Nyheder

Lærke Bagger udvikler strikkeopskrift til Red Barnet

Op mod jul kan strikke-entusiaster og andre med strikkepinde og garnnøgler være med til at strikke en unik sweater. Strikkeopskriften er udviklet af Lærke Bagger og sælges til fordel for Red Barnet. 

“Hjertet er umiddelbart, skævt og uperfekt. For sådan er vi mennesker jo.” 

Sådan siger Lærke Bagger om det store hjerte, der pryder forsiden på Del Dit Hjerte Sweateren. Hun har udviklet opskriften på den unikke sweater til fordel for Red Barnets arbejde for udsatte børn. Og det er der en særlig grund til. 

“Jeg ser sweateren som en personliggørelse af næstekærlighed, hvor man tydeliggør, hvad man selv elsker på sweateren og samtidig gør en forskel for børn i verden. Hjælpen bliver på den måde en forlængelse af en selv,” siger Lærke Bagger.“ Når jeg er sammen med mine børn, og dem jeg elsker i mit liv, så tænker jeg på, hvor heldig jeg er, og det minder mig om hvor vigtigt det er at hjælpe andre. Det vil jeg gerne have, at sweateren skal minde os alle sammen om,” forklarer hun. 

Hvad hjertet er fuldt af Meningen med Del Dit Hjerte Sweateren er, at man kan sy små ting ind i hjertet. Ting, man godt kan lide, og som betyder noget for en. Det kan være perler, mærkater, vedhæng fra halskæder - eller en julekugle op til jul. 

“Du skal dele dit hjerte! Jeg har f.eks. broderet navnene på mine børn, Lulu og Lars, ind i hjertet, og en rockhånd, fordi jeg er helt vild med Jesper Binzer,” siger Lærke Bagger. 

Hos Red Barnet er generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen begejstret for samarbejdet: 

“Vi er vilde med Lærke Baggers opskrift og glæder os til at se en masse forskellige hjertesweatre. Det er så dejligt, at Lærke har valgt at donere opskriften til Red Barnet. På den måde er både hun og alle de mange, der forhåbentlig går i gang med strikkepindene, med til at gøre en kæmpe forskel for børn både ude i verden og herhjemme,” siger hun.  

Overskud i barndommen er ikke for alle Opskriften er blandt andet inspireret af en julekalender, som Lærkes mor lavede til hende, da hun var lille. Her havde moren hængt 24 små gaver op på et stykke broderet stof, og Lærke kunne åbne en gave hver dag op til jul. 

“Jeg kan stadig huske magien omkring julen og den barnlige glæde, jeg havde,” siger hun og fortæller, at hun gerne vil genskabe den barnlige glæde med den her sweater. 

Sweateren er dermed også et symbol på det overskud, som Lærke oplevede i sin barndom, men som mange familier desværre ikke har til at være kreativ og hygge med børnene i julen.  

For mange børn bliver de daglige bekymringer forstærket i julen, fordi de langt fra har, hvad andre børn tager for givet. Det, der fylder mest, er alt det, der mangler. 

Man bestemmer selv prisen for Del Dit Hjerte Sweater opskriften – dog minimum 49 kr. Opskriften kan købes på Red Barnets webshop og overskuddet går til de børn, som har allermest brug for det. Herhjemme og ude i verden. 

Webshop

Dit køb er børnenes fremtid

Når du køber et produkt hos Red Barnet, får du ikke blot en flot gave, men du er også med til at gøre en virkelig og reel forskel for udsatte børn – herhjemme og ude i verden.

Personligt gavebevis

Vælg en mærkesag, der ligger dig særligt på sinde, og se hvad vi kan omsætte penge til.

Strik

Årets unikke strikkeopskrift fra Lærke Bagger x Red Barnet er netop landet i vores webshop. 

Når du køber et produkt hos Red Barnet, får du ikke blot en flot gave, men du er også med til at gøre en virkelig og reel forskel for udsatte børn – herhjemme og ude i verden.