Raouf har fået lappet hullet i sin skolegang – nu drømmer han om at blive læge
Da Raouf Belem og hans familie blev fordrevet fra deres hjem, måtte han samtidig forlade skolen. Heldigvis fik han mulighed for at samle op på det forsømte og drømmer nu om en uddannelse.
Raouf Belem bor i byen Ouahigouya i Burkina Faso sammen med sin mor, sin moster og sin lillesøster. Men det er ikke her, han er vokset op. På grund af uroligheder i det nordlige Burkina Faso måtte Raouf og hans familie flygte.
Det betød samtidig et farvel til skolen, som Raouf ellers var glad for:
'Jeg kan godt lide skolen, og jeg kan godt lide at lære nye ting.'
Da familien slog sig ned, fik Raouf til alt held mulighed for at gå til ekstraundervisning over sommeren, hvor de andre elever ellers holder fri.
'Jeg kunne godt lide at gå til ekstraundervisning i ferien, fordi det hjalp mig med at genopfriske de ting, jeg har lært og forstå dem bedre', fortæller den 11-årige Raouf.
Skolegang skaber tryghed i en utryg hverdag
Burkina Faso er ramt af konflikt, usikkerhed og fordrivelse, og børn er blandt de mest udsatte.
For mange bliver skolegangen afbrudt, hvis skolerne lukker eller undervisningen bliver ustabil. Andre som Raouf må flygte fra deres hjem.
Uro og tab påvirker børns trivsel og evne til at koncentrere sig. Derfor har vi med projektet PRESU SAHEL fokus på, at børn i Burkina Faso og nabolandene Niger og Mali fortsat kan gå i skole og få den støtte, de har brug for – også i krisesituationer.
Arbejdet er støttet af EU-midler.
Det tabte er indhentet
Vennerne beskriver Raouf som en klog dreng, og det har da også gjort en væsentlig forskel for ham at deltage i ekstraundervisningen og få samlet op på det tabte.
'I år går jeg i 3. klasse, og det går godt for mig i skolen,' fortæller han.
Når han ikke er i skole, spiller han fodbold med kammeraterne. Raoufs yndlingsspiller er Lionel Messi, og han drømmer om at spille som ham, men hans helt store plan for fremtiden går i en anden retning:
'Når jeg bliver stor, vil jeg være læge og passe på alle.'










