En humanitær katastrofe udspiller sig i Mellemøsten.
Siden de første amerikansk-israelske angreb mod Iran den 28. februar har kampe spredt sig til Libanon, Israel, Palæstina, Irak, Syrien og Golfen. Luftangreb skaber kaos i regionen og har medført omfattende ødelæggelser af kritisk civil infrastruktur og sendt millioner på flugt. Ikke mindst i Libanon, hvor Israels bombardementer, fordrivelsesordrer og den proklamerede landoffensiv har udløst akut massefordrivelse af civile.
I Libanon er over 1000 mennesker, inklusive 111 børn, blevet dræbt ifølge libanesiske myndigheder, og flere end 1 million mennesker er blevet fordrevet.
Børn er særligt udsatte i en konflikt som denne. De mister deres skolegang, deres hjem og deres dagligdag. Det er hele familier, der flygter internt i et land, der lider under en allerede eksisterende økonomisk og humanitær krise, og som for under et år siden var genstand for massive israelske angreb, der kostede op mod 4000 mennesker livet og forårsagede massive ødelæggelser.
Det humanitære arbejde i Libanon var i forvejen kraftigt underfinansieret – blandt andet som følge af globale bistandsnedskæringer. Vi arbejder på skoler, omdannet til midlertidigt at give husly til internt fordrevne. Her presses familier sammen i små rum uden adgang til tilstrækkelig mad, vand eller sundhedsydelser. Responsen kan ikke følge med behovene.
Konflikten påvirker også den skrøbelige situation i nabolandet Syrien. Cirka 125.000 mennesker er flygtet over grænsen fra Libanon til Syrien, hvilket lægger et enormt pres på et land, hvor adgangen til basale servicer stadig er stærkt begrænset som følge af den syriske borgerkrig, der har varet mere end et årti.
Konsekvenserne rækker langt ud over de ramte områder i regionen. Mellemøsten er helt afgørende for de globale energi-, transport- og handelssystemer, og når oliepriserne, skibsruterne og markederne forstyrres, øges risikoen for sult i verdens fattigste lande. Hvor velstående samfund kan absorbere de økonomiske chok, er særligt fattige lande, der er afhængige af importerede fødevarer, brændstof og gødning, sårbare over for globale prisstigninger. Selv små stigninger i omkostningerne kan betyde, at landmænd ikke kan sikre deres afgrøder, hvilket fører til lavere udbytter og højere fødevarepriser.
Handles der ikke nu, risikerer vi, at situationen forværres yderligere – med endnu flere fordrevne og stigende behov i en verden med historisk store humanitære behov.
En øjeblikkelig deeskalering fra alle krigsførende parter er altafgørende. Angreb på civile og kritisk civil infrastruktur må stoppe omgående – og civile, sundhedspersonale og nødhjælpsarbejdere skal beskyttes.
Vedholdende og fleksibel finansiering af det humanitære arbejde gennem FN og internationale organisationer er altafgørende. Som medlem af FN's Sikkerhedsråd navigerer Danmark i et historisk vanskeligt krydsfelt. Danmark, som har arbejdet for, at international lov, herunder den humanitære folkeret, opretholdes, må fortsat presse på for konkrete skridt, der kan forhindre en yderligere regional eskalation og sikre, at civile beskyttes, uanset hvor de befinder sig.
For børn og deres forældre i Libanon og resten af regionen er dette ikke en fjern geopolitisk konflikt. Det er deres hverdag. Generationers fremtid er på spil.
Jonas Nøddekær er gene
