Lederne skal uddanne
Red Barnets frivillige

04-04-2017
NYHED

Red Barnet har indgået et nyt samarbejde med interesseorganisationen Lederne. Det skal give Red Barnets frivillige en hjælpende hånd til at lede bedre.

– Den frivillige ledelsesopgave er kompleks og til tider bøvlet, og der kan opstå konflikter og udfordringer ligesom på en arbejdsplads. Derfor har de frivillige lige så stort behov for redskaber til at håndtere udfordringerne, som alle andre ledere har, siger Red Barnets hovedbestyrelsesformand Lars Svenning Andersen.

Og de kompetencer vil Red Barnet gerne give nogle af de frivillige, der spiller en afgørende rolle i Danmarks største hjælpeorganisation for børn. I første omgang formændene i Red Barnets 64 lokalforeninger.

Derfor er Lars Svenning Andersen overordentlig glad for det samarbejde, som Red Barnet netop har indgået med interesseorganisationen Lederne, som skal stå for at uddanne de frivillige i ledelse. Formanden glæder sig til at kunne tilbyde organisationens frivillige ildsjæle noget ekstra.

 – Jeg er sikker på, at det bliver et samarbejde, som vores frivillige får stor glæde af, siger Lars Svenning Andersen.

Red Barnet står midt i en rivende udvikling og i det forløb er der ekstra fokus på at støtte og udvikle de frivilliges lederevner og potentialer. Det sker primært gennem coaching fra en håndfuld frivilligkonsulenter og ikke mindst gennem et nyt ledelsesnetværk, hvor alle lokalforeningsformænd mødes med Red Barnets øverste ledelse. Netværket skal styrke selvforståelsen som ledelse og sikre koblingen mellem det lokale og det nationale perspektiv i Red Barnets arbejde. Det er i dette netværk, uddannelsen fra Lederne kommer til at foregå.

Nyttige redskaber til at løfte det store arbejde

Ledernes formand Svend Askær ser samarbejdet som helt oplagt.

– Danmark er i høj grad spundet op på frivillige kræfter, og Lederne er en organisation, der bæres af viden om ledere og ledelse. Derfor finder vi det helt naturligt at tage ansvar for, at en stor organisation som Red Barnet med udsatte børn i fokus kan blive endnu stærkere ved at kunne tilbyde deres frivillige ledere uddannelse i ledelse. For dygtige ledere er også for frivillige organisationer en forudsætning for succes, siger Svend Askær.

Ifølge Red Barnets hovedbestyrelsesformand er det tiltrængt med de ekstra ledelsesværktøjer, for det er en bredspektret ledelsesopgave at være lokalformand i Red Barnet.

– Lokalforeningerne har en meget bred portefølje, der spænder over programvirksomhed, fundraising, kommunikation, drift af genbrugsbutikker og meget mere. Det er i sagens natur meget forskelligt, hvilke forudsætninger lokalformændene har for at løfte den store ledelsesopgave. I mange tilfælde bestrider frivillige uden egentlig ledererfaring posten. Vi ser frem til at tilbyde dem nogle nyttige redskaber til at løfte det store arbejde, de udfører for os, endnu bedre, siger Lars Svenning Andersen.

OM RED BARNET

Red Barnet er en medlemsbaseret organisation med 64 lokalforeninger landet over. Lokalforeninger driver familieoplevelses-klubber for udsatte børn og deres familier; organiserer sommerlejre og hjælper børn med at få adgang til sport eller andre fritidsaktiviteter. De rekrutterer frivillige, skaffer finansiering og sørger for synlighed i de lokale medier. De fleste af dem spiller også en rolle i Red Barnets årlige landsindsamling, og i en række byer har de nu også en genbrugsbutik. Red Barnet har omkring 1600 aktive frivillige på landsplan.