Kunstige AI-venner udnytter og truer menneskets superkraft

Kunstigt intelligente chat-bots, der tilbyder sig som en nærværende ven, har sneget sig ind i børn og unges liv. De har for længst fundet vej til mobilen i teenagerens lomme, og for de yngre børn er udviklingen af kunstigt intelligent legetøj i fuld gang.

Men ligesom det for tyve år siden skete med sociale medier, har disse nye digitale produkter desværre undgået det sikkerhedseftersyn, vi ellers forventer, før nyt legetøj og andre fysiske produkter lanceres til mindreårige.

Det er dybt bekymrende.

For AI-botterne risikerer ikke bare at give dårlige råd, indsamle private oplysninger og stjæle børns opmærksomhed og tid fra venner og fysisk aktivitet. De udnytter også børn og unges naturlige behov for kontakt og bekræftelse fra jævnaldrende. Derfor risikerer de nye kunstige venner også at skade børns muligheder for at udvikle menneskets unikke superkræfter.

For hvad er det egentlig, der sker, når vi mennesker udvikler os socialt igennem barndommen og siden som teenagere? Det er vi nødt til at forstå, for at vi som samfund bedst muligt kan forholde os til de skjulte, men alvorlige og langsigtede risici, som med AI-vennerne er rykket ind i børns liv.

Med den viden vi i dag har om menneskets entre i verden, kommer vi alle til verden med en ganske diffus fornemmelse af, hvor vores eget 'jeg' starter og slutter. Igennem barndommens første år bliver vi lidt efter lidt mere bevidste om, hvem vi selv er. Vi begynder at kunne identificere os selv i et spejl, og når vi nærmer os skolealderen, kan vi også skelne vores eget syn på verden fra andres syn på verden.

I forhold til de fleste andre dyr, er det unikt. Nogle fugle kan ligesom os se sig selv i et spejl, men dét at vi mennesker har et stort indblik i, og kan forestille os, at der er forskel på, hvad vi selv forstår, og hvad andre forstår, det synes at være unikt menneskeligt.

Selvom vi faktisk ikke er født med evnen til at kunne sætte os i andres sted, har vi mennesker nogle unikke forudsætninger for at udvikle evnen. Det er kimen til empati og mentalisering – som kort fortalt handler om både at kunne se sig selv igennem andres øjne og at kunne sætte sig i andres sted. Evnerne udvikler vi igennem leg, venskaber og samvær. Ikke med teknologi, men med andre mennesker, både voksne og børn på egen alder. Uden den rette menneskelige stimulation udvikles superkræfterne imidlertid ikke, og desværre rummer udviklingspsykologien mange eksempler på, at børn, der ikke bliver mødt af menneskelig omsorg, empati og kærlighed, får sværere ved at udvikle deres egne sociale evner senere hen i livet.

De fleste forældre tænker nok ikke på ”mentalisering”, når de betragter deres børns leg. Og for det enkelte barn begynder udviklingen af superkræfterne ofte med noget langt mere håndgribeligt – for eksempel en bamse.

Bamsen er ikke bare et blødt stykke stof mod kinden, når barnet skal sove. Bamsen er ofte også barnets første personlige træningsmakker i den læring, der handler om at sætte sig i andres sted. Derfor ses bamser, tøjdyr og dukker og lignende genstande bredt rundt om i verden, og de trækker lange historiske tråde gennem menneskehedens udvikling.

Børn kan nemlig noget med bamser, som de færreste voksne kan finde ud af. De kan give bamsen menneskelige egenskaber, og derved også selv blive mere trygge, når de for eksempel skal i seng eller på tur. Når barnet ændrer sin stemme og taler på bamsens vegne, bør vi voksne spidse ører og glæde os, for noget uvurderligt er på spil:

Barnets leg med at tilskrive følelser og menneskelige egenskaber til døde fysiske genstande er en øvelse i, at andre kan føle eller tænke noget andet end de selv gør. Det er en ekstremt vigtig leg. Og det er en leg, som risikerer at blive undergravet af den nuværende udvikling af bamser, dukker og lignende med en indbyggede AI-botter.

For hvis AI-botten svarer på barnets spørgsmål eller er programmeret til at udvise forskellige følelser, er det ikke længere barnet selv, der lægger stemme til bamsen eller finder på, hvad den skal svare. Det er teknologien, som overflødiggør, at barnet sætter sig i en andens sted, og det er hverken smart eller uskyldigt.

AI til børn handler selvfølgelig om langt mere end bamser, men eksemplet sætter en afgørende forskel imellem den klassiske stofbamse og kunstigt intelligent legetøj og AI-chatbots på spidsen:

Det er både naturligt og godt, at barnet tilskriver menneskelige egenskaber til en bamse, en dukke eller et tøjdyr. Det er derimod potentielt skadeligt for barnets udvikling af

menneskets superkræfter, når kunstig intelligens får de døde genstande til selv at agere som om, de rent faktisk har menneskelige egenskaber.

I teenageårene fortsætter den menneskelige udvikling for fulde omdrejninger.

Her begynder vi mennesker at udvikle nye evner, som både styrker vores tryghed og udbygger vores evne til at sætte os i andres sted.

I forhold til trygheden begynder vores mod i ungdommen at vokse, når vi er sammen med andre på vores egen alder. Når vi skal se de første gyserfilm, ser vi dem ofte i grupper med venner på vores egen alder. Ikke med bamser, ikke med mor og far, men med jævnaldrende. Jævnaldrende giver os mod.

