I Sydsudan er det sædvane, at helt unge piger bliver tvunget til at gifte sig tidligt og ofte også med mænd, der er ældre end dem. Det har store konsekvenser for pigernes liv og fremtid. Vi hjælper dem med at kende og handle på deres rettigheder.  

Det er en tradition med dybe rødder, at piger bliver giftet væk i en tidlig alder i Sydsudan. Landet er præget af årelange konflikter og politisk uro med massiv fattigdom til følge. Det giver familierne endnu en grund til at holde traditionen i hævd. For når de gifter deres døtre væk, får de færre munde at mætte, mindre udgifter til skolegang og en direkte vej til at sikre familiens overlevelse. Det er almindeligt, at forældrene får en brudepris 20-40 kvæg fra gommens familie.  

Alligevel forsøger børnene at råbe op om konsekvenserne af børneægteskab. Det støtter vi dem i ved at finansiere skoler og ved at oprette børnerettighedsklubber, hvor børn både lærer om deres rettigheder, og hvad de kan gøre for at handle, når de bliver brudt.  

Børne- og ungeparlamentet råber befolkningen og politikerne op 
Naomi (16) er del af Børne- og ungepanelet i hovedstaden Juba, der arbejder for, at børns rettigheder bliver overholdt. De sætter fokus på konsekvenserne ved børneægteskaber med kampagner på de sociale medier, i podcasts og paneldebatter med politikere.  

Naomi forklarer, at det er så massivt et problem, at det er svært at få øje på fremskridtene, selvom de virkelig kæmper for dem.  

”Der var en pige, der nægtede at blive giftet væk, og så skar hendes far hendes øjne ud. Det blev et stort emne her i Sydsudan, alle talte om det og råbte op om det, og så besluttede regeringen at gøre noget. De holdt faren ansvarlig og hjalp pigen med at blive behandlet. Normalt bliver den slags i lokalsamfundet, men denne gang blev der talt om det. Det viser, at når vi taler, og vores stemmer bliver hørt, så lytter politikerne og ser problemet.”  

Vi støtter Børne- og ungeparlamentet i deres arbejde både økonomisk og med rådgivning og facilitering af møder.  

Børnene står på deres ret til undervisning i Maban 
Hiba er 17 år og fra Maban, hvor hun er med i sin skoles børnerettighedsklub. Hun fortæller, at de tager hjem til forældre, hvis piger ikke kommer i skole, for at forklare dem, at børn har ret til uddannelse. Hun og hendes skolekammerater oplever, at tidlige børneægteskaber er et massivt problem i forhold til skolegang.  

” Det er et problem her i Maban, at piger bliver tvunget til at gifte sig tidligt og måske bliver gravide. Det er svært for de piger at blive i skolen. De lokale beslutningstagere og forældrene bør tale om konsekvenserne af børneægteskab. Vi bliver nødt til at vise dem, hvilken effekt det har på pigers liv. Det gør vi med forskellige events, og vi siger til dem, at de skal gøre noget. Vi kender vores rettigheder. Vi har ret til ikke at miste vores uddannelse.” 

Vi har sammen med Danida støttet 10 skoler i Maban gennem de seneste ni år for at styrke uddannelsen i området. Skolerne har fået økonomisk hjælp til bygninger, skolematerialer og lærerlønninger. Børnene har fået økonomisk støtte til deres børnerettighedsklubber. Samtidig har vi understøttet kvindelige lærere med uddannelse og lidt månedlig økonomisk støtte, fordi vi ved, at tilstedeværelsen af kvindelige lærere er et af de tiltag, der kan være med til at sikre, at pigerne bliver i skolen.  

Børnerettighedsklubberne giver pigerne mod og handlekraft 
Selvom der stadig er lang vej til at se de store skift i forhold til at gifte helt unge piger væk, er det tydeligt, at det gør en forskel, at pigerne lærer om deres rettigheder og handlemuligheder.   

Det oplevede Siham Abbas Hashi, der er Project Engagement Manager i Red Barnet, på et besøg i Sydsudan, hvor hun blev opsøgt af en pige, der var med i den lokale børnerettighedsklub:   

”Vi var ved at stige ombord på flyveren, og så kom der en pige hen til os, der havde set vores bil ved landingsbanen. Hun spurgte os om hjælp, fordi hendes søster skulle giftes væk til en ældre mand. Det var virkelig stærkt at opleve, at hun på den måde turde råbe op og bede om hjælp. Vores kolleger i Sydsudan tog hende seriøst med det samme og hjalp hendes storesøster. ”