De frygtelige billeder fra byer som Butja og nyhederne fra Ukraine påvirker vores børn. Vi kan skærme dem i et vist omfang, men sikkerhedsindstillingerne på telefonen må ikke blive en sovepude. For de fleste børn kommer i kontakt med krigen alligevel. Derfor skal vi være klar til at tale med vores børn, og vi skal som samfund holde fast i en hverdag, der handler om andet end krig.
Af Naja Kinch Sohn, seniorrådgiver i Red Barnet med speciale i børns trivsel
Hver generation af børn bliver påvirket af den virkelighed, de vokser op i. Der er dog ingen tvivl om, at nutidens børn og unges liv lige nu bærer præg af nogle ekstraordinære begivenheder. Krigen i Ukraine er både voldsom, meget tæt på og fylder over alt. Mennesker på flugt er kommet til landet, de voksne taler om krigen, og den er på alle avisforsider, fjernsynskanaler, hjemmesider og ikke mindst sociale medier, hvor børn og unge bruger rigtig meget tid.
Vi skal gøre os klart, at børn fornemmer mere, end vi tror. Også selv om vi forsøger at skærme dem, hvilket vi selvfølgelig skal. Det bliver tydeligt, når vi i Red Barnet fra vores ambassadørskoler hører om børn, der nu leger krig i skolegården. Da corona var på sit højeste, legede de corona.
Derfor er det rimeligt, at vi som voksne spørger os selv, hvad krigens billeder og fortællinger gør ved vores børn.
Det korte svar er, at det gør dem bange og bekymrede. I hvert fald en stor del af dem. Samtidig er der børn, som slet ikke lader sig påvirke af krigen. Det er også naturligt, og vi skal give plads til, at børns reaktioner kan være meget forskellige.
Det er ikke farligt i sig selv at blive bange, men det kan give ar, hvis man er bange uden at få sin frygt bearbejdet. Hvis børn går alene med uafklarede spørgsmål og bekymringer uden at blive trøstet og beroliget. Derudover kan voldsomme billeder af krig og død genoplive tidligere, traumatiserende oplevelser hos nogle. Og så skal vi naturligvis have et særligt fokus på børn, der i forvejen har udfordringer med angst.
Der er ingen tvivl om, at krigen kan skabe mere mistrivsel blandt børn generelt. I Red Barnets arbejde med skoler og daginstitutioner hører vi om en stigning af børn, der bekymrer sig – først om sygdom, nu om krig.
Børn, særligt dem under 9-10 år, er meget konkrete i deres forståelse af verden. Hvis de ser nogen blive skudt, bliver de bange af andre grunde end større børn og voksne. De bruger deres fantasi til at forklare det, de ikke forstår. Og selv om man ikke skulle tro, det var muligt med nyheder fra Ukraine, kan børnenes egne forklaringer være værre end virkeligheden. Hvis de ser nogen skyde i fjernsynet, kan de tænke på, om de mon bliver skudt i skolegården. Eller om de fremmede mennesker på billederne ligner nogen, de kender. Kunne det være farmor, der er blevet skudt? De prøver med andre ord at oversætte til noget konkret, der passer ind i deres hverdag.
Blandt de ældre børn og unge kan frygten udvide sig til også at være en bekymring på andre menneskers vegne. De forstår godt, at krigen sker ude i verden, og at de ikke er truede på gaden. Men de bliver indignerede over krigens brutalitet.
Hvordan kan vi voksne hjælpe børnene med at håndtere en virkelighed med krig?
Heldigvis kan vi gøre meget for at forhindre mistrivsel hos børn på grund af frygt og bekymringer. Særligt skal vi huske én grundlæggende forskel på børn og voksne: Børn kan ikke berolige sig selv. De kan ikke søge viden og hitte rede i alle de indtryk, de får, på en måde, der afliver deres frygt eller sætter den i perspektiv. Derfor skal vi voksne være der for dem, tale med dem, berolige dem og hjælpe dem med netop det.
Det er vigtigt, at vi ikke prøver at gætte, hvad børnene er bange for, men i stedet spørger ind til det og hjælper dem af med den konkrete frygt. For hvis vi bombarderer dem med nye informationer, risikerer vi at plante en frygt, der ikke var der i forvejen.
