MØD VICTORIYA OG PARKER

TERAPIHUNDE REDUCERER STRESS OG ANGST

9-årige Victoriya fra Ukraine har med hjælp fra terapihunden Parker fået mere ro og færre bekymringer. Det er vigtigt, for krigen i Ukraine ødelægger ikke blot byer og bygninger, men gør også børn bange og utrygge.

Victoriya bor med sin familie uden for Kyiv i Ukraine. Som alle andre børn i Ukraine har hun siden krigen levet med bekymringer, usikkerhed og frygt. For at hjælpe hende med at håndtere bekymringerne har hun gennem et lokalt projekt, som Red Barnet støtter, deltaget i såkaldt hundeterapi med den toårige golden retriever Parker.

For Victoriya satte krigens frygt og bekymringer sig nemlig helt bogstaveligt i kroppen.

- Da krigen brød ud, begyndte mit ene ben at blive følelsesløst, og når der blev kastet bomber, gjorde benet ondt. Det var, som om noget greb i mit ben. Det er bedre nu, og mit ben har ikke gjort ondt i lang tid, fortæller Victoriya.

Forklaringen findes i, at hunde kan hjælpe børn med at mærke deres følelser, være i nuet og give slip på negative følelser som angst eller frygt. Hundene virker beroligende, så det bliver nemmere for børnene at tage imod trøst og støtte.

- Det vigtigste en hund kan gøre, er det vi kalder grounding, der hjælper folk med at mærke sig selv her og nu i stedet for at tænke på fortiden eller fantasere om fremtiden, fortæller Nataliya, der er hundeterapi-specialist i den lokale organisation Your Way, som Red Barnet støtter.

- Nogle børn er mere bange og vrede eller har stort behov for opmærksomhed. Når en hundeterapeut begynder at arbejde med de børne, skifter de rolle.

Det føltes som kærlighed fra Parker, når vi legede med ham.

Hundene kan ikke alene være beroligende for børnene. Arbejdet med terapihundene kan også styrke børnenes evne til at samarbejde og at være tålmodige.

- Børn bliver ikke irriterede eller vrede på en hund. Så derfor kan vi roligt vise og lære dem, hvad de skal gøre for at få hunden til at adlyde. Og mens de lærer det, udvikler de viljestyrke, tålmodighed og evnen til at tage ansvar. Jeg ser et meget stærkt ønske hos de her børn om, at de gerne vil være noget for andre, fortæller Nataliya.

Projektet med terapihundene ledes af den lokale organisation Your Way, der driver såkaldte børnevenlige områder i landsbyerne omkring Kyiv. Her kan børn komme og få lov til bare at være børn, trods krigen omkring dem. I de børnevenlige områder er der plads til fællesskab og kreative lege som maling og skuespil, der kan reducere stress og angst.

Red Barnet arbejder i Ukraine sammen med og støtter en række lokale organisationer som Your Way. Vi har særlig fokus på at støtte familier i de områder, der igen og igen er i skudlinjen i krigen.

VIDEO

Terapihunde hjælper børn i Ukraine

LÆS MERE

SÅDAN HJÆLPER VI OGSÅ BØRN i UKRAINE

Mad, varme og anden akut støtte
I Ukraine, Polen, Rumænien og Litauen sørger vi sammen med lokale organisationer for mad, vand, lægehjælp og pengeoverførsler til de familier, der har allermest brug for det. 

Beskyttelse af børn
Vi tager imod børn og deres familier samt børn, der flygter alene. Med lokale partnere giver vi psykologisk førstehjælp og et frirum fra kaosset i vores børnevenlige områder. 

Skolegang og uddannelse
Vi støtter lokale myndigheder, så børn kan fortsætte deres skolegang. Vi uddeler undervisningsmateriale og giver lektiehjælp til børn på biblioteker og i forsamlingshuse. Vi uddeler også aktivitetskits med farver og opgavebøger til børn, der stadig sidder i beskyttelsesrum mange af døgnets timer.

Læs mere om vores arbejde i Ukraine.