For bedre at beskytte børn mod seksuelle overgreb og bekæmpe delingen af overgrebsmateriale på nettet, bør vi tilbyde anonym, lettilgængelig og målrettet hjælp til brugerne af seksuelt overgrebsmateriale.
Af Kasper Jørgensen, kriminolog, ph.d.-stipendiat, Juridisk Institut, Aalborg Universitet,
Pernille Spitz, psykolog og chef for Red Barnets arbejde med beskyttelse mod overgreb,
Susanne Bengtson, psykolog, ph.d., Retspsykiatrisk Forskningsenhed Middelfart og Psykiatrisk Center København.
”Der ligger utrolige mængder derude”.
Sådan lød det om tilgængeligheden af overgrebsmateriale med børn i et nyligt interview med Henrik Sass Larsen, der, som Berlingske i marts kunne afdække, er tiltalt for blandt andet at besidde overgrebsmateriale med børn.
Om straffesagen mod Sass Larsen vil vi nøjes med at konstatere, at den har skabt stor opmærksomhed omkring problemet med overgrebsmateriale med børn, og at det desværre er fuldstændig korrekt, at der på internettet i dag findes voldsomme mængder af materiale, hvor børn udsættes for seksuelle overgreb begået af voksne.
Den store amerikanske anmeldelsestjeneste for overgrebsmateriale, NCMEC, modtog i 2024 mere end 20 millioner anmeldelser indeholdende mere end 62 millioner filer med materiale relateret til seksuelle overgreb mod børn. Og det globale netværk Global Alliance Against Child Sexual Exploitation beskriver omfanget som en ”tsunami”, der skyller ind over nettet.
Det massive omfang gør det ikke mindre smertefuldt at tænke på, at der bag hvert eneste foto og hver en video findes et barn, hvis mareridt fortsætter, når brugere verden over deler og klikker på materialet igen og igen og igen.
Det værste, vi andre kan gøre, er dog at vende blikket bort fra problemet. Tværtimod kræver den udbredelsen af overgrebsmateriale, at vi langt mere målrettet konfronterer problemet. Det kræver også, at vi bedre forstår brugerne af materialet og afliver myten om, at det kun er ældre pædofile eller særligt it-snedige mænd, der opsøger og deler overgrebsmateriale på det mørke internet.
For forsimplingens skyld kan man inddele brugerne af overgrebsmateriale i to overordnede grupper:
Den ene gruppe består ganske rigtigt af personer med en egentligt seksuel tiltrækning til børn. Men i den anden gruppe har brugerne af overgrebsmaterialet ikke nødvendigvis en egentligt seksuel interesse i børn. Deres brug kan for eksempel være et led i et overforbrug af porno, en del af en tvangspræget adfærd, eller det skyldes en egentlig hyperseksuel udvikling med ukontrollerbare seksuelle tanker og impulser, der fører til overdreven og ofte skadelig seksualadfærd.
Det er selvsagt nemmest at forstå sammenhængen mellem en direkte seksuel interesse i børn og brugen af overgrebsmateriale med børn. Men for effektivt at bekæmpe problemet, er vi nødt til at holde os for øje, at brugen af overgrebsmateriale for andre fungerer som en selv-beroligende mekanisme til at håndtere negative følelser som ensomhed, depression, angst, seksuel frustration eller kedsomhed.
Fælles for brugerne er, at de fleste første gang støder på materialet på det ’almindelige’ internet – og først senere stifter bekendtskab med det ’mørke’ internet. De møder overgrebsmaterialet via de platforme, de normalt bruger, eller de søger selv efter det af nysgerrighed. Og når de først aktivt begynder at opsøge grænseskridende og voldsomt indhold, risikerer de også at ende i et problematisk mønster, som de kan have meget svært ved at bryde ud af igen.
I England ser man for eksempel et stigende antal unge mænd, der dømmes for besiddelse af overgrebsmateriale . Flere fortæller, at deres pornoforbrug gradvist eskalerede fra almindelig porno til mere voldeligt indhold, indtil det også inkluderede ulovligt overgrebsmateriale med børn. Vi ved også, at mange af de unge brugere ønsker at stoppe, fordi de mærker de alvorlige psykiske konsekvenser såsom depression, angst, stress og dyb skam, men at disse samtidig forstærker deres afhængighed og gør det sværere at stoppe.
