DEBAT: Tænk sundhed ind i Danmarks udviklingspolitik

Faktisk har vi i Danmark et af verdens stærkeste sundhedsvæsner, og vi har en privat sektor med kæmpe ekspertise. Hvad færre – af gode grunde – ved, er, at vi også både forskningsmæssigt og i en række humanitære organisationer har ekspertise i, hvordan vi globalt fremmer adgangen til sundhed.

Med de tre elementer i bagagen er Danmark unikt placeret til at bidrage til at afhjælpe den globale sundhedskrise, vi er midt i.

Og det er der i den grad behov for. For millioner af mennesker er coronakrisen ved at udvikle sig til en humanitær krise. Det gælder særligt for alle dem, der allerede er sårbare og udsatte på grund af fattigdom, konflikt, klimaændringer og fordrivelse.

Disse grupper har meget ringe eller ingen adgang til sundhedsydelser. I alle lande er sundhedssystemerne blevet presset til det yderste, og det har vist sig særligt vanskeligt at nå ud til de mest sårbare og udsatte lokalsamfund.

Samtidig har pandemien vanskeliggjort eller blokeret adgangen til ikke-covid-19-relaterede – men mindst lige så kritiske – sundhedsydelser, som f.eks. fødselshjælp, børnevaccinationer samt forebyggelse og behandling af kroniske sygdomme. Det har haft alvorlige konsekvenser og vil have det i nogen tid frem.

Adgang til sundhed er forudsætningen for menneskelig overlevelse og trivsel, for samfundsmæssig styrke og stabilitet og dermed også for økonomisk fremgang. Sundhed er således ikke blot ét af 17 verdensmål, men et afgørende fundament, som vi bygger de andre mål på.

Vi er nødt til at være sunde og raske og have adgang til den fysiske og psykiske sundhedshjælp, som vi har brug for, hvis vi skal være i stand til at løse de store samfundsmæssige udfordringer, vi står over for.

Særligt i de skrøbelige situationer og langvarige humanitære kriser, som Danmark er engageret i, skal vi sikre, at mennesker kan få den hjælp og støtte, de har brug for, så de er raske og trives og har overskuddet til at håndtere den ofte udfordrende situation, de befinder sig i.

Allerede før covid-19-pandemien brød ud, forventede FN’s kontor for koordinering af nødhjælp (OCHA), at 168 millioner mennesker i 2020 ville have behov for akut humanitær hjælp. I 2021 er det tal steget til 235 millioner, og stigningen skyldes stort set udelukkende covid-19.

Mennesker med kroniske lidelser som diabetes, kroniske luftvejssygdomme og hjertekarsygdomme er særligt udsatte. Lever de samtidig i verdens fattigste, mest skrøbelige dele af verden, er de dobbelt udsatte pga. begrænset eller ingen adgang til basale sundhedsydelser, rent vand og sanitet.

Mennesker på flugt eller de socioøkonomisk mest udsatte grupper har haft vanskeligt ved at isolere sig i en tid med pandemi og nås ofte ikke af information om, hvordan smitten kan forebygges og begrænses. Samtidig ser vi en markant stigning i psykisk mistrivsel, som for alarmerende mange resulterer i angst og depression.

Vi ser også øget vold i hjemmene, der går særligt hårdt ud over kvinder og børn. Det har givet anledning til en stærk opfordring fra FN’s generalsekretær til verdens ledere om langt om længe at gøre noget ved den kroniske underprioritering og underfinansiering af mental sundhed.

Ebolaudbruddet i 2014-15 viste os, hvor omfattende og alvorlige konsekvenser et virusudbrud kan få for den generelle sundhed og udviklingen i fattige og skrøbelige lande. Folk kunne ikke få behandling for malaria og tuberkulose, og der blev foretaget markant færre mæslingevaccinationer og graviditetsundersøgelser, hvorfor børne- og mødredødeligheden steg dramatisk.

Samtidig voksede den psykiske mistrivsel markant, fordi det er traumatisk at kæmpe for at beskytte sig selv og sin familie og være vidne til sygdom og død såvel som at miste sit livsgrundlag eller få afbrudt sin uddannelse.

Der er ingen grund til at tro, at covid-19-pandemien ikke får lignende konsekvenser, tværtimod. Covid-19-pandemien vil med al sandsynlighed underminere en lang række udviklingsindsatser og -resultater, med katastrofale menneskelige konsekvenser til følge.

Tiden er derfor inde til, at Danmark bruger sine erfaringer og kompetencer og prioriterer verdens sundhed i vores udviklingsbistand.

Der er behov for en global fælles indsats, og derfor skal vi bruge vores stemme i vores internationale engagement. Det gælder f.eks., når vi sender Søren Brostrøm til møder i WHO’s globale bestyrelse, og når vi på finansloven beslutter, hvilke multilaterale organisationer og tematikker der skal støttes.

Der er også behov for støtte til nationale institutioner og investering i sundhedsinfrastruktur. At man i genopbygningen af et stærkere sundhedsvæsen efter covid-19-krisen tænker i sammenhængende, modstandsdygtige sundhedssystemer, der styrker sundhedsfremme og kan sikre en universel sundhedsdækning. Dette kræver træning af sundhedsfagligt personel, indtænkning af sundhed på tværs af sektorer, samt et særligt fokus på sårbare medborgere for at reducere ulighed i sundhed.

