Nyheder

Red Barnets hotline mod overgrebsbilleder oplever voldsom stigning

Antallet af anmeldelser til Red Barnets hotline mod seksuelle overgreb på børn er steget med over 80 procent fra 2017 til 2018. Flere yngre børn bliver i dag udsat for seksuelle krænkelser, og overgrebene er mere grove, fortæller psykolog.

Det vælter ind med anmeldelser til Red Barnet fra bekymrede borgere, som har mistanke om, at de er stødt på billeder og film af seksuelle overgreb på børn.

Red Barnets hotline mod overgrebsbilleder, AnmeldDet, har sidste år modtaget 2.670 anmeldelser – det er en stigning på 83 procent fra de 1.458 anmeldelser året før. Omkring hver femte anmeldelse omhandler ulovligt indhold med overgreb mod børn viser de seneste tal fra Red Barnet.

En ny oplysningskampagne fra Red Barnet på Facebook har skabt øget fokus på de ulovlige billeder og film af seksuelle overgreb på børn, lyder en del af forklaringen. Men der er også kommet større opmærksomhed på digitale sexkrænkelser herhjemme det seneste år.

– Flere danskere har fået øjnene op for det ulovlige indhold på nettet, og det mærker vi på Red Barnets hotline mod overgrebsbilleder. Hver anmeldelse er afgørende i kampen for at bremse udbredelsen af det ulovlige indhold. En anmeldelse kan være med til at stoppe, at et barn bliver krænket igen og igen, siger Per Frederiksen, Red Barnets psykolog og ekspert i vold og seksuelle overgreb mod børn.

Tendensen fortsætter i 2019. Red Barnets hotline har allerede modtaget over 1.470 henvendelser. Det er flere anmeldelser end i hele 2017.

Overgreb uden udløbsdato

Red Barnets eksperter sidder dagligt og vurderer de mange anonyme henvendelser, som strækker sig fra almindelige og uskyldige billeder af børn til grove og voldsomme billeder med sadistiske overgreb.

– Vi ser i dag flere yngre børn, der bliver udsat for overgreb, og de handlinger, de bliver udsat for, er af en grovere karakter, fortæller Per Frederiksen og tilføjer, at Red Barnets hotline også oplever et stigende antal film frem for billeder af seksuelle overgreb på børn.

– Det er en ekstra dimension i det seksuelle overgreb på barnet, at overgrebet er blevet filmet. Det bliver et overgreb uden udløbsdato, fordi barnet lever med bevidstheden om, at der hver dag fremover kan være mennesker, som ser billederne eller filmene og bliver seksuelt stimuleret af det, siger Per Frederiksen.

Red Barnet samarbejder med Rigspolitiet, Interpol og internationale partnere i INHOPE, så ulovligt og krænkende materiale kan blive fjernet og efterforsket hurtigst muligt. Når borgere anmelder seksuelt overgrebsmateriale med børn, som for eksempel er placeret på en europæisk server, vil det på grund af samarbejdet på tværs af landegrænser typisk blive fjernet inden for 72 timer.

Anmeldelserne hjælper politiet med at finde og straffe de personer, der står bag. Samtidig kan ofrene blive identificeret, så de kan få hjælp.

Over halvdelen af de ulovlige videoer og billeder, Red Barnet modtager, er fundet på hjemmesider. Cirka en tredjedel kommer fra sociale medier som for eksempel Tumblr, hvor brugere kan uploade eget materiale. Under 10 procent er fundet på filservere – f.eks. Dropbox.

Red Barnets hotline mod seksuelle overgreb på børn blev oprettet i 2001. Siden oprettelsen har Red Barnet modtaget flere end 80.000 anmeldelser.

Læs mere om Red Barnets hotline mod overgrebsbilleder her.