Nylige undersøgelser fra den finske organisation Protect Children foretaget blandt mere end 5000 brugere af overgrebsmateriale med børn på det mørke internet viser det samme: 55 procent tilkendegiver, at de ønsker at stoppe. Men kun 13 procent har søgt hjælp, og blot tre procent har rent faktisk modtaget den støtte, de behøver. Ifølge brugerne selv afholder manglen på anonym, lettilgængelig rådgivning dem fra at søge hjælp.
Samtidig viser internationale erfaringer, at specialiserede og målrettede hjælpetilbud netop kan gøre en markant forskel – særligt hvis det tilbydes dér, hvor brugerne færdes: I Sverige har et anonymt, onlinebaseret terapitilbud på det mørke internet vist, at det kan reducere brugen af overgrebsmateriale betydeligt. I Australien har man udviklet et behandlingsprogram målrettet brugere af overgrebsmateriale med børn. Og i Storbritannien har man formået at mindske risikoen for et tilbagefald til brug af overgrebsmateriale gennem målrettede tilbud til tidligere brugere.
Så langt er vi ikke i Danmark, selvom Red Barnet for nylig har åbnet den anonyme rådgivning TalMedOs for unge med seksuelle tanker om børn, og Sexologisk Klinik længe har drevet den anonyme telefonrådgivning Bryd Cirklen for voksne.
Med inspiration fra udlandet bør vi derfor etablere målrettede og anonyme behandlingsindsatser for brugere af overgrebsmateriale med børn og for personer med seksuelle tanker om børn, der lider under deres egne tanker, og som måske også er i risiko for at handle på dem.
Vi har også brug for, at Danmark udvider den såkaldte behandlingsordning, så personer dømt for besiddelse eller udbredelse af overgrebsmateriale kan få tilbudt en betinget dom med vilkår om behandling som et alternativt til en ubetinget fængselsstraf. Det behandlingstilbud giver vi i dag til personer, som er idømt kortere ubetingede fængselsstraffe for overgreb på eller krænkelser mod børn. Men det er både ulogisk og problematisk, at vi ikke giver det samme tilbud til personer dømt for brug af overgrebsmateriale, når internationale erfaringer og brugernes egne beretninger netop viser, at målrettede behandlingstilbud både kan styrke beskyttelsen af børn og hjælpe brugerne med at bryde med et mønster, som en stor andel af dem selv oplever som ødelæggende.
Udbredelsen af overgrebsmateriale med børn er et dybt alvorligt problem, som kræver, at vi som samfund gør flere forskellige ting: Vi har brug for tekniske løsninger til at opfange materialet online, og vi har brug for, at store sociale medie-platforme, beskedtjenester og pornosites for voksne sikrer, at overgrebsmateriale ikke deles på deres platforme. Vi har brug for, at myndighederne – selvfølgelig med respekt for retsstatslige principper – har de nødvendige ressourcer og værktøjer til at kunne efterforske forbrydelserne, som ofte finder sted på tværs af nationale grænser.
Men vi er også nødt til at styrke behandlingsmulighederne for brugere af overgrebsmaterialet.
Derfor foreslår vi konkret, at personer, der ønsker hjælp til at bryde med deres brug af overgrebsmateriale, skal have mulighed for at få det anonymt. Mange af disse personer er bange for, at oplysningen af deres CPR-nummer kan påvirke dem negativt, og derfor bør vi sikre, at anonymitet er en mulighed, så de ikke afholder sig fra at søge hjælp.
For dømte brugere af overgrebsmateriale foreslår vi, at de fremover omfattes af behandlingsordningen og kan få tilbudt en betinget dom med vilkår om behandling som alternativ til en kort ubetinget fængselsdom, hvis de vurderes motiverede og egnede.
Som samfund skal vi gøre alt for at beskytte børn mod enhver form for overgreb og bekæmpe ”tsunamien” af overgrebsmateriale med børn online. Det kræver også, at vi rækker ud mod de brugere, der selv lider under deres egen seksuelle adfærd og ønsker hjælp, men ikke i dag tør række ud efter den.
Kronikken blev bragt i Berlingske søndag den 15. juni.
