Hvad er overgrebsmateriale?
Her kan du læse om, hvad overgrebsmateriale er, og hvad lovgivningen siger. Bliv klogere på Red Barnets arbejde med at bekæmpe overgrebsmateriale og få svar på, hvad du kan gøre, hvis du er stødt på overgrebsmateriale.
Hvad er overgrebsmateriale?
Overgrebsmateriale med børn er billeder eller videoer, hvor børn bliver seksualiseret, enten ved at de bliver udsat for overgreb eller afbilledet på måder, som har et seksuelt formål for øje.
Det kan for eksempel være billeder af nøgne børn med fokus på deres kønsorganer, videoer af børn, der indgår i seksuel aktivitet sammen med voksne, eller billeder af børn der poserer og er klædt ud i voksenlingeri.
I Danmark er det ulovligt at producere, besidde, opsøge og dele overgrebsmateriale med børn under 18 år.
Ikke 'Børneporno', men overgrebsmateriale
Ordet 'børneporno' er forældet og bør ikke anvendes. I stedet bruger vi ord og vendinger, der beskriver, hvad det handler om: overgrebsbilleder af børn, overgrebsmateriale med børn eller dokumenterede seksuelle overgreb mod børn.
Det er der flere grunde til:
- 'Børneporno’ er et misvisende ord. Porno forbindes i udgangspunktet med noget, der foregår frivilligt mellem voksne. Filmede og fotograferede overgreb som voldtægter af børn har intet frivilligt over sig. Børnene har ikke medvirket i porno – de har været udsat for overgreb.
- Betegnelsen 'pornografisk' blev 1. juli 2023 fjernet fra straffeloven de steder, hvor det stod i tilknytning til børn. I stedet står der nu ’seksuelt materiale’. Derfor er det misvisende forsat at skrive om tiltaler eller domme for ’børneporno’. Både Interpol og Europol tager afstand fra brugen af det ord. De efterforsker ikke ’børneporno’ – de efterforsker overgreb på børn.
- Personer, der har været udsat for seksuelle overgreb som børn, tager afstand fra brugen af ordet ’børneporno’. Det skaber ubehag hos dem, fordi de oplever, at ordet bagatelliserer, hvad de har været udsat for. Det antyder, at de selv har ansvar for overgrebet, og ordet risikerer at skade dem på ny.
’Børneporno’ er et ord, vi i Danmark bør stoppe med at bruge, ligesom andre lande har gjort det.
Heldigvis er en række medier begyndt konsekvent at bruge 'overgrebsmateriale' om det, der tidligere blev omtalt som 'børneporno'.
Hvilke typer overgrebsmateriale er omfattet af lovgivningen?
Generelt er det ulovligt at fremstille, besidde, opsøge og dele overgrebsmateriale med børn under 18 år.
Da den seksuelle lavalder i Danmark er 15 år, er der dog en undtagelse for unge i alderen 15 -17 år, som har ret til et seksualliv, men samtidig er beskyttet af lovgivningen, fx i forhold til at blive udnyttet som pornomodeller eller i prostitution. Det betyder, at unge på 15, 16 og 17 år gerne må optage og dele nøgenbilleder med deres kæreste, men billederne bliver ulovlige, hvis de for eksempel deles på internettet.
Overgrebsmateriale omfatter blandet andet:
- Billeder eller videoer af børn under 18 år med fokus på nøgne kønsorganer
- Billeder eller videoer af børn under 18 år, der indgår i seksuelle aktiviteter alene, sammen med andre børn eller med voksne
- Billeder eller videoer af børn under 18 år, der poserer på en seksuel måde, hvor de fx er iklædt voksenlingeri, på en måde som har seksuel tilfredsstillelse for voksne for øje
- Computerfremstillede billeder eller videoer af børn, der fremstilles seksualiseret eller i seksuelle aktiviteter
Straffelovens paragraffer om seksuelt overgrebsmateriale med børn
§ 226. Den, der optager eller fremstiller seksuelt materiale, herunder fotografier, film eller andre visuelle gengivelser el.lign., af en person under 18 år eller materiale som må ligestilles hermed, med forsæt til at sælge eller på anden måde udbrede materialet, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 år.
