Hvad gør vi ved trivslen i skolen? Red Barnet vil have dit input
I Red Barnet har vi et stærkt fokus på børns trivsel, og derfor vil vi gerne have lærere og andre fagpersoners syn på, hvad der skal til for at styrke arbejdet med børns trivsel i skolen.
Red Barnet vil bruge årets Trivselsdag fredag d. 3. marts til at stille skarpt på og arbejde med trivslen hos de danske skoleelever.
Derfor inviterer Red Barnet alle fagpersoner på landets skoler til at deltage i en undersøgelse, der skal afdække trivslen og udfordringerne med at arbejde med trivsel i grundskolen.
Hvert år markerer Red Barnet Trivselsdagen sammen med hundredvis af skoler i hele Danmark. Markeringen sker som led i Skolernes Trivselsdag, som blev startet for snart 20 år siden af Undervisningsministeriet.
Flere undersøgelser peger i øjeblikket på, at mange børn og unge i disse år plages af dårlig trivsel. Senest har en undersøgelse lavet af VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd vist, at andelen af 15-19-årige, som siger, at de mistrives, fortsat stiger – en udvikling, vi har set i mange år.
– Vi vil meget gerne blive klogere på, hvordan det helt konkret ser ud med trivslen i skoleklasserne i hele landet. Vi kan bruge fagpersonernes erfaringer til at styrke vores arbejde for at sikre børns trivsel. Vi håber, at vi på Trivselsdagen kan sætte fokus på de trygge fællesskaber, der bygger på respekt, ligeværd og omsorg for børn, siger Naja Kinch Sohn, seniorrådgiver hos Red Barnet.
Styk fællesskabet i klassen
Undersøgelsen blandt landets fagpersoner er ikke det eneste, som Red Barnet sætter i søen i forbindelse med Trivselsdagen.
Foruden undersøgelsen blandt fagfolk i skolen, så har Red Barnet også lavet et spændende fagligt program, der gør det muligt at arbejde med trivslen i hver enkelt klasse, på hver enkelt klassetrin. Blandt andet har vi samlet et aktivitetskatalog med fokus på at styrke fællesskabet i klassen og undervisningsmaterialer, der kan bruges til at takle konkrete trivselsudfordringer i hverdagen.
Ved at tilmelde sig Trivselsdagen på Red Barnets hjemmeside kan interesserede skoler få tilsendt materialer i god tid og være helt klar, når vi samme sætter fokus på bedre trivsel den første fredag i marts.
FAKTA
- Red Barnet markerer hvert år Trivselsdagen første fredag i marts
- I 2022 deltog flere end 270 skoler over hele landet i Red Barnets Trivselsdag
- Over en måned inden Trivselsdagen 2023 havde flere end 110 skoler tilmeldt sig
- Red Barnet udvælger hvert år et tema for dagen. I 2023 er temaet det inkluderende fællesskab
- På Red Barnets hjemmeside er der inspiration og undervisningsmaterialer til dagen