Af Helle Gudmandsen, chef for international uddannelse i Red Barnet, og Anne Smith Petersen, vicedirektør i PlanBørnefonden
60 millioner mennesker levede ved udgangen af 2021 som internt fordrevne, og blandt disse var mere end 25 millioner børn under 18 år. Det viser dugfriske tal fra Internal Displacement Monitoring Centres (IDMC).
Når børn tvinges på flugt, går det det ud over deres mentale trivsel og basale tryghed, og mange, særligt piger, risikerer at blive udsat for vold, overgreb og børneægteskaber. Samtidig frarøves børn på flugt og i kriser alt for ofte vigtige skoleår og adgang til kvalitetsuddannelse, hvilket betyder, at de får sværere ved at tilegne sig viden og kompetencer – evner, som er helt afgørende for, at de kan skabe et godt liv, få et job og opnå økonomisk frihed.
En global læringskrise
Uddannelse er en vigtig byggesten i demokratiske samfund, ligesom det er en løftestang til større lighed og øget ligestilling mellem kønnene. For eksempel vurderer Verdensbanken, at for hvert år en pige bliver i skole, stiger hendes livsindkomst med 12 pct. Så meget desto værre er det, at 1 ud af 4 børn i skolealderen i dag lever i lande ramt af humanitære kriser. Nogle af dem lever i Afghanistan, hvor kriserne hober sig op, og Taliban tilmed truer med at hive pigerne ud af skolen. Andre steder, fx i Sahel og ved Afrikas Horn, er det et sprængfarligt mix af konflikter, klimaforandringer og sult, der afskærer børn adgangen til uddannelse. Helt konkret vurderes antallet af børn, som ikke har adgang til kvalitetsuddannelse at være eksploderet fra 75 millioner til næsten 200 millioner på ganske få år.
Tallene taler deres tydelige sprog. Verden er ramt af en global læringskrise, som bør modsvares af en øget indsats. Regeringen og Folketinget har allerede taget et vigtigt første skridt med den nye udviklingspolitiske strategi, hvor det fremgår, at Danmark vil ”arbejde for at sikre kvalitetsuddannelse for børn og unge i humanitære- og udviklingsindsatser”.
Fire afgørende faktorer
Ambitionerne i strategien giver et godt udgangspunkt. Nu handler det om at omsætte de gode intentioner til handling. Spørgsmålet om, hvordan man kan styrke den danske indsats blev diskuteret mellem NGO’er, fonde, virksomheder, FN-agenturer og danske politikere, da Alliancen for Uddannelse i Kriser var samlet til høring den 18. maj. Her blev det for os tydeligt, at mindst fire faktorer synes afgørende for, hvorvidt det lykkes at leve op til strategien og bidrage til at løse den globale læringskrise:
For det første skal potentialet i stærke partnerskaber på tværs af det offentlige, private og civilsamfundet, i langt højere grad udnyttes. Når forskellige aktører byder ind med hver deres kompetencer, viden og erfaring og går sammen om at løse opgaven, skaber det håb om, at færre børn risikerer at miste vigtige skoleår pga. konflikt, klimakrise og COVID. Fra dansk side har vi gode erfaringer med partnerskaber, og vi er overbeviste om, at det vil gavne kriseramte børns uddannelse, hvis der bliver mere af det i fremtiden.
For det andet er der brug for at løfte kvaliteten. Der skal skrues op for fagligheden, så børn faktisk tilegner sig viden og kompetencer, de kan bruge til noget. Det er lettere sagt end gjort, og svarene vil ofte variere. I nogle tilfælde kan det handle om at styrke lærernes undervisningskompetencer og støtte dem bedre. Andre gange vil det i højere grad dreje sig om at fastholde børn i en længere, kontinuerlig læringsproces, så flere gennemfører alle ti år i grundskolen og ikke stopper efter 2-3 år. I forlængelse heraf skal der ekstra fokus på pigerne, som oftere får afbrudt deres skolegang, fordi de skal tjene penge til familien eller varetage pligter i hjemme.
For det tredje er det vigtigt at styrke rammerne om skoledagen, sørge for at skolen er med til at løse lokale problemer og samtidig øge forældrenes incitament til at sende børn i skole. Vi ved, at adgang til skolemad og drikkevand kan have en positiv effekt, hvis et område er ramt af fødevareusikkerhed eller vandmangel. Det samme kan fleksible undervisningstider, hvor dagen deles op for at reducere antallet af elever til den enkelte lektion. Vi har selv oplevet situationer, hvor én lærer skal undervise 150 børn ad gangen, og det går naturligvis hårdt ud udover kvaliteten og børns læringsudbytte.
For det fjerde kommer vi ikke uden om behovet for øget finansiering. Danske fonde, virksomheder og NGO’er yder et generøst bidrag flere steder i verden, og staten giver tilskud til multilaterale aktører som Education Cannot Wait og Global Partnership for Education på finansloven. Desværre betyder de mange kriser, at behovet for støtte stiger. Vi ser derfor gerne, at staten prioriterer flere midler til området, så der sættes handling bag ordene i strategien og gives en vigtig håndsrækning til udsatte børn og unge.
I PlanBørnefonden og Red Barnet er vi glade for, at den udviklingspolitiske strategi prioriterer uddannelse i kriser klart og tydeligt. Vi er imidlertid også bekymret over at se, hvordan de mange kriser i stigende grad stjæler børnenes fremtid og deres muligheder for at skabe et godt liv. Den udfordring har hele verden en fælles forpligtelse til at imødegå og sætte ind over for, og Danmark kan gøre en vigtig forskel på tværs af aktører og sektorer, hvis vi vil. Men det kræver handling – nu.
Debatindlægget er bragt i Altinget 13. juni 2022
