Red Barnet vil styrke flygtningemodtagelsen af børn i Danmark
Hvad er konsekvenserne af et liv på flugt, hvor frygten og uvisheden bliver en fast følgesvend? Og hvordan sætter det sig i de børn, når de flygter og kommer til Danmark? Hvordan bliver de modtaget, hvordan er det at starte i skole, børnehave eller til fodbold og spejder? Og hvilke udfordringer er der i deres hverdag?
Det har Red Barnet sat sig for at undersøge for at styrke indsatserne overfor de børn og unge på flugt, der kommer til Danmark i forbindelse med krigen i Ukraine.
– Vores erfaringer, fra Red Barnets arbejde rundt om i verden, viser, at det er muligt at minimere konsekvenserne af de oplevelser, som børn på flugt har med sig. Og det er ikke blot muligt, men helt afgørende for deres fremtid, at vi gør alt, hvad vi kan for at tage godt imod disse børn. Vi skal sikre, at de lander godt i et dansk lokalsamfund, og at der er viden blandt fagprofessionelle om, hvordan dette gøres, siger Naja Kinch Sohn, der er ekspert i børns fællesskaber og trivsel hos Red Barnet. Hun tilføjer:
– Det handler om deres trivsel, om muligheden for at komme på fode igen, om at blive integreret i en tryg hverdag og eventuelt kunne vende tilbage til Ukraine uden for store afsavn og ar på sjælen. Det kræver, at vi på bedste vis får hjulpet dem med at komme oven på efter at have set krigens rædsler og været på flugt.
Med særloven for fordrevne ukrainere blev det muligt hurtigt at få midlertidig opholdstilladelse, og dermed er mange børn fra Ukraine blevet en del af det danske samfund. Særloven giver blandt andet lov til, at børnene og deres familier bliver forsørget, familierne har ret til bolig, sundhedsvæsnet og sociale tilbud, mens børnene skal have adgang til skolegang, børnehaver, vuggestuer og skal ud i fritidslivet. Det stiller krav til mange fagfolk, frivillige og ikke mindst familierne, der skal blive en del af det danske samfund.
Det er Rambøll Management Consulting, der skal bistå med gennemførelse af analysen. Her glæder man sig til at afdække, hvordan børn er blevet taget imod i det danske samfund.
– I analysen vil vi sætte fokus på børnenes perspektiv og forsøge at blive klogere på børnenes egne oplevelser i forbindelse med deres ankomst til Danmark. Hvordan har børnene oplevet de forskellige aktører, som de og deres familier er kommet i berøring med i Danmark? Hvad er det fylder meget for børnene? Hvad betyder det at være i et nyt land? Og hvad betyder det at være adskilt fra familie, som fortsat er en del af krigen i Ukraine? Alt sammen for at lære af denne ekstraordinære situation,” siger Signe Riedel, Business Manager fra Rambøll Management Consulting.
Red Banet har siden de første mennesker på flugt krydsede grænsen i forbindelse med krigen i Ukraine arbejdet intensivt med at sikre en god modtagelse af børnene. Derfor har man løbende givet rådgivning til frivillig og fagfolk, og man har netop lanceret et nyt site, www.taggodtimod.dk , der skal ruste dem endnu bedre til at sikre en god modtagelse af børn på flugt.
For yderligere kommentarer kontakt pressechef Laurids Bæk Simonsen på labs@redbarnet.dk eller på 2283 3692.