De ældre børn skal støttes i at sætte informationer fra sociale medier i perspektiv. Og da der er mange tvivlsomme autoriteter på eksempelvis YouTube, skal de hjælpes til at finde mere troværdige nyhedskilder. Her har vi som samfund et stort ansvar for at hjælpe de unge med kildekritik – et ansvar, der ud over forældrene skal løftes i skolerne, i pressen og af de sociale medier.
For både små og store børn er det vigtigt, at vi ikke undertrykker deres behov for at beskæftige sig med krigen. For børn har grundlæggende to mekanismer til at håndtere de indtryk og oplevelser, de får. Den ene er at lege, den anden er at tale om det. Vi skal heller ikke skælde ud eller forbyde dem at bruge sociale medier, fordi de har set en video, de ikke burde. Risikoen er, at de en anden gang slet ikke inddrager os, og det allervigtigste er, at børnene altid tør fortælle en voksen om deres oplevelser, så de ikke skal gå med dem selv.
Vi skal også betrygge børnene i, at der faktisk er voksne, der gør noget, og at der er håb. At der er nogen, der forsøger at stoppe krig, corona, klimaforandringer og hvad der ellers bekymrer. Det kan samtidig hjælpe rigtig meget at vise børnene, hvordan de selv kan handle. For eksempel ved at tage godt imod nye børn i klassen.
For ligesom det er tilfældet for voksne, er handling med til at skabe ro og håb.
Det starter med os selv
Det betyder meget for børn, hvordan vi som voksne selv reagerer på krigen. Hvis vi virker bange og bekymrede, kan det næsten påvirke børnene mere end at se grufulde billeder.
De bruger voksnes reaktion til at afkode, hvad der er rigtigt og forkert - hvad der farligt og ikke farligt.
Derfor er det vigtigt, at vi skærmer børnene for nogle af vores reaktioner. Vi skal reflektere over, hvordan vi taler om krigen og lader den påvirke os. Vi skal selvfølgelig stadig være autentiske og må godt vise følelser. Men vi skal bevare fatningen og have fokus på barnet.
Vi må for eksempel godt være forfærdede som reaktion på et skræmmende billede, barnet fortæller os om. Men vi skal hurtigt videre til, hvad der gør barnet bange ved billedet og få det bearbejdet frem for at plante vores egen frygt. På samme måde er det vigtigt, at vi ikke virker opgivende, men selv bevarer håbet. Det kræver, at vi undgår at være opslugt af krigen 24 timer i døgnet. Vi skal give os selv pauser fra alt det forfærdelige og passe på os selv, så vi kan være der for børnene.
Hvad kan vi gøre som samfund?
Som voksne og som samfund er noget af det bedste, vi kan gøre for børnene, at holde fast i, at hverdagen fortsætter. Vi holder stadig fødselsdag, går i skole, har det sjovt til fodbold og ser fredagsfilm. Der sker andet i verden end krig.
Det er også sådan, vi viser børnene med vores handlinger, at de grundlæggende skal være trygge. Det er især vigtigt, når man tænker på, at nutidens børn og unge lige er kommet ud af en meget svær periode med corona. Vi var lige i gang med at bygge de vigtige fællesskaber op. Nu bliver hverdagen igen testet. Nogle børn får nye klassekammerater, der kommer fra krig og ødelæggelse, og som netop virkelig også har brug for en hverdag. Derfor skal vi som voksne sørge for at holde fast i rytmer og rutiner.
Kan vi undgå, at de forfærdelige begivenheder, der udspiller sig nu, sætter sig i børnene? Det korte svar er nej. Vi kan ikke undgå, at det sætter spor. Dem, der er børn og unge nu, vil naturligvis blive præget af den virkelighed, de vokser op i. Sådan er det at være menneske. Men vi kan gøre meget for, at det ikke fører til dybe ar, unødig frygt og mistrivsel. Hvis vi som voksne tør tale med børnene, og hvis vi holder fast i, at der er håb og en tryg hverdag.
Kronikken er bragt i Berlingske 10. april 2022
