Vi må ikke acceptere et samfund, hvor fattigdom tvinger folk fra hus og hjem

Udsættelser er et af de største sociale problemer i Danmark netop nu, men rigide regler spænder ben for, at udsatte borgere kan få den hjælp, de har brug for, skriver fem organisationer.

Jeanette Bauer, chef for Kirkens Korshær, Mads Bilstrup, formand for Dansk Socialrådgiverforening, Ole Abildgaard Mikkelsen, direktør for Fonden Missionen blandt Hjemløse (WeShelter), Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær for Red Barnet og Ninna Thomsen, direktør for Mødrehjælpen

Vi møder dem i vores arbejde:

Den fattige mor i det udsatte boligområde, der ikke kan betale huslejen til sin almene bolig, fordi alle pengene er gået til at betale el- og varmeregninger.

Den udsatte familie på det nedlagte landbrug for enden af grusvejen, der ikke kan finde pengene til den private udlejer, fordi pengene er brugt på træpiller til fyret.

Den desperate far, der allerede nu ringer til os for at få hjælp til jul, så familien både kan blive i huset, og børnene få en gave, ribbensteg og risalamande.

Statistikken kender dem også: Data fra Boligselskabernes Landsforening viser, at fogeden i juli i år bankede på døren hos 1087 familier hos landets ni største boligorganisationer og administratorer. Det er væsentligt flere end i juli sidste år, hvor 888 familier blev sat ud af deres bolig.

Tilsammen har vores fem organisationer 498 års erfaring med at hjælpe udsatte og sårbare mennesker. Vi ved, at det at blive sat ud af ens hjem er en skelsættende oplevelse for et menneske – ikke mindst for børn og familier.

For et barn, der bliver sat ud og må flytte langt væk fra venner og nærmiljø, sætter det varige spor og udfordrer barnets tillid til omgivelserne og troen på en tryg fremtid. Midt i virakken med flyttekasser og sække med tøj oplever en del børn, at forældrene går fra hinanden. Det øger utrygheden.

Mange forældre oplever skam, når de ikke kan give børnene den trygge barndom, de drømte om. Hertil kommer stress og mangel på overskud, når fremtiden er usikker, og økonomien halter.

Ofte vil udsættelsen forværre en families sociale situation. Flytningen er tit kaotisk. Indbo forsvinder, når det midlertidigt skal opmagasineres i en kælder hos en bekendt til en bekendt. Og ofte må familierne i lang tid bo midlertidigt forskellige steder.

Det er dog ikke kun familier, der sættes ud. Det gælder også par og enlige. For dem er det også en voldsom oplevelse, som på længere sigt øger risikoen for et liv i hjemløshed. Forskning fra Vive –Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – viser, at én ud af fem, der sættes ud af sin bolig, lever i hjemløshed et år efter.

Hertil kommer, at krisen også er med til at fastholde mennesker i hjemløshed. Efter flere år i hjemløshed oplever hjemløse lige nu endelig at få tildelt en billig bolig via de offentlige akutlister, men at de må sige nej til den på grund af de kommende varmeregninger.

Som socialarbejdere, civilsamfundsorganisationer og frem for alt medmennesker ser vi udsættelser og hjemløshed på grund af krisen som det allerstørste akutte sociale problem i Danmark netop nu.

Der er fra politikernes side foretaget en række tiltag, herunder mulighed for at låne til energi-regningen og en pulje, som kommunerne kan søge til blandt andet varmehjælp. Desværre er det på ingen måde nok.

Der skal sættes mere målrettet og hurtigere ind.

Tiden er ikke til at skyde med spredehagl. For det er her og nu, at regningerne skal betales, og vi er nødt til at bruge pengene der, hvor der er mest brug for dem: hos de mest udsatte i vores samfund.

Konkret handler det om at øge og udvide lovgivningens muligheder for akut støtte til enkeltudgifter og midlertidig huslejehjælp samt om at give nye muligheder for hjælp til sygebehandling, medicin og tandlæge. Reglerne for særlig støtte bør også justeres, udvides og gøres mere fleksible. Samtidig bør det midlertidige børnetilskud, som står til at løbe ud, forlænges.

Derudover giver den nuværende lovgivning ikke god nok mulighed for at tage hensyn til de stigende priser. Den begrænser især muligheden for at få bevilget økonomisk hjælp for mennesker på kontanthjælp og førtidspension. Som borger med behov for støtte skal man leve op til en række kriterier, før man kommer videre til selve sagsbehandlingen, og man skal typisk være ramt af en social begivenhed.

Et andet aspekt ved den nuværende lovgivning, der volder problemer, er, at udgiften, der søges støtte til, sædvanligvis ikke må være fast og forudsigelig. En a conto-regning er altid fast og forudsigelig, fordi den er til fast forfald eksempelvis hver tredje måned. Derudover forventes det også, at man tilrettelægger budgettet efter de stigende energipriser, når man først har modtaget en høj a conto-regning.

Kommunernes Landsforening og regeringen er uenige om, hvorvidt der allerede med de nuværende regler kan gives tilstrækkelig støtte til mennesker i risiko for udsættelser. Imens bliver støtten ikke udbetalt, og mennesker må leve i mørke og kulde, mens de afventer fogedens besøg.

Vores indtryk er, at flere kommuner vægrer sig ved at støtte efter de nuværende regler, da de frygter præcedens. Vi forstår den administrative logik, der ligger bag. For at imødekomme dette bør politikerne lige efter valget samles om en særlig kriseudvidelse af reglerne, så reglerne bliver fleksible og giver kommunerne klar mulighed for at støtte i den akutte krise uden at skulle frygte hverken sager i Ankestyrelsen, præcedens eller kritik fra regeringen.

Ingen kan være tjent med udsættelser. Ej heller kan vi byde mennesker i hjemløshed, at de skal leve længere tid i hjemløshed, end de ville have gjort før krisen. Derfor bør det være en bunden opgave for den nye regering at få løst problemerne.

Straks efter valget bør den nye socialminister tage ansvar og komme de administrative benspænd til livs. Der er brug for at tilrette de ting, som kan ændres administrativt. Dernæst at invitere de nye socialpolitiske ordførere til hurtige forhandlinger, som skal sikre fleksibilitet og udvide reglerne under krisen.

Vores erfaring er, at mennesker med behov for hjælp ofte ikke får hjælp, fordi ingen fortæller dem, at hjælpen er mulig. Vi foreslår derfor også en massiv informationskampagne, så alle med behov for tilskud under krisen bliver klar over, hvilken hjælp der er til rådighed, og hvordan de kan få den.

Vores organisationer bidrager gerne med erfaringer og perspektiver til arbejdet med at få et nyt sæt regler på gaden. Vi tager også gerne del i arbejdet med at få information om støttemuligheder ud til de mange fattige og udsatte mennesker, vi møder i hverdagen.

Vi deler også gerne vores løsningsforslag til på den lange bane at afskaffe fattigdom i Danmark. Her foreslår vi blandt andet en plan mod børnefattigdom og styrket samarbejde mellem kommuner, boligorganisationer og civilsamfundet, blandt andet om at få rådgivning om økonomi, gæld og sociale indsatser derud, hvor de mest udsatte bor og lever deres liv.

Det er der brug for, hvis vi skal sikre en fremtid, hvor ingen må gå fra deres hjem på grund af fattigdom.

Debatindlægget er bragt i Kristeligt Dagblad 26. oktober 2022.