Faktisk har vi i Danmark et af verdens stærkeste sundhedsvæsner, og vi har en privat sektor med kæmpe ekspertise. Hvad færre – af gode grunde – ved, er, at vi også både forskningsmæssigt og i en række humanitære organisationer har ekspertise i, hvordan vi globalt fremmer adgangen til sundhed.
Med de tre elementer i bagagen er Danmark unikt placeret til at bidrage til at afhjælpe den globale sundhedskrise, vi er midt i.
Og det er der i den grad behov for. For millioner af mennesker er coronakrisen ved at udvikle sig til en humanitær krise. Det gælder særligt for alle dem, der allerede er sårbare og udsatte på grund af fattigdom, konflikt, klimaændringer og fordrivelse.
Disse grupper har meget ringe eller ingen adgang til sundhedsydelser. I alle lande er sundhedssystemerne blevet presset til det yderste, og det har vist sig særligt vanskeligt at nå ud til de mest sårbare og udsatte lokalsamfund.
Samtidig har pandemien vanskeliggjort eller blokeret adgangen til ikke-covid-19-relaterede – men mindst lige så kritiske – sundhedsydelser, som f.eks. fødselshjælp, børnevaccinationer samt forebyggelse og behandling af kroniske sygdomme. Det har haft alvorlige konsekvenser og vil have det i nogen tid frem.
Adgang til sundhed er forudsætningen for menneskelig overlevelse og trivsel, for samfundsmæssig styrke og stabilitet og dermed også for økonomisk fremgang. Sundhed er således ikke blot ét af 17 verdensmål, men et afgørende fundament, som vi bygger de andre mål på.
Vi er nødt til at være sunde og raske og have adgang til den fysiske og psykiske sundhedshjælp, som vi har brug for, hvis vi skal være i stand til at løse de store samfundsmæssige udfordringer, vi står over for.
Særligt i de skrøbelige situationer og langvarige humanitære kriser, som Danmark er engageret i, skal vi sikre, at mennesker kan få den hjælp og støtte, de har brug for, så de er raske og trives og har overskuddet til at håndtere den ofte udfordrende situation, de befinder sig i.
Allerede før covid-19-pandemien brød ud, forventede FN’s kontor for koordinering af nødhjælp (OCHA), at 168 millioner mennesker i 2020 ville have behov for akut humanitær hjælp. I 2021 er det tal steget til 235 millioner, og stigningen skyldes stort set udelukkende covid-19.
Mennesker med kroniske lidelser som diabetes, kroniske luftvejssygdomme og hjertekarsygdomme er særligt udsatte. Lever de samtidig i verdens fattigste, mest skrøbelige dele af verden, er de dobbelt udsatte pga. begrænset eller ingen adgang til basale sundhedsydelser, rent vand og sanitet.
Mennesker på flugt eller de socioøkonomisk mest udsatte grupper har haft vanskeligt ved at isolere sig i en tid med pandemi og nås ofte ikke af information om, hvordan smitten kan forebygges og begrænses. Samtidig ser vi en markant stigning i psykisk mistrivsel, som for alarmerende mange resulterer i angst og depression.
Vi ser også øget vold i hjemmene, der går særligt hårdt ud over kvinder og børn. Det har givet anledning til en stærk opfordring fra FN’s generalsekretær til verdens ledere om langt om længe at gøre noget ved den kroniske underprioritering og underfinansiering af mental sundhed.
Ebolaudbruddet i 2014-15 viste os, hvor omfattende og alvorlige konsekvenser et virusudbrud kan få for den generelle sundhed og udviklingen i fattige og skrøbelige lande. Folk kunne ikke få behandling for malaria og tuberkulose, og der blev foretaget markant færre mæslingevaccinationer og graviditetsundersøgelser, hvorfor børne- og mødredødeligheden steg dramatisk.
Samtidig voksede den psykiske mistrivsel markant, fordi det er traumatisk at kæmpe for at beskytte sig selv og sin familie og være vidne til sygdom og død såvel som at miste sit livsgrundlag eller få afbrudt sin uddannelse.
Der er ingen grund til at tro, at covid-19-pandemien ikke får lignende konsekvenser, tværtimod. Covid-19-pandemien vil med al sandsynlighed underminere en lang række udviklingsindsatser og -resultater, med katastrofale menneskelige konsekvenser til følge.
Tiden er derfor inde til, at Danmark bruger sine erfaringer og kompetencer og prioriterer verdens sundhed i vores udviklingsbistand.
Der er behov for en global fælles indsats, og derfor skal vi bruge vores stemme i vores internationale engagement. Det gælder f.eks., når vi sender Søren Brostrøm til møder i WHO’s globale bestyrelse, og når vi på finansloven beslutter, hvilke multilaterale organisationer og tematikker der skal støttes.
Der er også behov for støtte til nationale institutioner og investering i sundhedsinfrastruktur. At man i genopbygningen af et stærkere sundhedsvæsen efter covid-19-krisen tænker i sammenhængende, modstandsdygtige sundhedssystemer, der styrker sundhedsfremme og kan sikre en universel sundhedsdækning. Dette kræver træning af sundhedsfagligt personel, indtænkning af sundhed på tværs af sektorer, samt et særligt fokus på sårbare medborgere for at reducere ulighed i sundhed.
Mange lav- og mellem-indkomstlande, som er hjemsted for 3 ud af 4 mennesker med kroniske sygdomme, er fanget i en dobbelt sygdomsbyrde. Sundhedsvæsenet har traditionelt ikke prioriteret kroniske sygdomme, og man har ofte ikke set-uppet eller ekspertisen til at håndtere disse lidelser.
Samtidig pålægger smitsomme sygdomme mange af de mere ressourcesvage samfund en meget betydelig byrde. Forskningen viser, at de to grupper af sygdomme er tæt forbundne, som vi f.eks. ser med covid-19, som i mange tilfælde har vist sig at ramme personer, der lever med en kronisk sygdom, særligt hårdt. Pandemien illustrerer således behovet for at opbygge et sammenhængende sundhedssystem, som kan håndtere alle typer sygdomme, og i mindre udstrækning sygdomsspecifikke programmer.
Der vil også mange steder være nationale eller lokale forskningsinstitutioner som med fordel kan inddrages, med henblik på udveksling af viden globalt og forankring af viden om nye teknologier mv.
