Nyheder

Glem ikke Sudans sultende og konfliktramte børn

Af Jakob Eilsøe Mikkelsen er chef for Red Barnets arbejde i Afrika, og Helle Gudmandsen er international uddannelseschef i Red Barnet.

Mens verden har haft fuld fokus på andre kriser, er der udbrudt hungersnød i dele af det konfliktramte Sudan. Vi må ikke glemme børnene i Sudan, som lige nu kæmper for deres liv.

Sudan er i dag verdens største krise for internt fordrevne, hvor lidt under 11 millioner mennesker er blevet tvunget væk fra deres hjem på grund af væbnet konflikt. Samtidig er landet hårdt ramt af sult. 25 millioner mennesker – eller lidt over halvdelen af befolkningen og størstedelen børn – sulter. Kraftig regn og oversvømmelser gør det lige nu svært for børn og deres familier at flytte sig væk fra konflikten og for den humanitære hjælp til at komme frem i sikkerhed.

Krisen i Sudan er lige så barsk, som den er overset. Den er blevet glemt i en tid, hvor verden står i brand, og som om situationen ikke var alvorlig nok i forvejen, blev der for nylig erklæret hungersnød i en flygtningelejr med 500.000 mennesker i det nordlige Darfur. Som altid er børn særligt udsatte, og desværre er det ikke kun i Darfur, at de mærker krisen. Intet mindre end 16,4 millioner sudanesiske børn sulter netop nu, hvilket er næsten dobbelt så mange som for bare seks måneder siden. Forældre må tage desperate midler i brug – som at sende deres børn i arbejde – for at kunne skaffe den mad, de kan, så familien kan overleve. Kombinationen af sult og konflikt betyder også, at 18 millioner børn ikke kan komme i skole. Deres fremtid er på spil.

En krise af dette omfang burde få langt mere opmærksomhed. Desværre er det langtfra virkeligheden. Krisen i Sudan står i skyggen af for eksempel krigene i Gazastriben og Ukraine, og ifølge internationale opgørelser er kun 33 procent af den humanitære indsats i landet finansieret. Det har selvsagt store konsekvenser, og vores kolleger på stedet fortæller, at børn ikke kun lider af sult og underernæring, men også kæmper med frygten for at blive voldtaget, bortført eller blive rekrutteret til væbnede grupper. Især pigerne er udsatte, og mange har oplevet uhyrligheder, som ingen børn bør være vidne til.

For at sikre, at Red Barnet og andre kan nå frem til de børn og familier, der har brug for hjælp, er vi afhængige af, at det internationale samfund formår at sikre en mere koordineret og sammenhængende indsats for at finde en fredelig løsning på konflikten.

Ikke mindst haster det med at få fødevarer ind og sikre en bedre beskyttelse af børn og unge, som også skal have mulighed for at gå i skole og uddanne sig. Skolen kan også beskytte børn mod vold og overgreb. Sidst, men ikke mindst, er det vigtigt, at det internationale samfund leverer på løfterne om øget økonomisk støtte til nødhjælp, så vi undgår, at endnu flere børn bliver dræbt af kugler eller sult og underernæring. 

Der er ingen tvivl om, at Sudan befinder sig i en international krise, som fortjener vores opmærksomhed og støtte. Vi må ikke glemme, at millioner af børns fremtid er på spil. Der er brug for en fredelig løsning, som sikrer, at der kan ydes hjælp til alle dem, der har så desperat brug for den.

Læs mere om vores arbejde i Sudan.