Børn og unge sidder med hovederne nede i telefonerne, tager billeder, griner og i det hele taget lever meget af deres eget liv i en fremmed verden.
Sådan ser dagligdagen ud for mange forældre. Red Barnets nye podcast, So.Me.Mor.Far., giver forældre og andre primære omsorgspersoner et indblik i børns onlineliv, så det ikke virker så fjernt. Første episode handler om børnenes brug af Snapchat, og hvorfor de ikke er asociale, når de sidder med deres telefoner.
– Jeg bruger selv Snapchat, men slet ikke det omfang som børn og unge gør i dag. Derfor synes jeg, at det er rigtig fedt at få et bedre indblik i, hvordan de bruger det, og hvorfor det er så vigtigt for dem, siger Michael Schøt, der også er ambassadør for Red Barnet.
Børnenes skærmtid kan være svær at afkode for voksne. Et bedre kendskab til børnenes onlineliv kan give tryghed for forældre og andre primære omsorgspersoner.
– Jeg synes, at det er nogle vigtige emner, vi diskuterer. Nu er jeg selv forælder, og min ældste datter bliver snart teenager, og der er mange ting på de digitale platforme, som jeg ikke forstår. Derfor regner jeg også selv med at blive meget klogere på en masse ting gennem den her podcast, fortæller Michael Schøt.
Det er vigtigt, at forældre og andre primære omsorgspersoner sætter sig ind i børnenes olineliv, ifølge Mai Holm Hviid, projektleder for SletDet, Red Barnets rådgivningstjeneste til børn og unge om onlinelivet.
– Den digitale arena er lige så virkelig og har lige så stor betydning for børn og unges trivsel, som skolen, fritidsklubben og familien har. Derfor skal forældre og andre voksne kunne gå i dialog med deres børn og unge om livet på nettet. Det kan være rigtig svært, og derfor kan So.Me.Mor.Far. være god til at starte samtalen, siger Mai Holm Hviid.
Det er vigtigt, at forældrene får taget hul på snakken og får talt med deres børn om børnenes hverdag på de digitale medier.
– Vi ved fra vores arbejde med unge, at de har svært ved at tale med deres forældre og andre voksne om den del af deres sociale liv, som foregår på nettet. Unge giver ofte udtryk for, at de voksne ‘ikke fatter det’, og at de er bange for forældrenes reaktion, hvis noget er gået galt. Det kan gøre det svært at få fortalt om de problemer eller udfordringer, man møder på nettet, fortæller Mai Holm Hviid.
I hver episode af Red Barnets podcast, So.Me.Mor.Far., er der et overordnet tema om børn og unges onlineliv. Første episode udkommer fredag den 16. november klokken 10.00. Børnepanelet består i denne episode af Cecilia Larsen, Nicklas Jacobsen og Ida Emilie Nedergaard fra Gribskov Efterskole.
Fremover vil den udkomme hver fredag klokken 10.00.
Podcasten kan hentes hos iTunes og alle andre større distributører af podcasts.
Du kan også lytte til So.Me.Mor.Far. på podcastens egen hjemmeside.