Vi skal ikke acceptere et samfund, hvor børn bliver overset i mødet med vold i hjemmet. Derfor bør retsmedicinske screeninger af børn indføres som en ny national standard ved mistanke om vold.
Vold mod børn er en af de mest alvorlige forbrydelser, vi som samfund står over for.
Børn er sårbare, og når de bliver udsat for vold, efterlader det dybe fysiske og psykiske spor, som de bærer med sig resten af livet, hvis de ikke får den nødvendige hjælp.
Det gør voldsramte børn desværre ikke altid i dag.
Vores justitsminister går nu foran og bryder tabuet om at leve med vold, skam og ikke turde tale om det.
Ministeren foreslår i sin nye bog, ”Der er noget, vi skal tale om”, at retsmedicinske screeninger af børn indføres som national standard for alle børn, hvor der er mistanke om vold. Det er vi meget enige i, og det kan kun gå for langsomt.
I Danmark har vi en national standard for undersøgelser af voksne, der har været udsat for vold, og som sikrer dokumentation af de skader, de får af volden. Volden bliver dokumenteret enten på skadestuen eller i alvorlige tilfælde hos retsmedicineren.
Det giver voksne en bedre mulighed for en retfærdig afgørelse i det retslige system, fordi fysiske skader er med til at dokumentere strafbare handlinger og underbygge sagens alvor.
Modsat voksne kan børn ikke selv indgive en anmeldelse eller tage på skadestuen. Vi må desværre erkende, at børn er langt mere voldsudsatte end voksne i omfang, men mærkeligt nok er beskyttelsen langt dårligere.
Det er svært at forstå, hvorfor vi har skabt et samfund, hvor børn bliver overset i mødet med vold. De skal have lige så meget ret til at blive ordentligt undersøgt. Derfor skal retsmedicinske screeninger af børn indføres som en national standard, når der er mistanke om vold. Det vil både yde børn retfærdighed og skærme dem mod ny vold, særligt når volden udøves af mor eller far. En beskyttelse, der både styrker børns retsstilling i det strafferetlige system og i de svære sager om afgørelse af samvær og bopæl for barnet.
Når et barn bliver udsat for vold, har vi et etisk og juridisk ansvar for at gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe barnet, identificere udøveren og sikre, at der gives passende hjælp. I disse sager kan det være svært for barnet, men også for de professionelle som politi, socialrådgivere og sygeplejersker at forstå, hvad der er sket.
Derfor er retsmedicinske undersøgelser ikke kun et teknisk eller juridisk værktøj. De er også en nødvendig forudsætning for, at vi kan forstå, hvad det er, barnet har været udsat for. For uden en obligatorisk og objektiv retsmedicinsk undersøgelse lægger vi i dag al bevisbyrden på et barns mundtlige udsagn. Det er ikke rimeligt.
En af de største udfordringer i arbejdet med voldsudsatte børn er, at børn ikke altid kan udtrykke sig klart om, hvad der er sket. Deres viden om vold kan være begrænset, og de kan have svært ved at tale om deres oplevelser. Nogle gange bliver børn også truet til tavshed.
Den retsmedicinske undersøgelse kan være en af de eneste måder at afsløre volden på, og den kan være det vigtigste bevis i en retssag og dermed også være det sprog, som barnet selv mangler, når voldsudøveren skal stilles til ansvar.
Som samfund er det på høje tid, at vi sikrer, at børn ikke står alene i mødet med vold, og hjælpen ikke kun er afhængig af, hvad et barn kan eller ikke kan udtrykke med ord.
Vi skal sikre, at børnene skærmes mod ny vold, at samvær afskæres, eller at den voldelige person tilbydes hjælp til at stoppe sin voldsudøvelse, mens vi beskytter barnet.
Et pilotprojekt i Børnehus Hovedstaden sammen med Københavns Politi i 2020-2022 viste, at retsmedicinske undersøgelser virker. Hos hvert fjerde barn var der fund (skader eller følger efter vold), der oversteg, hvad der normalt ses hos et barn i den pågældende alder, eller fund, der kunne relateres til den angivne voldshændelse i videoafhøringen eller anmeldelsen.
Før pilotprojektet var det tal kun på 3 pct. De retsmedicinske undersøgelser afdækkede altså mange flere tilfælde af vold, og på den måde fik flere børn både en retfærdigere og grundigere hjælp.
Desuden blev det hos 26 pct. af børnene på baggrund af den retsmedicinske undersøgelse vurderet, at der var behov for yderligere opfølgning af barnets sundhed ved egen læge, socialpædiater og/eller tandlæge.
I øjeblikket kører pilotprojektet videre hos Retsmedicinsk Institut i København, mens vi venter på, at det offentlige laver en national standard, der sikrer alle børn i hele landet retten til en retsmedicinsk undersøgelse i sager med mistanke om vold.
Retsmedicinske undersøgelser er dog ikke kun vigtige for retssager. De giver os også en unik mulighed for at forstå de psykiske traumer, som børnene har lidt.
Børn er ikke små voksne. Deres kroppe og sind reagerer anderledes. Det kræver særlige kompetencer og en særlig tilgang at undersøge et barn. Derfor skal vi sikre, at de rette eksperter er til stede, når et barn har været udsat for vold.
Det er ikke kun de fysiske skader, der skal undersøges. Det psykiske traume, som volden forårsager, er ofte mindst lige så ødelæggende. Det er derfor vigtigt, at retsmedicinske eksperter arbejder tæt sammen med psykologer, socialrådgivere, pædagoger mv. for at vurdere både de fysiske og psykiske konsekvenser af volden. Det er gennem denne helhedsorienterede og tværgående tilgang, at vi bedst kan sikre, at barnet får den hjælp, det har brug for.
Voldsudsatte børn, der ikke får den rette hjælp, ender desværre oftere end andre med at gentage volden. Den bliver den omgangsform, de kender og tager med sig videre ud på gaden, ind i kriminalitet, eller hvis de selv stifter familie.
Det er ulykkeligt for alle. Både for samfundet, der skal afholde omkostningerne af volden, og for den partner eller de nye små børn, der kommer til at mærke voldens vidtrækkende konsekvenser, samt for udøveren selv.
Det er selvfølgelig ikke alle, der er udsat for vold i barndommen, der får en kriminel løbebane. Omvendt ved vi, at det mangedobler risikoen, og at kriminelle næsten altid har vold og svigt med i deres bagage. Retsmedicinske undersøgelser og den hjælp, de kan føre til, bliver derfor ikke kun en undersøgelse af voldens fysiske omfang, men også en hjælp, der kan afgøre barnets fremtid.
Vold mod børn må ikke forblive uset. Hvis vi virkelig vil beskytte børn, må vi give dem den samme ret til en grundig og professionel vurdering af deres fysiske og psykiske tilstand, som vi giver voksne. Tiden er nu. Vi kan ikke vente.
Hvert eneste barn fortjener at blive hørt, set og beskyttet. Vi må skærme børn langt bedre mod langvarig og gentagen vold. Det er ikke et spørgsmål om, hvad vi kan tillade os – det er et spørgsmål om, hvad vi som samfund er forpligtede til at gøre.
Lad os sikre, at vi giver børn i Danmark den samme ret til beskyttelse, som vi giver voksne. Lad os give dem muligheden for at få deres historie hørt og få den retfærdighed, de fortjener.
Debatindlægget blev bragt i Jyllands-Posten den 4. december.
