Nyheder

Voldsom flygtningestrøm skaber uddannelseskrise i Uganda

Når vi går ind i juli, vil en million flygtninge have krydset grænsen fra Sydsudan til Uganda på ét år - over halvdelen af dem er børn. Red Barnet kræver af det forestående politiske topmøde om situationen, at man sætter fokus på uddannelse af de hundredtusinder børn, der er flygtet fra deres hjemland.

Flere end halvdelen af de 720.000 mennesker, der ind til videre er flygtet til Uganda siden kampene i Sydsudan eskalerede i juli sidste år, er børn. Mange af børnene - nogle af dem helt ned til 11 år - har taget den farlige flugt fra deres hjem på grund af usikkerhed og vold helt alene.
 
Den store flygtningetilstrømning har gjort den ugandiske flygtningelejr Bidi Bidi til verdens største med sine 270.000 beboere. De fleste flygtninge bor i primitive hjem lavet af presenninger. De overlever kun på grund af den hjælp, som Ugandas regering og nødhjælpsorganisationerne yder.
 
Ugandas regering har indkaldt til politiske topmøde om situationen. På mødet, torsdag og fredag i hovedstaden Kampala, deltager FNs generalsekretær samt regeringsledere, topembedsmænd og ngo'er fra hele verden. Mødet sigter efter at rejse midler, så man fortsat kan levere basale ydelser, som uddannelse, til de mange flygtninge. I øjeblikket er behovet kun dækket med 17 procent.
 
Generøse Uganda har brug for international hjælp
Red Barnet er med på topmødet og opfordrer verdens ledere til at tage ansvar for at løse den kritiske situation i det fattige Uganda, hvis regering selv har udvist en af verdens mest generøse flygtningepolitikker ved at give flygtninge jord, bevægelighed, arbejdstilladelse og adgang til offentlig ydelser som læge og uddannelse.
 
Uganda oplever den hurtigst voksende flygtningekrise i verden og er nu det land i Afrika, der huser flest flygtninge. Mens Uganda har taget imod flygtninge med åbne arme, kan landet ikke blive ved med at sikre de mange flygtninge uden støtte fra det internationale samfund
 
- I 2015 indgik verdens lande et løfte om, at alle børn har ret til at overleve, lære og blive beskyttet. Men for millioner af flygtningebørn er det ikke tilfældet. Næsten 60 procent af alle flygtninge i Uganda er børn, og op imod 300.000 går ikke i skole. Uddannelse kan give disse børn håb om en bedre fremtid, og verdens ledere skal i denne uge forpligte sig til at få dem tilbage i skole, siger Red Barnets Afrika-ekspert, Jakob Eilsøe Mikkelsen.
 
Red Barnet præsenterer konkret uddannelsesplan
Op til topmødet har Red Barnet delt en handlingsplan med Ugandas præsident, som giver et overblik over de investeringer, der skal til for at få alle sudanesiske flygtningebørn i Uganda tilbage i skole. Planen kræver, at donorerne betaler 464 millioner dollars over tre og et halvt år - i gennemsnit 152 dollar per barn per år. Det vil dække omkostninger til:
 
• At opføre 304 nye skoler med klasselokaler til elever i grundskolen
• At opføre 110 nye gymnasier
• At ansætte 5.307 grundskolelærere
• Tekstbøger og skolemateriale til alle skoler
• Uddannelse, rekruttering og akkreditering af 750 grundskolelærere fra Sydsudan
 
- Vores foreslåede investeringer giver en konkret løsning på uddannelseskrisen i Uganda. Planen sikrer, at mere end en million børn kan komme tilbage i klasseværelset. Men det kræver, at verdenssamfundet bakker op og bidrager med penge, siger Jakob Eilsøe Mikkelsen.
 
Red Barnet giver nødskolehjælp til flygtninge i hele Uganda, tilbyder undervisning for små børn og opfølgende undervisning til de børn, der er kommet bagud på grund af deres flugt, og sørger for trygge rammer, så børnene kan lege, lære og komme sig efter deres traumer.