Af Rasmus Stuhr Jakobsen, direktør og forperson i CARE, Globalt Fokus, Jeef Bech, sekretariatsleder i Civilsamfund i Udvikling (CISU), Misha Wolsgaard-Iversen, sekretariatsleder i International Børnesolidaritet, Betina Gollander-Jensen, generalsekretær i Mission East, Johanne-Schmidt Nielsen, generalsekretær i Red Barnet, Christine Ravn Lund, forkvinde i Dansk Ungdoms Fællesråd, Den Grønne Ungdomsbevægelse og Økologisk Landsforening.
'Kære voksne, I ved ikke, hvad I gør ved børns fremtid! Det går ikke hurtigt nok! I gør sådan, at børn får ondt i maven, fordi vi er bange og kede af det! Vi drømmer om en fremtid, hvor dyrene har det godt, og vi arbejder sammen. Hjælp os med at bevare verden!''
Afsendere på det klare opråb er Storm, Clare, Andreas og Maja fra Lemvig, der sammen med 40 andre elever i 6. klasse var samlet til mini-COP i oktober for at bringe børnestemmer ind i de internationale klimaforhandlinger.
Når verdens ledere og klimaforhandlere over de næste uger er samlet til FN's klimatopmøde nummer 29 (COP29) i Aserbajdsjan, skal Storm, Clare, Andreas og Majas opråb høres og handles på inde i de voksnes forhandlingslokaler. For første gang i klimatopmødernes snart 30-årige historie er børns rettigheder og deres særlige behov endelig kommet i spotlyset. Det er på høje tid, at børn bliver anerkendt som en særlig udsat gruppe i de klimaaftaler, der bliver forhandlet. Det vil være en milepæl for børn verden over – nu og for fremtidige generationer.
Det øgede fokus på børn og unge kommer i kølvandet på et voksende pres fra både børnerettighedsgrupper og civilsamfundsorganisationer, der længe har fremlagt fakta og advaret om de alvorlige konsekvenser, klimakrisen har for verdens børn. Børn, som intet ansvar har for klimaforandringerne, står nemlig til at betale den største pris, hvis verdens ledere ikke handler nu.
Klimakrisen påvirker børn og unge over hele verden på katastrofal vis. Ødelagte afgrøder, sygdomsudbrud, oversvømmelser, hedebølger og tørke på grund af klimaforandringer rammer børn hårdest, da børn befinder sig på et særligt sårbart stadie i deres fysiske, sociale og mentale udvikling.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) rammer 88 procent af de sundhedsmæssige konsekvenser af klimaforandringerne børn under fem år.
Da cyklonen Freddy ramte Malawi i 2023, udgjorde børn 56 procent af de berørte. I starten af efteråret tvang oversvømmelser 10 millioner børn ud af skolen i Vest- og Centralafrika, mens det i begyndelsen af året var hedebølger, der førte til skolelukninger, der ramte over 210 millioner børn verden over.
En af dem, der mærker konsekvenserne af klimakrisen på egen krop, er Justina på 16 år, som kommer fra Zambia i det sydlige Afrika, hvor hedebølger raser:
'I sidste uge besvimede jeg på grund af varmen. Jeg var i skole, da det skete. Mange børn kommer ikke i skole på grund af diarré. Det er varmt, og de har ikke noget mad, eller har kun mad, som er blevet dårlig,' fortæller Justina.
Klimakrisen er en børnerettighedskrise, fordi de konsekvenser, klimaforandringer fører med sig, frarøver børn deres ret og adgang til liv, mad, uddannelse, sundhed og sikkerhed. Naturkatastrofer som cykloner og oversvømmelser ødelægger ikke alene basal infrastruktur, som skoler og sundhedsklinikker. De forurener også vandkilder og spreder sygdomme som kolera og tyfus – sygdomme, som rammer børn hårdest.
Klimakatastrofer øger desuden forekomsten af børnearbejde, børneægteskaber og tvungen migration. For når familier i meget klimasårbare områder har mistet alt, kan det i den yderste konsekvens tvinge dem, som i forvejen er påvirket af fattigdom, til at træffe ekstreme beslutninger for familiens overlevelse og fremtid. Det kan være at gifte sin datter bort i en alt for tidlig alder, i håb om at skabe en bedre fremtid for barnet. Det kan også være, at familier må tage deres børn ud af skolen for at indgå i ofte farligt arbejde. Her er tendensen desværre, at de sjældent kommer tilbage til skole.