§ 227 stk. 1. Den, der medvirker til, at en person under 18 år deltager i en forestilling med seksuel optræden, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 år.
§ 235, stk. 1. Den, som udbreder seksuelt materiale, herunder fotografier eller film, andre visuelle gengivelser eller lignende, af personer under 18 år eller materiale som må ligestilles hermed, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, eller undersærligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om udbredelse af mere systematisk eller organiseret karakter.
§ 235, stk. 2. Den, som besidder eller mod vederlag eller gennem internettet eller et lignende system til spredning af information gør sig bekendt med seksuelt materiale, herunder fotografier eller film, andre visuelle gengivelser eller lignende, af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 omfatter ikke besiddelse af fotografier, film el.lign. af en person, der er fyldt 15 år, hvis den pågældende samtykker i besiddelsen.
Endelig kan § 232 om blufærdighedskrænkelse være relevant i de situationer, hvor krænkeren skriver, sender eller viser pornografiske ting mod barnets vilje.
§ 232. Den, der ved uterligt forhold krænker blufærdigheden eller giver offentlig forargelse.
Hvad er konsekvenserne for børn, der har været udsat for seksuelle overgreb?
Alle børn har ifølge FN’s Børnekonvention og dansk lovgivning ret til et liv uden vold og seksuelle overgreb. Når voksne truer, tvinger, presser eller manipulerer børn til at indgå i seksuelle aktiviteter, fx ved at fotografere eller filme dem, mens der bliver begået overgreb på dem, er det en grov krænkelser af barnet.
Det er et enormt svigt og et kæmpe tillidsbrud, når voksne, der egentlig skal passe på børn, i stedet udnytter dem som en genstand for egen seksuel tilfredsstillelse.
Vi ved, at det er meget skadeligt for børn at blive udsat for seksuelle overgreb, og at det kan få livslange negative konsekvenser. Bl.a. er der en forhøjet risiko for depression, angst, selvmord, psykisk sygdom og alkohol- og stofmisbrug hos mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb som børn.
For børn, der er afbilledet på overgrebsmateriale, er det en ekstra psykisk belastning og en gentagelse af overgrebet, at de ved, at andre kigger på materialet. For ofrene er der massiv frygt og stress forbundet med tanken om, at materialet ligger på internettet og bliver delt igen og igen. Og undersøgelser har vist, at 2/3 af børnene er bange for at blive genkendt på gaden baggrund af overgrebsmaterialet.
Man kan tale om re-viktimisering eller 'et overgreb uden slutdato'.
Værd at vide om overgrebsmateriale
Overgrebsmateriale med børn udgør et enormt, verdensomspændende problem. Både politi, andre tjenester og myndigheder ser en stor stigning i produktionen og delingen af overgrebsmateriale. Det gælder såvel billeder som videoer af overgreb på virkelige og i form af computergenererede materiale.
Der ligger meget, meget store mængder af overgrebsmateriale tilgængeligt online, og det vurderes, at der bliver delt minimum to overgrebsbilleder i sekundet. Den amerikanske tjeneste National Center for Missing and Exploited Children (NCMEC) modtager over 20 mio. anmeldelser årligt fra borgerne og fra platformene.
Skillelinjen mellem ‘rigtigt’ og computergeneret overgrebsmateriale er meget udflydende, og det kan i praksis være meget vanskeligt at afgøre, hvad der er hvad. AI-modellerne, der fremstiller det computergenererede materiale, vil ofte været trænede på rigtigt overgrebsmateriale. Og det er muligt at lægge filtre hen over rigtigt materiale, så det ser computergenereret ud.
Desuden er der ikke noget, der tyder på, at computergenereret matriale mindsker omfanget af produktion eller deling af overgrebsmateriale med virkelige børn eller har en forebyggende effekt i forhold til overgreb på virkelige børn.
Netop derfor er dansk lovgivning også for nylig blevet skærpet, så computergenereret seksuelt materiale med børn nu også er ulovlig
Hvis du støder på overgrebsmateriale, kan du anmelde det til politiet eller til Red Barnets tjeneste AnmeldDet. Du kan være helt anonym, når du anmelder. Du skal således ikke afgive nogen personoplysninger, men blot indsende et link til det site, hvor du har set materialet, via vores anmeldelsesformular.
