Derfor er udviklingsbistanden så vigtig
Udviklingsbistanden virker
Det bedste argument for ikke at skære i udviklingsbistanden er, at den virker. Den skaber store og målbare forandringer inden for sikkerhed, grøn omstilling, vækst og sundhed for børn og voksne i de dele af verden, der er hårdest ramt af fattigdom, krige og katastrofer. Det viser studier fra bl.a. Unicef, EU, The Lancet og OECD. Og med en verden i opbrud, hvor de internationale institutioner er under pres, er det helt afgørende, at Danmark lever op til FN’s mål om at give 0,7 procent af BNI i udviklingsbistand, hvilket vi har gjort i næsten 50 år. Det har vi råd til, det skal vi prioritere, og det er til gavn for både Danmark og verden.
En investering i fred og udvikling
Udviklingsbistanden er ikke velgørenhed, men en langsigtet investering i fred, udvikling og velstand. Via udviklingsbistanden er Danmark med til at bekæmpe fattigdom ved at skabe uddannelsesmuligheder, jobs og opbygge stærke civilsamfund, som modvirker konflikt og nye flygtningestrømme. Med andre ord hjælper udviklingsbistanden med at tackle kriser, der ellers kan nå Danmark. Derfor er det meget kortsigtet at skære i udviklingsbistanden, fordi vi ved, at det fører til en større regning i fremtiden.
Årtiers fremskridt på spil
Udviklingsbistanden er med til at redde liv og har skabt udvikling og store resultater, bl.a. inden for sundhed, hvor sundhedsklinikker, vaccineprogrammer og bekæmpelse af sygdomme som aids, malaria og tuberkulose har reduceret børnedødeligheden kraftigt. Hvis Danmark skærer i udviklingsbistanden, underminerer det også årtiers store fremskridt inden for menneskerettigheder og udvikling. Og sker det, vil det sandsynligvis medføre en mere usikker fremtid med flere og voldsommere konflikter, stigende nød og folk, der tvinges på flugt.
Retten til et værdigt liv
Som et af verdens rigeste lande har Danmark også et ansvar for at bidrage til en verden, hvor mennesker og børn kan leve værdige liv uden nød. Det er ikke kun et moralsk ansvar, men dybt funderet i de universelle menneskerettigheder. Retten til et værdigt liv handler ikke kun om materielle minimumsstandarder, men også om respekt, deltagelse og frihed fra diskrimination og vold. Derfor er menneskerettigheder og fattigdomsbekæmpelse centrale dele af udviklingsbistanden, som vi ikke skal gå på kompromis med.
Styrker Danmarks internationale profil og samhandel
At Danmark overholder FN-målet om 0,7 procent giver bred anerkendelse i verden. Det skaber troværdighed, relationer og åbner døre. Samtidig er Danmark et lille land med en åben økonomi, som er dybt afhængig af internationale relationer og alliancer. Her bidrager udviklingsbistanden til at skabe adgang til nye markeder for danske virksomheder til stor gavn for samhandlen og danske arbejdspladser.
Fremmer demokrati og rettigheder
Via udviklingsbistanden er Danmark i stand til at fremme demokratiske værdier og styrke børn og voksnes rettigheder. Det gælder blandt andet pigers ret til uddannelse, frie medier og stærke civilsamfundsorganisationer samt forebyggelse af undertrykkelse og korruption. Med udviklingsbistanden er Danmark derfor med til at sætte positive aftryk i lande, som ellers risikerer at bevæge sig i mere ekstreme og autoritære retninger.
Behovene er historisk store
Behovet for at støtte og styrke børn og voksne i samfund præget af fattigdom, krige og katastrofer er historisk stort. Sidste års afvikling af USAID har betydet, at millioner af børn og deres familier har mistet helt afgørende livliner. Skoler, sundhedsklinikker og fødevareprogrammer er lukket ned, fremtidsmuligheder forsvinder, og desperationen stiger. Over 200 millioner børn forventes at få brug for humanitær hjælp i år ifølge Unicef.
Tag ansvar
I en tid, hvor mange lande skærer ned, skal vi gøre det modsatte og stå fast på udviklingsbistanden. Det gavner Danmarks interesser at være en stabil og troværdig partner, som forsvarer den regelbaserede verdensorden og værner om de multilaterale institutioner. Sjældent har der været så meget brug for, at Danmark tager ansvar – for vores egen skyld og for de millioner af børn, som har behov for hjælp.