Ifølge tal fra FN blev mere end 62 millioner børn fordrevet fra deres hjem mellem 2016 og 2023 på grund af klimarelaterede hændelser – det svarer til 25.000 børn hver eneste dag. Tvungen migration og fordrivelse bringer børn i fare for menneskehandel, kønsbaseret vold, misbrug og udnyttelse. Når familier eksempelvis må flygte fra klimakatastrofer, ender de ofte i midlertidige lejre uden basal beskyttelse, hvor børnene er sårbare.
'Når der er oversvømmelser, søger alle ly i højere områder. Men vi kvinder og piger kan ikke gå på toilettet eller bade frit. Mange af os kan ikke tage et bad i flere dage, nogle gange tre-fire dage. Vi kan heller ikke bruge bind, når vi har menstruation. Og vi føler os ikke trygge i det åbne område,' siger Jerin, 16 år, fra Bangladesh.
Selvom børn altså rammes hårdest af krisen, og selvom de udgør en tredjedel af verdens befolkning, bliver de ofte overset af verdenslederne under klimaforhandlinger og i klimaløsninger. Således går kun 2,4 procent af klimapengene globalt specifikt til at understøtte børns behov. Inden for klimatilpasning går meget få af pengene eksempelvis til at sikre, at de konkrete indsatser og løsninger, der udføres indenfor klimatilpasning, tager højde for børns særlige sårbarheder fysisk, socialt og mentalt. Derfor er der stort behov for, at børn anerkendes og skrives direkte ind som særligt sårbare grupper i klimaaftalerne.
Børn er ofte udelukket fra at deltage i de politiske beslutninger, der afgør deres liv og fremtid. Det gælder også i de internationale klimaforhandlinger, der lige nu finder sted i Aserbajdsjan, hvor børn og deres stemmer er underrepræsenterede. Derfor forsøger børn fra hele verden at råbe de voksne op:
'Vi forsøger at fortælle voksne om os, og hvordan vi bliver påvirket, men de lytter ikke til os, fordi vi er små,' fortæller 12-årige Martin fra Nigeria.
De voksne på COP29 har lige nu en unik mulighed for at lytte til børnenes opråb og de bekymrende fakta, som ikke længere må ignoreres. Håbet er, at COP29 forpligter verdens lande til at integrere børns stemmer, behov og rettigheder i nationale og internationale klimaplaner og beslutningsprocesser.
Men det helt afgørende er, at løsningerne går hånd i hånd med penge til at finansiere dem. På klimatopmødet skal landene nemlig samtidig forny aftalen om, hvordan klimahandling og klimaløsninger i verdens mest udsatte lande skal finansieres.
I dag anslår man, at der er brug for 1000 milliarder dollars i klimastøtte til udviklingslandene. Håbet er, at de rige lande forpligter sig til en ambitiøs finansieringsaftale. Det vil understøtte det håb, som børn verden over har:
'Vi kan gøre noget for at stoppe klimaforandringerne. Vi kan hjælpe verden til at blive anderledes, så der er mere liv, og mere håb. Vi kan ændre verden,' siger 15-årige Oriana fra Venezuela.
Fokus på børn under COP29 er nøglen til at sikre, at børns rettigheder ikke kun bliver en fodnote i klimaforhandlingerne, og et nyt ambitiøst mål om klimafinansiering gennem offentlige midler er nøglen til at sikre, at børns behov i verdens fattigste lande bliver tilgodeset i praksis.
Danmark har her en enestående mulighed for at være en global leder i kampen for børns rettigheder i klimakrisen. Det kræver, at regeringen lytter til de opråb, som Storm, Clare, Andreas og Maja kommer med fra Lemvig, og Justina, Orina, Martin og Jerin, der står i klimakrisens frontlinje. Gør de ikke det, vil børn fortsætte med at betale prisen for en krise, de ikke selv har skabt.
Kronik bragt i Kristeligt Dagblad den 12. november 2024.