Hvis du støder på overgrebsmateriale på et socialt medie, fx Instagram eller SnapChat, kan du også anmelde det direkte til det sociale medie og bede om, at det bliver fjernet.
Det er primært mænd i forskellige aldre, der opsøger overgrebsmateriale online. I anonyme undersøgelser oplyser brugere af overgrebsmateriale med børn, at de opsøger materialet på baggrund af seksuel tiltrækning til børn, høj sexlyst og ud fra et behov for følelsesmæssig regulering (når man prøver at skrue op eller ned for følelser, fx øge spænding ved kedsomhed eller dæmpe angst).
Som bagvedliggende årsager oplyser mange brugere af overgrebsmateriale også følelsesmæssige vanskeligheder, spændingssøgning, stof- og alkoholmisbrug, desensibilisering i forhold til porno og egne oplevelser med vold og overgreb i barndommen.
Ved den store danske Sexus undersøgelse fra 2019 oplyste 3% af de mandlige respondenter, at de har fantaseret om at have sex med et barn under 15 år og 0,3%, at de havde prøvet det i virkeligheden.
NY LOVGIVNING GIVER BEDRE BØRNEBESKYTTELSE
Folketinget vedtog den 27. maj 2025 en ny lovgivning, der skærper kriminalisering af seksuelt krænkende billed- og videomateriale med børn. De nye skridt er taget med udgangspunkt i Red Barnets anbefalinger og er en kæmpe landvinding i arbejdet med at beskytte børn mod overgreb.
Med den nye lovgivning (L184) kan vores AnmeldDet tjeneste nu gå videre med tre typer af seksuelt krænkende materiale, der indtil nu ikke har været kriminaliseret tilstrækkeligt, med henblik på at få det fjernet og efterforsket:
- 'Poseringsbilleder' er nu overgrebsmateriale mod børn i straffeloven.
Det er fx billeder, hvor børn ligger på alle fire iført lak og læder og med en banan i munden.
- ’Hverdagsbilleder' af børn i en seksualiserende kontekst bliver anerkendt som blufærdighedskrænkelse ifølge straffeloven.
Det er fx billeder af børn, der bader på en strand eller hopper på en trampolin, men siden er blevet indsat på pornosider for voksne.
- Computergeneret materiale bliver i højere grad kriminaliseret i straffelovens bestemmelser om seksuelt overgrebsmateriale.
Det kan fx være livagtigt materiale af en gruppevoldtægt af et lille barn.
- Seksuel udnyttelse af børn risikerer at have livslange og alvorlige konsekvenser. Børn kan med rette have en stor og vedvarende frygt for, hvem der vil komme til at se det seksualiserede materiale, og de kan opleve store udfordringer med at få materialet fjernet. Frygten kan også få børn til at trække sig fra sociale relationer, og det risikerer at føre til alvorlig mistrivsel, siger Pernille Spitz, chef for beskyttelse mod overgreb i Red Barnet.
- Vi får nu langt bedre mulighed for at stoppe seksuel udnyttelse af børn og bekæmpe delingen af billed- og videomateriale, som helt åbenlyst krænker børn seksuelt. Vi er glade, lettede og stolte over, at regeringen og Folketinget har lyttet til Red Barnets anbefalinger og har taget et afgørende skridt for at styrke børnebeskyttelsen,” siger Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet.
Ny lovgivning styrker markant kampen mod seksuelle krænkelser af børn online (27. maj 2025)
AnmeldDet årsrapport 2024
I 2024 MODTOG ANMELDDET I ALT
ANMELDELSER
AnmeldDets analysemedarbejdere har i 2024 behandlet 32.347 filer.
Se hele AnmeldDet årsrapport 2024
SletDet Rådgivningen hjælper børn og unge, forældre og fagpersoner, der har fået delt intime billeder uden samtykke eller har haft andre ubehagelige oplevelser online.
TalMedOs hjælper unge, samt fagpersoner og forældre og pårørende. Chat, ring eller skriv til os.
Vi arbejder målrettet for at stoppe, at børn bliver krænket og udsat for seksuelle overgreb. Din anmeldelse kan være afgørende for, at vi kan fjerne seksuelt overgrebs-materiale med børn på nettet.









