Gå til indhold
Teenager med mobil ved trappe

Børn, unge og porno - gode råd til forældre

Det ved vi om børn, unge og porno

Undersøgelser peger på, at de fleste børn og unge har prøvet at se porno, når de er mellem 12 og 14 år. Op mod 2/3 af børn og unge, altså flertallet, støder på porno ufrivilligt første gang.
 
Nogle studier viser, at børn helt ned til 8-års-alderen eksponeres for porno. I den forbindelse kan det være godt at vide, at den seksuelle debutalder er 16 år, og at eksponeringen for porno altså typisk sker flere år før den unge har gjort sig egne erfaringer med sex.

Nogle børn søger selv efter porno, men flertallet af børn og unges første møde med porno er ufrivilligt. Børn og unge kan støde på porno på de sociale medier, hvor de kan få vist eller tilsendt billeder, videoer eller links til porno af andre.

De møder porno på de helt almindelige tjenester og platforme, som de bruger til daglig, herunder Instagram, Snapchat og TikTok. De kan også støde på porno i annoncer og reklamer.

På almindelige, lettilgængelige pornosites er der fri adgang til en rig variation af porno, herunder porno som er ekstrem, voldelig, kvindenedgørende, indeholder mindreårige med mere.

Porno kan være meget urealistisk og spille på stereotype kønsroller. Det er sjældent, at pornofilm viser brug af prævention, eller at skuespillerne giver samtykke.

Det er vigtigt at skelne mellem unge, der frivilligt opsøger porno online, fordi de søger seksuel stimulering eller er nysgerrige, og den uønskede eksponering, som mange er udsat for. Det kan være grænseoverskridende og voldsomt for børn at blive eksponeret for porno – især hvis det er ufrivilligt.

Et flertal af unge mener, at porno kan bidrage til, at man overskrider sine egne eller andres grænser seksuelt. Porno kan føre til uhensigtsmæssige kropsidealer samt urealistiske og ofte kønsstereotype forestillinger om sex.

Man kan ikke entydigt sige, at det at se porno påvirker alle unge ens eller altid fører til bestemte former for adfærd. Men et stort pornoforbrug er meget ofte sammenfaldende med psykisk mistrivsel. Brug af porno kan opleves forrående, ubehageligt og tvangspræget.

Porno udgør den største risiko for unge, der har andre trivselsmæssige udfordringer, fx unge der er isolerede, ensomme eller meget impulsive. Undersøgelser peger på, at et stort pornoforbrug kan øge risikoen for at begynde at se mere voldeligt eller ulovligt materiale, som fx overgrebsmateriale med børn.

Det mener Red Barnet om børn, unge og porno

I Red Barnet mener vi, at porno er helt uegnet til yngre børn. Det kan være grænseoverskridende og voldsomt for børn at blive eksponeret for porno - især hvis det er ufrivilligt. Samtidigt kan børnene komme til at sidde alene med voldsomme oplevelser, fordi de synes, det er pinligt og skamfuldt at fortælle, at de har set porno. Yngre børn (før puberteten) skal derfor beskyttes mod eksponering for porno.

Porno er fremstillet til voksne, og vi skal beskytte børns og unges ret til at undersøge og udvikle deres egen seksualitet på en alderssvarende og nysgerrig måde i eget tempo.

Når vi taler om porno er det samtidigt vigtigt med nuancerne. At se porno kan både være frivilligt og ufrivilligt og kan opleves positivt og negativt. Det er vigtigt at skelne mellem unge, der frivilligt opsøger porno online, fordi søger seksuel stimulering eller er nysgerrige, og den uønskede og ufrivillige eksponering, som mange er udsat for.

Sådan kan du forberede dig på at tale med dit barn om porno

Som forælder vil man gerne både beskytte og guide sit barn. Det kan føles både grænseoverskridende og akavet at skulle tale med sit barn om sex og porno. Her er nogle bud på, hvad du kan overveje, inden du taler med dit barn. 

Der er  forskel på, om samtalen er en del af en generel snak om digital sikkerhed, eller om der er en konkret anledning eller bekymring.

Hvis der fx er sket noget, som  bekymrer dig, er det vigtigt, at du får ro på dine følelser, så du er klar til at tale med dit barn uden at komme til at skælde ud eller være for følelsesladet, da det kan få barnet til at lukke i. 

Du behøver ikke have en lang samtale med dit barn om porno. Nogle gange er det nemmere at tale om vanskelige emner, mens man kører bil, går en tur, eller når man lige fanger det rigtige øjeblik, fremfor en tilrettelagt, ‘alvorlig’ samtale hen over et bord. 

Det vigtigste er at bryde tabuet og vise, at det er et emne, man godt kan tale om. På den måde signalerer du, at dit barn kan søge din hjælp, hvis det har spørgsmål eller brug for vejledning. 

