Cox’s Bazar i Bangladesh er et af de områder i verden, som er hårdest ramt af det amerikanske bistandsstop, der tegner sig for over halvdelen af lejrens humanitære støtte. Pigerne er særligt udsatte, og i takt med at skolerne lukker ned, stiger risikoen for, at de havner i børneægteskaber
Af Marianne Kress, international direktør i Red Barnet
I en støvet gyde i verdens største flygtningelejr, Cox’s Bazar i Bangladesh, sidder 14-årige Fatima med en blyant i hånden og smiler. Hun går nemlig i en pigeklub, hvor hun kan fortsætte sin uddannelse. Her kan hun lære, lege og drømme om et andet liv. Men for få måneder siden var Fatima tæt på at miste sin fremtid. Hendes forældre ville gifte hende bort.
Fanget mellem tradition og håb
Fatima er en af de utallige piger i Rohingya-flygtningelejren, der vokser op i et samfund, hvor børneægteskaber er normen. Her betyder det at få sin første menstruation ofte, at man er klar til ægteskab – og må opgive håbet om en uddannelse. Men i kraft af vores uddannelsestilbud har Fatima lært at om sine rettigheder, og hvordan hun kan kæmpe for dem. Det gav hende mod til at protestere, da hendes forældre ville gifte hende bort. Og med hjælp fra sine veninder og lærere i pigeklubben lykkedes det at stoppe ægteskabet.
'Sammen gik vi hen til min far og forklarede, hvorfor det var forkert. Vi sagde, at jeg kunne hjælpe familien mere, hvis jeg fik lov at studere,' fortæller Fatima. 'Til sidst lyttede han.'
Tusindvis af piger i flygtningelejren ender i samme knibe som Fatima. Pigerne kæmper for deres ret til skolegang – en kamp, der ikke kun handler om at lære at læse og skrive. Den handler om liv og død. Mange piger bliver nemlig gravide så unge, at deres kroppe ikke er færdigudviklede og derfor slet ikke kan klare en graviditet. En del dør i barselssengen, mens andre bliver ramt af komplikationer, som kan give livslange mén. For hvert ekstra skolegangsår falder risikoen for børneægteskab markant. Fra vores arbejde ved vi, at der er en direkte sammenhæng mellem længden af pigers skolegang og deres risiko for at ende i børneægteskaber. Derfor gælder det om at give pigerne mulighed for at fortsætte deres uddannelse længst muligt.
Et samfund i modvind
Flygtningelejren Cox Bazar er præget af fattigdom, underernæring og frygt. Mere end én million mennesker er fanget i midlertidige skure af bambus og presenninger. De er dybt afhængige af mad, medicin og andet nødhjælp, der desværre svinder ind. Hvert år fødes 30.000 børn her, og mens behovene stiger, falder finansieringen.
I januar i år blev situationen endnu værre. Her besluttede den nye amerikanske administration at sætte store dele af arbejdet i verdens største bistandsorganisation, USAID, på pause. Hidtil har USAID stået for 55 procent af den humanitære bistand til lejren, og mere end halvdelen af de humanitære programmer må nu lukke. Da nyheden ramte Cox’s Bazar, udbrød der panik. Pludselig var alt truet – skoler, madrationer, hospitaler. Men selv midt i denne håbløshed spirer modstandskraften. Pigeklubber og hemmelige skoleklasser blomstrer i skjulte hjørner af lejren. Lærere går fra dør til dør for at overbevise forældre om at lade deres døtre blive i skole. Undervisningen flyttes fra offentlige rum til private hjem for at beskytte pigerne mod social kontrol.
Teater som våben mod traditionen
En anden utraditionel metode til at bekæmpe børneægteskaber kommer fra en gruppe teenage-drenge, der har skabt et teater. De spiller scener fra det virkelige liv – en far, der tvinger sin datter til ægteskab, en lærer, der griber ind. Stykkerne, som blandt andet henvender sig til forældre, er med til at ændre folks opfattelse af børneægteskaber og skubbe til de kulturelle normer.
'Før prøvede vi at gå fra dør til dør og snakke om problemet, men ingen lyttede. Nu med teatret ser folk konsekvenserne selv,' siger en af de unge skuespillere.
En anden tilføjer: 'Jeg gør det her for min søster. Jeg vil ikke se hende blive giftet bort.'
For første gang har en pige fået lov at deltage i en forestilling. Det skete bag lukkede døre i en ungdomsklub, men det er et skridt i den rigtige retning. Et tegn på, at det er muligt at rykke på strukturerne.
Verden må ikke vende ryggen til
Fatima og hendes veninder har vist, at forandring er mulig. Men uden international støtte er deres kamp næsten umulig. Den amerikanske administrations nedskæringer har store konsekvenser for pigerne i form af skolelukninger og mangel på mad og medicin.
Red Barnet har allerede nu været nødt til at indstille vores uddannelsestilbud til omkring 6.000 børn. Hvis andre lande også begynder at følge den kurs, vil Fatima og endnu flere piger miste deres eneste chance for en fremtid.
Vi kalder ofte Rohingya-krisen for 'den glemte krise'. Men vi må ikke glemme Fatima og de tusindvis af piger i flygtningelejren. Uddannelse er deres stærkeste våben mod børneægteskaber, fattigdom og undertrykkelse. Det er et våben, vi som verdenssamfund har pligt til at bevæbne dem med.
Vi skal huske fremtidens kvinder i flygtningelejre verden over – unge piger, der kæmper for retten til at være børn lidt endnu. De beder os ikke om almisser, men en chance for at kunne skabe sig en bedre fremtid.
