Gå til indhold
Barn sidder på guld med kræ under hovedet

BØRNELIV UDEN VOLD

Når børn fortæller om vold og overgreb skal systemet kunne lytte

I projektet Børneliv uden vold har Red Barnet indgået partnerskab med Bornholms Kommune, Glostrup Kommune, Jammerbugt Kommune og Ole Kirk’s Fond om at styrke kommuners håndtering af sager, hvor børn udsættes for vold eller overgreb.

Alt for mange børn lever med vold i deres nære relationer. Nogle fortæller det direkte. Mange gør ikke.

Vi ved fra børns egne fortællinger, at det afgørende øjeblik ofte ikke kun er, om nogen spørger — men hvordan der bliver lyttet, og hvad der sker bagefter.

Video: gå-hjem-møde den 24. Juni

Bliv klogere på, hvordan projektets indsatsmodel er blevet til, hvordan den kan bruges og hvordan den også fremadrettet kan bruges i mødet mellem myndighed, skole og dagtilbud. 

Program for gå-hjem-møde den 24. juni

00:00
Velkommen og introduktion til projektet Børneliv uden vold 
Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet 
Carina Bothilde Nielsen, teamleder i Beskyttelse mod overgreb, Red Barnet 
Astrid Agnethe Hallstrøm Larsen, seniorrådgiver og projektleder i Børneliv uden vold 

25:00 
Oplæg om den principbaseret praksisudvikling - fra procedureforvaltning til et aktivt børneperspektiv.
Anna Fjeldsted, psykolog og ekspert i principbaseret praksisudvikling  
Helle Rohde Andersen, servicedesigner og ekspert i principbaseret praksisudvikling 

1:00:00
Interview fra praksis  
Ann Westergaard Nielsen, børnefaglig konsulent i Indsatser mod vold, Red Barnet 
Claus Andreasen, Teamleder Børneteam fra Jammerbugt kommune 
Elisabeth Jensen, ungeekspert 

1:34:00
Samtale: Vejen videre for Børneliv uden vold 
Line Rasmussen, projektchef, det sociale område i Ole Kirk's Fond  
Johanne, Generalsekretær, Red barnet 
Carina Bothilde Nielsen, teamleder i Beskyttelse mod overgreb, Red Barnet 

Børnenes oplevelse af mødet med systemet
Børn beskriver møder med voksne, hvor de må fortælle deres historie igen og igen.
Hvor ansvar flytter sig mellem systemer. Hvor hjælpen kommer for sent — eller opleves usammenhængende.

Der er behov for en stærkere fælles praksis
En nærmere undersøgelse af det nuværende system, som skal gribe børn og unge, der har en sag om vold og overgreb i nære relationer, viser også, at der er rum for forbedring i arbejdet hen imod en mere ensartet praksis.

Undersøgelsen Analyse af kommunernes praksis på overgrebsområdet' (Deloitte, 2019) (Deloitte, 2019) peger blandt andet på:

  • Uens praksis i kommunernes håndtering i overgrebssager.
  • At kommunerne har forskellige opfattelser af, hvornår en sag skal betragtes som en overgrebssag.
  • At der er forskellige forudsætninger for fortolkning af tegn og reaktioner på vold og overgreb. Det får betydning for de vurderinger og foranstaltninger, der foretages og iværksættes.
  • At kommunerne har forskellige opfattelser af, hvordan barnets tarv bedst bliver varetaget under en igangværende overgrebssag
  • At der er behov for at udvikle myndighedspraksis og systematik i børnesamtalerne.

Der er altså overordnet behov for stærkere fælles praksis, tydeligere systematik og bedre sammenhæng omkring barnet.

Børneliv uden vold og ny indsatsmodel
Med udgangspunkt i børnenes og fagpersonernes oplevelse af det nuværende system, har Børneliv uden vold udviklet en ny principbåret indsatsmodel. Den er udviklet i samarbejde med fonden, unge eksperter og tre samarbejdskommuner, der også har afprøvet den i en pilotperiode, der efterfølgende er blevet evalueret.  

Indsatsmodellens principbaserede tilgang giver fagpersoner en fælles retning og bevarer samtidig det faglige råderum.

Målet er, at børn mødes af et system, der handler samlet, tidligt og med barnet i centrum.

Tre principper for arbejdet

Tillid
Barnet møder tydelige voksne og en tryg, sammenhængende proces.

Kontekst
Barnets fortælling forstås i sin sammenhæng — ikke som enkeltstående hændelser.

Viden
Faglige perspektiver samles, så beslutninger træffes på et fælles og kvalificeret grundlag.

Evaluering: Principper som faglig retning

Læs evalueringen Principper som faglig retning, hvor pilotfasen af projekt Børneliv uden vold er blevet evalueret. Rapporten beskriver, hvordan kommunerne har afprøvet og implementeret indsatsmodellen, og bygger på to analyser af henholdsvis børnenes og fagpersonales perspektiver, som har dannet grundlag for udviklingen af modellen.

Rapport: Hør godt efter...

Læs rapporten Hør godt efter… hvor børn fortæller, hvordan de – på godt og ondt - oplever mødet med socialrådgivere og andre voksne i kommunerne i sager med mistanke eller viden om, at et barn er udsæt for vold eller overgreb.

Rapport: Hvordan lytter jeg til dig?

Læs rapporten Hvordan lytter jeg til dig? hvor fagpersoner fortæller om kommunernes praksis i sager med bekymring, mistanke eller viden om vold mod børn i deres nære relationer.

Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet (Les Kaner)

Når et barn finder modet til at tale om noget så svært som vold, skal vi virkelig lytte. For ellers kan vi ikke sikre dem den hjælp, de har brug for og ret til.