Krigen i Mellemøsten rammer ikke kun dem, der lever under bomberne, men sender chokbølger gennem nogle af verdens mest sårbare samfund. Mens vi fokuserer på de nære konsekvenser, risikerer millioner af børn at betale den højeste pris.
Debatindlæg af Johanne Schmidt-Nielsen, Generalsekretær for Red Barnet, bragt i Politiken den 13. april
Dækningen af krigen i Mellemøsten har været massiv og med god grund. Herhjemme har den handlet meget om nære dagsordener som strandede danskere og stigende benzinpriser samt løbende opdateringer om, hvilke mål der er ramt hvor, og hvad præsident Trump nu har sagt.
Det er fuldt forståeligt, at de nære dagsordener fylder, og det skal de også. Ikke mindst fordi stigende priser er med til at lægge pres på de i forvejen hårdt prøvede danske husholdningsbudgetter – især når det kommer til familier i fattigdom. Men vi er også nødt til at have fokus på krigens kolossale konsekvenser for millioner af børn ude i verden, som desværre i stor udstrækning er blevet overset.
For det første er der de millioner af børn i Mellemøsten, som er direkte påvirket af krigen, fordi de bor i de flere end 15 lande, der har været udsat for krigshandlinger. Mange af de børn lever med hylende sirener og konstant frygt for, hvornår det næste luftangreb rammer.
I Iran sørger man over de hundredvis af børn, som er blevet dræbt. Blandt andet de flere end 100 piger, der blev dræbt ved et enkelt angreb på en skole i Minab 28. februar. I Libanon er over 100 børn blevet dræbt i løbet af de seneste ugers voldsomme bombardementer, mens børn i Israel og andre lande i regionen gang på gang må søge i sikkerhed på grund af dødbringende luftangreb.
De seneste uger er hundredtusinder af børn blevet sendt på flugt på grund af voldsomme krigshandlinger, eller fordi de har fået ordre om at forlade deres hjem. Børn, som burde kunne sove trygt i deres senge, men som bliver vækket midt om natten og må flygte fra deres hjem i al hast med deres kæledyr eller yndlingsbamse på slæb.
Børn, der burde gå i skole og lege med deres kammerater, men som i stedet må søge ly i overfyldte gymnastiksale, i klasselokaler på lukkede skoler, i parkerede biler eller under åben himmel. Og med over 13.500 gravide kvinder fordrevet fra deres hjem i Libanon kommer utallige børn til at starte livet på flugt.
Frygten er konstant til stede for millioner af børn i Mellemøsten. Skoler er lukkede eller udbombede, hospitaler har svært ved at fungere, og samfund, som engang var garant for tryghed og stabilitet, er nu martret af fordrivelse og usikkerhed. Som en 17-årig dreng på flugt fra havnebyen Saida i Libanon fortalte mine kollegaer: 'Alt, hvad vi ønsker, er at leve i sikkerhed – ikke at leve i dag uden at vide, om der er en ny dag for os i morgen'.
Når børn tvinges fra deres hjem, mister de næsten alt det, der giver dem tryghed: et sted at bo, skolegang, deres lokalsamfund og deres hverdag. Og det er vigtigt at forstå, at krigen ikke slutter for børnene, når bomberne holder op med at falde. Mange børn kommer til at leve med krigens konsekvenser i årevis – både de synlige og de usynlige. De udbombede bygninger, den tabte skolegang, de fysiske og psykiske mén.
Vi må samtidig konstatere, at lidelserne ikke begrænser sig til børn i Mellemøsten. Mange millioner børn flere tusinde kilometer fra kamphandlingerne rammes desværre også indirekte af krigen, og vi ser ind i, at nogle af de mest udsatte børn i verden vil blive alvorligt påvirket i den kommende tid.
I Sydasien ser vi, at skoler holder lukket for at skrue ned for energiforbruget. Og forude venter en kæmpe trussel fra stigende energi- og fødevarepriser, som vi simpelthen ikke må undervurdere. Blandt andet fordi krigen giver udfordringer, hvad angår landmænds adgang til kunstgødning rundt omkring i verden. Det giver udsigt til mindre høstudbytte og stigende fødevarepriser, som risikerer at sende familier ud over kanten i nogle af verdens mest skrøbelige samfund. For familier, der allerede kæmper for at få mad på bordet, er de her stigende priser en decideret trussel mod deres overlevelse.
Oven i det kommer de udfordringer, som krigen i Mellemøsten giver for humanitære organisationer. Suspenderingen af vigtige skibsruter har de seneste uger forsinket blandt andet leveringen af livreddende medicin til samfund, som er ramt af alvorlige humanitære kriser. Alene for Red Barnet er livsvigtig medicin til 400.000 børn i Sudan strandet i Dubai. Det betyder helt konkret, at 90 sundhedsklinikker i Sudan risikerer at løbe tør for vigtig medicin.
Udviklingen har også kæmpe konsekvenser i Somalia, der i forvejen er ramt af en alvorlig sultkrise. I løbet af blot to uger i marts er prisen på en række importerede fødevarer fordoblet, mens priserne på basisfødevarer som kornsorten sorghum samt majs, der indgår i de fleste familiers måltider, er steget med henholdsvis 25 og 33 procent. I et kriseramt land, hvor en tredjedel af befolkningen i forvejen lider af alvorlig fødevaremangel, kan så omfattende stigninger være forskellen på liv og død. Ikke mindst for de 1,84 millioner børn under fem år, som allerede ventes at lide af akut underernæring i Somalia i år.
Den her kaskade af ulykker kommer i en tid, hvor verden ifølge WFP, FN’s fødevareprogram, allerede står over for et historisk højt antal mennesker, som sulter, og hvor halvdelen af verdens børn i forvejen ikke har råd til sund kost. Og nu advarer FN om, at hvis krigen i Mellemøsten fortsætter frem til juni, så ventes yderligere 45 millioner mennesker at blive sendt ud i akut sult. Sker det, kommer vi til at nå et rekordhøjt antal mennesker på verdensplan, der sulter.
Alt dette sker samtidig i en tid, hvor globale nedskæringer i udviklingsbistanden og den humanitære hjælp har trukket tæppet væk under millioner af mennesker på tværs af kloden. Herunder i Somalia, hvor 600.000 udsatte mennesker har mistet adgangen til støtte, og der kun er doneret knap 12 procent af de midler, FN har efterspurgt.
Vi kender endnu ikke det fulde omfang af konsekvenserne af krigen i Mellemøsten. Det står dog klart, at for hver dag, der går, bliver de større og sværere at afbøde. Og selv hvis konflikten slutter i morgen, så er der behov for en kolossal indsats for at undgå en voldsom forværring af de humanitære kriser, som rammer børn og familier i nogle af verdens mest udsatte samfund.