Inden du tager hul på snakken, er det en god idé, at du forholder dig til dine egne grænser, din egen blufærdighed og din egen holdning til porno.

Det er fx en god idé på forhånd at overveje, hvad du vil svare, hvis dit barn spørger dig direkte, om du selv ser porno.

Nogle børn vil selv være nysgerrige og spørgende i forhold til porno og seksualitet, mens andre vil synes, at det er pinligt og akavet at tale om.  

Mennesker og familier er forskellige, og der findes ikke én rigtig måde at gøre det på, men det er godt, hvis du på forhånd har overvejet, hvad dine egne holdninger til porno er, og hvad du synes, det er passende at tale med dit barn om. 

Når du har gjort det,  bliver det lettere at skabe en tryg ramme for samtalen. Samtidig får du bedre mulighed for at lytte åbent, fordi du kender dine egne grænser og ved, hvad du oplever som henholdsvis okay og for privat at tale om.

Det er ikke meningen, at du som forælder nødvendigvis skal kunne svare på alle spørgsmål eller fortælle en masse om dine egne erfaringer.

Til gengæld kan du hjælpe dit barn ved at turde at tage emnet op og med at finde viden og rådgivning fra relevante og troværdige kilder. 

Sådan taler du med et yngre barn om porno

  • Vær rolig og opmærksom på at møde dit barn åbent og nysgerrigt.
  • Det er ikke sikkert, at barnet forstår, hvad det har set, eller ved, at det kaldes porno. Brug ord som barnet forstår som fx 'nøgne mennesker' eller ‘videoer med voksne der boller', når du taler med dit barn.
  • Fortæl, at du ved, at mange børn støder på porno, og at det er okay at være nysgerrig på kroppe og sex, hvordan man får børn og så videre.
  • Tal om, hvad barnet har set, og hvordan de har det med det. Yngre børn kan have brug for at blive spurgt meget konkret til, hvad de har set.
  • Vær opmærksom på, at barnet ikke skal føle sig forkert eller skamfuld over at have set porno, men understreg samtidig, at yngre børn helst ikke skal se porno. Hvis barnet spørger hvorfor, kan du fortælle, at det kan være ubehageligt at se på, og at porno er lavet til voksne og ikke til børn.
  • Overvej tiltag du som forælder kan bruge for at forhindre, at barnet ser porno fremover (fx i form af teknologiske værktøjer som forældrekontrol, blokering af bestemte sider).
  • Vær forberedt på at barnet på trods af jeres aftaler alligevel kan støde på eller selv opsøge porno. Hav derfor løbende opmærksomhed på barnets online adfærd.
  • Sig til dit barn, at det altid skal komme til dig, hvis det ser noget på nettet, som det bliver forskrækket over.

Sådan taler du med børn i puberteten om porno

  • De fleste børn i puberteten ved godt, hvad porno er, og er sandsynligvis også stødt på det. Ældre børn og unge (fra puberteten og frem) har et mere realistisk og informeret syn på seksualitet og kan have positive oplevelser med porno men kan også komme til at stå alene med voldsomme og grænseoverskridende oplevelser.
  • Hvis den unge får mulighed for at tale om porno og reflektere over forskellen på porno og virkelighed, nedsættes risikoen for, at porno påvirker den unge negativt. Derfor er det godt, at unge har voksne at tale med om porno.
  • Sig, at det er almindeligt at være nysgerrig på porno, og at mange unge mennesker ser porno. Unge ønsker ikke at tale med fordømmende voksne.
  • Tal med den unge om deres forhold til porno. Nogle unge trives fint med den type porno de ser og hvor ofte de ser det, mens andre synes de ser for meget, har mistet kontrollen over deres forbrug eller ser ekstremt eller ulovligt materiale. Forklar, at der findes materiale online, som kan være skadeligt, forvirrende, uegnet eller decideret ulovligt. Det kan være porno, hvor der indgår personer under 18 år, eller hvor en skuespiller bliver udsat for vold.
  • Forhold dig åbent og nysgerrigt til, hvad den unge svarer. Fortæl den unge at det er ok at have set porno, men også ok ikke at have lyst til at se porno.
  • Tal om at virkeligheden sjældent er som i porno, fx at porno er iscenesat og ofte ikke viser samtykke, prævention og alt det akavede ved sex. At porno kan fremstille situationer, hvor menneskers grænser overskrides. At porno kan fremstille sex som en præstation frem for noget nydelsesfuldt.
  • Sig til den unge, at de altid kan komme til dig, hvis de ser noget på nettet, som de bliver forskrækket over, eller hvis de har problemer med deres pornoforbrug og lov, at du ikke bliver sur eller forarget.
  • Hvis den unge oplever at have et problem med porno, er det vigtigt at spørge mere ind til den unges trivsel generelt. For nogle unge bliver porno et redskab til at regulere svære følelser. I det tilfælde bør du undersøge, hvad der ligger bag.
  • Acceptér, hvis den unge ikke er klar til samtalen lige nu.

