig, pædagogisk, boligsocial eller sundhedsfaglig baggrund. 

Hvad er en ferielejr?  
På ferielejrene mødes børn, familier og frivillige for at få et afbræk fra hverdagen med hyggelige og sjove aktiviteter. Det kan være bålhygge, madlavning eller kreative værksteder, og udflugter til naturdestinationer eller kulturelle tilbud. 

Hvordan foregår det? 
Ferielejrene afholdes af vores frivillige lokalforeninger. Nogle af lejrene er kun for børn og unge, mens andre er for både børn og deres forældre. Lejrene bliver afholdt over hele landet af frivillige, der planlægger aktiviteter og skaber trygge og gode rammer for deltagerne. Antallet af familier og børn varierer, og det er altid gratis at deltage på en lejr.  

Hvornår er det?  
Lejrene ligger typisk i weekender eller skoleferier og varer to til syv dage.

Hvad er formålet? 
Formålet med ferielejrene er, at børn og unge, som ellers ikke har mulighed for at komme ferie, får gode oplevelser, et løft af selvværd og minder, de kan fortælle om efter ferien.

Passer tilbuddet til barnet?   
Generelt for vores ferielejre er, at børn, unge og forældre skal kunne indgå i aktiviteter med mange andre mennesker over flere sammenhængende timer og dage. Den primære kommunikation er på dansk.

Familielejr
Vores familielejre er for familier med børn på 5-12 år. Søskende er velkomne. Forældrene skal være i stand til at tage vare på sig selv og deres børn og deltage i aktiviteterne.

Børne- og ungelejre
Vores børnelejre er for børn i alderen 6-12 år, og vores ungelejre er for aldersgruppen 13-15 år eller 16-18 år. På vores børne- ungelejre skal børnene så vidt muligt være selvhjulpne og kunne indgå i dagligdagsrutiner. Det er vigtigt, at børnene kan sove ude og være hjemmefra uden forældre over flere dage. Grundlæggende danskkundskaber er også en forudsætning.

Hvad skal du være opmærksom på som fagperson?
Du er altid velkommen til at kontakte lokalforeningen i dit område, hvis du er i tvivl om den lokale ferielejr er det rette match for barnet og familien, som du har i tankerne. Du kan også kontakte sekretariatet med mere generelle spørgsmål til tilbuddet: [email protected]

Sådan vurderer du, om barnet vil have gavn af et af vores frivillige sociale tilbud

1. Se tilbud i dit lokalområde
Du kan på lokalforeningernes hjemmesider se, om der er Ferielejre i dit område. 

2. Vurder om tilbuddet passer til familien
Ferielejerne er for børn, unge og familier, hvor økonomien er trang, hvor der er lavt overskud, eller hvor barn eller familie har brug for at komme ind i et nyt fællesskab. Nogle af lejrene er kun for børn og unge, mens andre er for både børn og deres forældre.  

Barnet og familien skal selvfølgelig også have lyst til at deltage på en ferielejr.

3. Er tilbuddet det rette?
Det er vigtigt, at barnet får en god oplevelse, og kan være med i aktiviteterne. Vær derfor opmærksom på følgende i din vurdering, da det er vores erfaring, at vi ofte ikke kan imødekomme barnets behov, hvis:     

  • Barnet har et særligt behandlingsbehov, som kræver skærmede rammer. 
  • Barnet har behov for vedvarende specialpædagogisk 1:1 støtte  
  • Barnet forældre har meget svært ved at deltage i et socialt. fællesskab i flere sammenhængende timer eller flere dage.

Hvis det er tilfældet, kan det være, at der er brug for en anden indsats end vores frivilligt drevne tilbud. Du er meget velkommen til at kontakte tilbuddet for at høre nærmere.

4. Kontakt lokalafdelingen 
For at indstille børn og familier, skal du kontakte lokalforeningen i dit område.  Du kan også altid kontakte vores lokalforeninger, hvis du har spørgsmål: Lokalafdelinger og kontaktoplysninger.