Mange skoler og daginstitutioner står over for at skulle modtage børn på flugt. Med en ny rådgivning og podcastserie giver Red Barnet en hjælpende hånd til de lærere, pædagoger og andre fagpersoner, som arbejder med at tage godt imod børn på flugt, fx fra Ukraine.
Hvordan tager skolen bedst imod et barn på flugt fra krig? Hvornår er der grund til bekymring over et barns krisereaktion? Hvordan bliver barnet en del af klassens fællesskab, når det har et andet sprog? Og hvordan undgås misforståelser i forældresamarbejdet?
Spørgsmål som disse kan lærere, pædagoger og andre fagpersoner forhåbentlig blive meget klogere på nu.
Red Barnet lancerer nemlig to gratis tilbud til fagpersoner, hvor de kan få viden om, hvordan de tager bedst muligt imod børn, der har været på flugt fra krig. Det ene tilbud er en fortrolig rådgivning. Her er der mulighed for – over telefonen – at få konkret vejledning i, hvordan man fx skaber trygge børnefællesskaber, trivsel i klassen eller et inkluderende miljø for børn, der har været på flugt.
Red Barnet lancerer også podcastserien ’Tag godt imod børn på flugt’, der over foreløbig fire afsnit giver konkrete råd til skolernes fagpersonale om, hvordan de kan være med til at give børn på flugt en god og tryg hverdag i Danmark.
Red Barnets psykologer, som har stor erfaring med, hvordan børn på flugt reagerer, og hvor vigtig en rolle fagpersoner spiller for netop denne børnegruppe, medvirker i podcastserien.
– Vi ved, at lærere og pædagoger i den danske grundskole og i daginstitutioner er meget dygtige til at skabe de rammer, der skal til for, at eleven kan trives og udvikle sig. Samtidig ved vi også, at mange kan komme i tvivl og efterlyser faglige input, når de skal tage godt imod børn, der har været på flugt. Man kan slet ikke overvurdere den betydning, som lærere og pædagoger spiller for, at børnene får en god start på deres liv i Danmark, siger Ane Lemche, som er psykolog i Red Barnet og en del af både rådgivningen og podcastserien.
En anden af Red Barnets psykologer, Anne-Sophie Dybdal, medvirker også i podcastserien og har lang erfaring med at hjælpe børn på flugt i katastrofe- og konfliktramte områder i verdens brændpunkter.
Børn på flugt fra Ukraine stiller særlige krav til fagpersoner
Særligt for de børn og familier, der er flygtet fra den aktuelle krig i Ukraine, gælder det, at de ikke har været i et længere forløb på et modtagecenter, sådan som børn på flugt normalt har, når de begynder i en dansk folkeskole eller daginstitution. Det stiller anderledes krav til personalet, når de skal sikre, at de nye børn bliver taget godt imod.
– Lærere og pædagoger efterspørger konkret viden om, hvad de skal være opmærksomme på, når de taler med og støtter de børn, der lige nu kommer fra Ukraine. Vi vil gerne være med til at give dem de værktøjer, og det håber vi at kunne bidrage til gennem vores rådgivning og podcastserie, siger Ane Lemche.
Man kan læse mere om både rådgivning og podcastserie på Red Barnets site taggodtimod.dk – under ’fagpersoner’. Sitet byder også på råd, vejledning, kurser og inspiration om den gode modtagelse af børn og familier på flugt.
Red Barnet tilbyder også fagpersoner en dags gratis træning i psykologisk førstehjælp. Træningen er målrettet fagpersoner, der i deres rolle vil få daglig kontakt med børn, som enten er direkte involveret i eller har tilknytning til krisen i Ukraine, eller til andre børn, der viser tegn på krisereaktioner. Red Barnets eksperter afholder kursusdagen rundtom i landet, hvor der er interesse for et besøg. Læs mere på Red Barnets site taggodtimod.dk – under ’fagpersoner’.
Red Barnets rådgivning om børn på flugt
- Rådgiverne på Red Barnets rådgivning for fagpersoner, der skal tage imod børn på flugt, er pædagogisk, psykologisk og lærerfagligt uddannede. De har alle indgående viden om børns trivsel og reaktionsmønstre.
- Rådgivningen kan bl.a. svare på spørgsmål inden for disse temaer:
- Børnefællesskaber – hvordan støtter man op om dem, hvis børnene ikke taler samme sprog?
- Kulturforståelse – hvordan hjælper man børn og forældre med at vise forståelse og nysgerrighed overfor de nye elever og deres familier?
- Forældresamarbejde – hvordan kan man gribe det an, og hvordan tackler man fx misforståelser og forskellige forventninger?
- Fritidsmuligheder – hvordan hjælper man som skole de nye elever med at komme i gang med fritidslivet?
- Fagpersonens egen rolle – hvor meget støtte kan man forvente af skolens ledelse og kommunen
- Reaktionsmønstre hos børn, der har været på flugt og deres forældre – hvornår skal man være bekymret, og hvordan kan man hjælpe?
- Læs mere om Red Barnets Rådgivning.
Red Barnets podcastserie ’Tag godt imod børn på flugt’
- Podcastserien ’Tag godt imod børn på flugt’ består af foreløbig fire afsnit, der på kronologisk vis dækker mange af de aspekter, der er ved at modtage børn på flugt i en dansk skole.
- Første afsnit fokuserer på, hvordan børn på flugt helt generelt reagerer på at få hverdagen ændret så dramatisk, som tilfældet er, når man må flygte fra sit hjem.
- Andet afsnit handler om, hvilke helt konkrete overvejelser fagpersoner på skoler kan gøre sig, når de ved, at de skal modtage et eller flere børn på flugt. Der er helt konkrete råd til både skoleledelse, lærere og pædagoger.
- Tredje afsnit behandler den hverdag, som det er så vigtigt at få stablet på benene i klassen.
- Fjerde afsnit ser på, hvordan det sikres, at børn på flugt bliver en del af det positive fællesskab på skolen og på de røde flag, man skal reagere på som fagperson.
Podcastserien er tilgængelig på alle de gængse steder, hvor man kan hente podcast, fx Apple Podcasts og Spotify.
category
ORGANISATIONER LANCERER NY LÆRINGSPLATFORM TIL AT STYRKE DIGITAL DANNELSE HOS BØRN OG UNGE
Det er første led i indsats om digital dannelse, der går under navnet ’On’. Red Barnet, Børns Vilkår, Medierådet for Børn og Unge samt Center for Digital Pædagogik udgør konsortiet bag indsatsen 'Sammen om digital dannelse'.
category
NY KAMPAGNE OM SEKSUALISERING AF BØRN
Red Barnet vil have bedre beskyttelse af børn mod seksualisering online. Se mere i ny kampagnefilm.
Advarsel: Billederne kan virke voldsomme, selvom vi har undladt de værste. Vores ambassadører fik tilbudt at tale med en psykolog efter optagelserne.
category
DEBAT: REGERINGEN HAR ET MEDANSVAR FOR AT STANDSE BRUTALITETEN I GAZA
Debatindlæg og åbent brev til statsministeren fra 11 af de største danske NGO-organisationer.