330 skoler og tusindvis af elever sætter den 7. marts fokus på fællesskabet i skolerne, når de sammen med Red Barnet markerer Trivselsdagen og under temaet 'fritid og hobbyer' helliger dagen til arbejdet med børnenes trivsel.
Elever fra Fårevejle Skole i Nordvestsjælland har i år valgt temaet for Trivselsdagen, og det glæder Red Barnets generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen, at valget er faldet på netop børns fritidsliv:
'Det er helt afgørende, at børn finder gode fritidsaktiviteter, hvor de kan blomstre, udfolde sig og trives. Fritidslivet bliver for mange et frirum, hvor der ikke er fokus på boglige bedrifter, men på at lege, knytte bånd og indgå i et trygt og godt fællesskab. Det skal vi gøre mere for, at endnu flere børn kan blive en del af', siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Fritidsliv og fællesskab fører til bedre trivsel
I sidste uge præsenterede Trivselskommissionen en række anbefalinger, der netop skal sikre, at flere børn og unge bliver en del af trygge og gode fællesskaber i fritidslivet. Opmærksomheden på børns fritidsaktiviteter glæder Red Barnet:
'Vi ved fra vores arbejde, hvor afgørende det er, at alle børn bliver en del af et godt, trygt fællesskab, hvor de har en værdig plads, og hvor de føler, at de kan byde inde og vise, hvem de er. Det er helt afgørende for deres trivsel. Vi håber, at politikerne er lydhøre overfor Trivselskommissionens anbefalinger og tager hul på opgaven med at sikre, at flere børn får et meningsfyldt og godt fritidsliv,' siger Lene Lykkegaard, Trivselsrådgiver i Red Barnet og tilføjer:
'Det er lige meget, om børnene kaster sig over billedkunst, rollespil, fodbold, spejder eller musik. Det vigtigste er, at det sker i et trygt og givende fællesskab, hvor børnene føler sig velkomne, og at de er der, fordi de kan lide det. Det er især vigtigt, for de børn, der ikke nødvendigvis føler, at de passer ind i skolens fællesskaber'.
Konkret opfordrer Trivselskommissionen blandt andet til, at kommunerne prioriterer oplysning og vejledning om fritidsaktiviteter til skoler og forældre, at alle kommuner har fritidspas, så børn fra udsatte familier ikke oplever barrierer for at blive en del af fritidslivet, og at det er vigtigt at lette adgangen til fritidslivet.
En nyere undersøgelse fra Børns Vilkår viser, at mens hver ottende elev i 4. klasse ikke går til fritidsaktiviteter, så er det næsten hvert femte i 7. klasse.
Til Trivselsdagen tilbyder Red Barnet aktiviteter og materialer målrettet skolens forskellige klassetrin. Red Barnets materialer viser gode veje til at skabe positive fællesskaber for alle elever, blandt andet ved at anvise aktiviteter, hvor alle elever får mulighed for at dele deres interesser.
'Når skoler afsætter tid til, at elevernes fritidsaktiviteter og hobbyer bliver trukket ind i skolen, så kan det være med til at styrke klassens fællesskab, fordi eleverne får chancen for at lære nye sider af hinanden at kende. Det kan også styrke relationerne mellem de klassekammerater, som ellers ikke kender hinanden så godt,' siger Lene Lykkegaard.
Fakta om Trivselsdagen
- I år samarbejder Red Barnet med 330 skoler. Det er flere skoler end de seneste år.
- Materialerne bygger på elevernes ønske om at afprøve hinandens hobbyer og interesser. Det lægger op til, at eleverne deler ud af det, de selv er optaget af, og at de er nysgerrige på, hvad andre kan lide.
- Materialerne er dialogbaseret og har fokus på at styrke klassefællesskabet. Nogle øvelser opfordrer til refleksion og andre til bevægelse. Det er to elementer, der er vigtige for, at programmet på skolernes Trivselsdag bliver nærværende.
- Det er hvert år eleverne selv, der peger på temaet til Trivselsdagen. De er også med til at udvikle det undervisningsmateriale, som Red Barnet sender til alle de tilmeldte skoler. I år er det elever fra 7., 8. og 9. klasse på Fårevejle Skole, som har været med til at planlægge Trivselsdagen.
category

ORGANISATIONER LANCERER NY LÆRINGSPLATFORM TIL AT STYRKE DIGITAL DANNELSE HOS BØRN OG UNGE
Det er første led i indsats om digital dannelse, der går under navnet ’On’. Red Barnet, Børns Vilkår, Medierådet for Børn og Unge samt Center for Digital Pædagogik udgør konsortiet bag indsatsen 'Sammen om digital dannelse'.
category

TalMedOs - anonym rådgivning til unge
Vi styrker forebyggelsen af overgreb mod børn med lanceringen af TalMedOs, hvor unge kan få helt anonym, personlig og professionel hjælp til at håndtere bekymrende seksuelle tanker eller adfærd, så de ikke risikerer at gøre andre børn fortræd.
category

DEBAT: REGERINGEN HAR ET MEDANSVAR FOR AT STANDSE BRUTALITETEN I GAZA
Debatindlæg og åbent brev til statsministeren fra 11 af de største danske NGO-organisationer.