Værd at vide om Børnebarometeret

Tak for din interesse i Red Barnets Børnebarometer - med jeres hjælp giver vi landets børn og unge en stemme! Børnebarometeret er en digital løsning i form af en web-applikation, som Red Barnet kan benytte til at oprette undersøgelser og herigennem indhente viden direkte fra børn og unge om aktuelle samfundstemaer og trivselsspørgsmål. Børnebarometeret er udformet som et interaktivt dialog- og måleredskab, der giver input og bidrager til undervisningen. Med Børnebarometeret vil Red Barnet sikre, at børn og unges stemme gør sig gældende i den offentlige og politiske debat, og at børn og unge har indflydelse på problemstillinger, som vedrører deres liv og hverdag – det være sig globalt, nationalt og lokalt.

 

For at tage barometeret i brug, kræver det blot en kort forberedelse inden undersøgelsen går i gang, og så følger man de tre trin i gennemgangen af undersøgelsen og elevernes egne anonyme besvarelser.