I forhold til evnen til at sætte os i andres sted, kan vi i den helt tidlige ungdom nu ikke alene forestille os, hvad andre ser og tænker. Vi begynder med stadigt større intensitet også at forestille os, hvad andre tænker og føler, når de ser på os.

Det er små skridt, som tusindvis af teenagere hver eneste dag tager på menneskehedens vegne - for udviklingen af vores samfund afhænger også af vores evner til at sætte os i andres sted og have gode relationer med andre mennesker. For det enkelte unge menneske, er det samtidigt et massivt udviklingspsykologisk spring - også selvom det for de fleste nok er svært at se ved et hurtigt øjekast.

For hvis du har en teenager derhjemme, vil du sikkert genkende stereotypen om, at teenagerne kan virke nærmest irriterende selvoptagede. For kort tid siden væltede de som børn ud af sengen og ænsede hverken morgenhåret eller pletterne på tøjet, de også havde på i går. Nu er de i stedet gået i stå foran spejlet og har svært ved at løsrive sig, selvom minutterne går, og mor og far kalder.

Men teenagerne er ikke fanget foran spejlet, fordi de nyder sig selv, eller fordi resten af verden kan rende og hoppe. De står og prøver at forestille sig, hvordan de ser ud i andres øjne. Hvad andre vil tænke, når de ser på dem. Det er helt grundlæggende et empatisk projekt, som de har kastet sig ud i, for i ungdommen er vi særligt opmærksomme på, hvad andre tænker og synes om os.

Desværre er truslen fra kunstig intelligens ikke blevet mindre i teenageårene.

For mens legetøj med indbygget kunstig intelligens endnu ikke fylder på børneværelset, har teenagerne i stor stil allerede fået presset AI-chatbots ind i deres feeds og hverdag. For eksempel introducerede Snapchat i foråret 2023 deres chatbot MyAI, som med en simpel opdatering kom til at ligge fast i toppen af vennelisten hos også danske børn og unge på platformen. Og i deres omgang med denne type kunstige ”ven” møder teenagerne smiger og forståelse og aldrig den sociale menneskelige friktion og konstruktive modstand, som deres opmærksomhed ellers i høj grad er optaget af i netop denne fase af livet. De tusindvis af små mellemmenneskelige korrektioner, som de er afhængige af for at kunne udvikle sig, får de ikke af en kunstig intelligent chatbot.

Når vi mennesker spørger en anden, om han eller hun vil danse, holde i hånd eller kysse for første gang, betyder det noget, at vi netop er usikre på, hvad den anden vil svare. Usikkerheden gør os bevidste om, at vi virkelig skal gøre os umage for at regne ud eller forestille os, hvad et andet menneske tænker om os. Det gælder også, når et barn eller en teenager spørger en jævnaldrende, om han eller hun vil lege eller bruge tid sammen. Det er et sårbart spørgsmål, for vi ved aldrig med sikkerhed, hvad den anden vil svare.

Helt anderledes er det med chatbotten. Selvom de eksisterende chatbots på få år har givet børn og unge verden over milliarder af svar på deres små og store spørgsmål, tør vi her godt vove denne påstand: Det er ekstremt sjældent - hvis det overhovedet sker - at en chatbot svarer, at den ikke har tid eller lyst til at tale.

Denne konstante tilgængelighed gør ikke AI-botten til en god eller loyal ven. Tværtimod gør det den farlig for de unges udvikling, for vi mennesker udvikler os ikke mindst, når vi træder ved siden af, korrigeres og forstår, at andre mennesker ikke altid reagerer, som vi troede, de ville, eller som vi synes, at de skulle. Det er også derfor, at vi med alderen ofte får mindre svært ved at åbne os for andre mennesker. Det bliver mindre sårbart, fordi vi har mærket usikkerheden før. Vi har erfaret, at det ofte går godt. Vi har også oplevet, at vi klarer den, når det ikke gør.

Selvom vi mennesker både udvikler os livet igennem og lever længere end tidligere, så støbes og forfines vores unikke menneskelige evner over nogle relativt få og særligt dyrebare år. Heri ligger en erkendelse og udfordring, som ikke bare berører forældre. Heri ligger et nyt samfundsanliggende og en politisk opgave: At vi sikrer, at de generationer, der nu vokser op med kunstig intelligens, stadig udvikler og får øvet deres menneskelige superkræfter.

I børn og unges højintense udviklingsår er de nemlig også særligt sårbare. De menneskelige sårbarheder udnytter AI-chatbots, når de udgiver sig for at have menneskelige egenskaber. Det sker ikke ved et uheld eller en tilfældighed. Det skyldes bevidste designvalg med henblik på at kile sig ind i både barnets ydre relationer med venner og i barnets indre udvikling.

Spørger man en AI-chatbot, om den vil være ens ven eller bruge tid sammen, er den designet til at sige ja. Den har ingen følelser, ingen sympati, ingen empati. Selvom vi ikke skal afskrive, at AI under de rette afgrænsninger også kan rumme psykologiske potentialer for børn i særlige livssituationer, så mangler AI-botten det unikt menneskelige. Derfor må den ikke træde i stedet for barnets egen mentalisering og legen med bamser eller jævnaldrende.

Debatindlæg af Per Frederiksen (psykolog og Ph.d.-stipendiat ved Aalborg Universitet, AI:MIND) og Johanne Schmidt-Nielsen (generalsekretær i Red Barnet), bragt i Politiken.