Gode råd til at bruge forældreindstillinger på dit barns mobil og skærme

Forældreindstillinger kan hjælpe med at skabe en tryggere digital hverdag for dit barn. Indstillingerne kan blandt andet begrænse adgang til indhold, der ikke passer til dit barns alder, styre tidsforbrug og give dig bedre mulighed for at understøtte gode digitale vaner.

Forældreindstillinger kan være et nyttigt redskab, men de kan ikke stå alene. Den vigtigste beskyttelse er fortsat en åben og nysgerrig dialog med dit barn om det, barnet oplever online.

Forældreindstillinger giver mulighed for blandt andet at:

  • Begrænse adgang til indhold, der ikke passer til dit barns alder.
  • Styre, hvilke apps der kan downloades og bruges.
  • Sætte grænser for skærmtid.
  • Begrænse køb i apps og spil.
  • Styre brug af browser, sociale medier og søgefunktioner.
  • Få indblik i eller begrænse kontakt med ukendte personer på nogle platforme.

Mulighederne varierer afhængigt af barnets alder, enhed og de apps, barnet bruger.

Ingen indstillinger kan fjerne alle risici. Børn og unge kan stadig støde på indhold, der virker skræmmende, voldsomt eller seksualiseret, særligt gennem sociale medier, beskedtjenester eller indhold delt af andre brugere.

Det er derfor en god idé løbende at:

  • Tjekke indstillingerne, efterhånden som barnet bliver ældre.
  • Tale med barnet om, hvad det møder online.
  • Være opmærksom på nye apps og platforme.
  • Tilpasse indstillingerne til barnets alder og modenhed.

Vær åben om, hvorfor du bruger forældreindstillinger. Forklar, at formålet er at hjælpe dit barn med at færdes trygt online – ikke at overvåge eller kontrollere alt, hvad barnet gør.

Når barnet forstår begrundelsen, er det ofte lettere at samarbejde om digitale regler og grænser.

Jo yngre barnet er, desto mere vil det typisk være de voksne, der fastsætter indstillinger og rammer.

Efterhånden som barnet bliver ældre, kan det være en fordel at inddrage barnet mere i beslutningerne. Det kan styrke barnets forståelse af sikkerhed, privatliv og ansvar online.

Målet er gradvist at give barnet mere medbestemmelse og ansvar i takt med alder, erfaring og modenhed, samtidig med at du fortsat støtter og guider barnet.

 

Flere råd og vejledning til forældre og nære voksne, der er bekymrede for et barn eller en ungs pornoforbrug

TalMedOs

Anonym rådgivning til forældre og fagpersoner, der er bekymrede for et barns eller en ungs seksuelle tanker, adfærd eller pornoforbrug. Du kan få sparring, viden og konkrete råd til, hvordan du tager dialogen og støtter barnet eller den unge.

SletDet Rådgivningen

Rådgivning til voksne om børn og unges digitale liv, herunder ubehagelige oplevelser online, seksuelt indhold, deling af billeder og digitale krænkelser. Tilbyder viden og handlemuligheder, hvis du er bekymret for dit barns online adfærd eller oplevelser.

Sex & Samfund - Sexlinien

Rådgivning om krop, seksualitet, relationer og seksuel sundhed. Som forælder kan du få viden og vejledning om, hvordan du taler med børn og unge om seksualitet, grænser og porno.

Børns Vilkår - ForældreTelefonen

Gratis og anonym rådgivning til forældre og andre voksne om børn og unges trivsel. Du kan få sparring om bekymringer vedrørende pornoforbrug, digitalt liv, grænser og dialog med dit barn.

LGBT+ Danmark – Queerhood

Rådgivning til forældre og omsorgspersoner til LGBT+ børn og unge. Tilbyder individuelle samtaler og gruppeforløb med fokus på viden, støtte og sparring om identitet, trivsel og relationer.

GirlTalk

Telefonisk rådgivning til forældre og andre nære voksne, der er bekymrede for en pige eller ung kvindes trivsel. Du kan få vejledning og konkrete redskaber til svære samtaler og bekymringer om blandt andet sociale medier, selvbillede, relationer og seksualitet.

Center for Digital Pædagogik

Tilbyder viden og materialer om børn og unges digitale liv. Her findes også information om manosfæren, algoritmer, digitale fællesskaber og andre online påvirkninger, som kan have betydning for unges syn på køn, relationer og seksualitet