Nyheder

Skolebørn fejrer 30 år med børnerettigheder

I dag er det børnekonventionens fødselsdag, og det markerer skoler over hele landet i samarbejde med Red Barnet. I år er der særligt fokus på at stoppe vold mod børn, og det er der hårdt brug for. Samtidig med at færre børn kender børnekonventionen, synes flere børn, det er i orden, at forældre straffer deres børn fysisk. Glostrup Skole får besøg af musikeren Wafande, som præsenterer en ny børnerettighedssang skrevet til Red Barnet.

For tusindvis af børn landet over står der børnerettigheder på skoleskemaet i dag. Sammen med Red Barnet fejrer de 30-års fødselsdag for FN’s børnekonvention, og det sker blandt andet med balloner, optog gennem byen og plakatkunst.

Red Barnets 75 ambassadørskoler og flere andre skoler landet over markerer den runde dag, og det glæder Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen.

– Selv efter 30 år med børnerettigheder er der i den grad brug for at få dem på skoleskemaet. Næsten halvdelen af børnene i Danmark ved ikke, hvad børnekonventionen er, og det er simpelthen ikke godt nok. Alle børn skal kende deres ret – for det er forudsætningen for at kunne kræve den. Og for at kunne sige fra, hvis rettighederne krænkes. Derfor er jeg glad for, at skolerne sætter fokus på børnerettigheder sammen med os i Red Barnet, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Færre kender børnekonventionen
For nylig viste en undersøgelse fra UNICEF og Institut for Menneskerettigheder, at 45 procent af børnene i Danmark ikke kender FN’s børnekonvention. I samme undersøgelse svarer 8 procent af børnene, at de synes, det er i orden, at forældre straffer deres børn fysisk. I 2014 var det tilsvarende tal kun 3 procent.

Ifølge Johanne Schmidt-Nielsen er udviklingen rystende, og i år på børnerettighedsdagen er fokus på børns stemmer og herunder netop at få stoppet vold mod børn.

– Børn kan jo ikke bede om hjælp eller sige fra, hvis de tror, at voksne godt må slå dem. Derfor er børnerettighedsdagen ikke kun en festdag, men også en kampdag, hvor børn skal have viden til at kræve deres ret og sige fra over for eksempelvis vold. Selv om der er meget at fejre efter 30 år med børnerettigheder, er der endnu mere at kæmpe videre for, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Glostrup Skole er en af Red Barnets ambassadørskoler, og her får eleverne på afdeling Vestervang besøg af musikeren Wafande, der synger sangen ’Det’ mit liv’ – en ny børnerettighedssang skrevet til Red Barnet.

Eleverne på skolen har på forhånd arbejdet med børns rettigheder, og på dagen holder børnene desuden fernisering på plakater om børnerettigheder. De stiller også spørgsmål om deres rettigheder til Glostrup Kommunes borgmester, John Engelhardt, og Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen.

Yasar Cakmak, leder af Glostrup Skole, er glad for og stolt over at sætte fokus på børnerettigheder sammen med Red Barnet.

– Vi bruger børnerettighedsdagen til at forstærke vores løbende arbejde med at fremme vores elevers læring, trivsel, faglige og sociale udvikling. Det styrker vores fællesskab og sammenhold på tværs af skolen, når vi arbejder sammen om en fælles sag, der er større end os selv – og det er børns rettigheder. Samtidig er børnerettighedsdagen med til at skabe samhørighed med børn fra resten af verden, fordi børn er børn og har deres rettigheder, der skal respekteres, uanset hvor i verden de befinder sig, siger Yasar Cakmak.

Om børnerettighedsdagen
• Red Barnet fejrer børnerettighedsdagen hvert år den 20. november, og det sker blandt andet sammen med organisationens 75 ambassadørskoler.
• Børnerettighedsdagen markerer årsdagen for vedtagelsen af FN’s børnekonvention.
• FN’s børnekonvention er underskrevet af næsten alle verdens lande, og den sikrer børns grundlæggende rettigheder samt børns ret til udvikling, beskyttelse og medbestemmelse.
• Læs mere om Red Barnets gratis undervisningsmateriale ’Vores stemmer – vores rettigheder’ til børnerettighedsdagen her.
• Hør den nye børnerettighedssang, som musikeren Wafande har skrevet til Red Barnet her.