Mange lav- og mellem-indkomstlande, som er hjemsted for 3 ud af 4 mennesker med kroniske sygdomme, er fanget i en dobbelt sygdomsbyrde. Sundhedsvæsenet har traditionelt ikke prioriteret kroniske sygdomme, og man har ofte ikke set-uppet eller ekspertisen til at håndtere disse lidelser.

Samtidig pålægger smitsomme sygdomme mange af de mere ressourcesvage samfund en meget betydelig byrde. Forskningen viser, at de to grupper af sygdomme er tæt forbundne, som vi f.eks. ser med covid-19, som i mange tilfælde har vist sig at ramme personer, der lever med en kronisk sygdom, særligt hårdt. Pandemien illustrerer således behovet for at opbygge et sammenhængende sundhedssystem, som kan håndtere alle typer sygdomme, og i mindre udstrækning sygdomsspecifikke programmer.

Der vil også mange steder være nationale eller lokale forskningsinstitutioner som med fordel kan inddrages, med henblik på udveksling af viden globalt og forankring af viden om nye teknologier mv.

I de regioner og lande, som oplever krig, klimarelaterede katastrofer og fordrivelse, har sundhedsmyndighederne meget svært ved at nå ud til de sårbare lokalsamfund.

Mennesker her er afhængige af det lokale civilsamfund, som leverer den sundhedsfremme og livreddende hjælp, som ellers ikke findes. Red Barnet har f.eks. under covid-19 støttet en gruppe lokale sagsbehandlere i Uganda til at tage ud og finde de mest sårbare grupper og informere dem om smittefarer og forebyggelse og hjælpe dem med at håndtere den stress og psykiske påvirkning, som de mange konsekvenser af pandemien afstedkommer.

Lokale Red Barnet-kollegaer etablerede samtidig adgang til telefonrådgivning for børn og familier med psykologiske problemer og børn, som har været udsat for seksuel vold, idet det ikke længere var muligt at komme ind i hjemmene. I Syrien har Røde Kors sikret, at covid-19-patienter, der bor i områder udenfor regeringens kontrol, har adgang til medicinsk behandling, og i Kenya har Røde Kors frivillige udbredt forebyggende information om sygdommen til flygtninge og mennesker, der bor i uformelle bosættelser og af den grund ikke nås af det formelle sundhedssystem.

Det er eksempler, der viser vigtigheden af, at en ny strategi – som led i sin sundhedsprioritering – også skal øge støtten til lokale sociale og sundhedsaktører. Det vil styrke lokalsamfundenes generelle modstandsdygtighed overfor kriser, så de ikke kun overlever dem, men også kan bidrage til at opbygge fungerende, fredelige og bæredygtige samfund på den anden side.

Et andet vigtigt område er den mentale sundhed, ikke mindst i humanitære kriser, hvor mange udsættes for potentielt traumatiserende oplevelser.

Det er i dag et stærkt underprioriteret område, til trods for at vi ved, at det kan have omfattende langvarige konsekvenser for både individer og samfund.

For børn kan det have stor betydning for deres kognitive udvikling og sociale relationer, og for mange fører den langvarige stress, de lever med, til depression, angst og andre psykiske lidelser, der vanskeliggør deres evne til at tage vare på sig selv og deres familie og i sidste ende bidrage til udvikling, fredelige og bæredygtige samfund.

Helt akut for os alle er også en global vaccineudrulning. Vi har nemlig alle en interesse i, at også fattige lande får gavn af de mange vacciner, som er på vej ud på markederne.

Først og fremmest er det afgørende at kunne beskytte personer i risikogrupperne og personer i sundhedssektoren også i verdens fattigste lande.

Men med udsigten til nye mutationer er virkeligheden, at ingen vil være sikre, før alle er vaccinerede. Der er heldigvis allerede lavet en global samarbejdsstruktur kaldet Covax Facility, som skal sikre, at vaccinerne også når frem til og deles solidarisk med verdens fattige lande og mest udsatte mennesker.

Den internationale samarbejdsstruktur skal Danmark støtte op om. Danmark har allerede afsat 140 millioner. Det er godt, men der skal investeres mere i at få vaccinerne derud, hvor der er mest behov for dem, gennem oplysning og eksisterende sundhedsprogrammer. Det kræver en helt ekstraordinær indsats fra Danmark og andre lande, hvis det skal lykkes.

Endelig skal vi have brugt potentialet i den private sektors enorme ekspertise. Meget af dette sker hver dag i markedet. Det er godt.

Men for de mest udsatte, inklusive mennesker i humanitære kontekster, hvor der ikke findes et marked, skal ekspertisen og potentialet bringes i spil gennem internationale partnerskaber på tværs af sektorer.

Et konkret eksempel er Partnering for Change, et partnerskab, som Novo Nordisk, Røde Kors i Danmark og Den Internationale Røde Kors Komité indgik i 2018. Partnerskabet har til formål at forbedre forebyggelse og behandling af kroniske sygdomme blandt mennesker påvirket af humanitære kriser.

Det er et godt eksempel på de synergier, der opstår, når man bringer erfaringer og kompetencer fra en virksomhed specialiseret i diabetesbehandling sammen med erfaringsbasen hos aktører, der er eksperter i humanitær bistand. Partnerskabet er blot et af mange initiativer i Novo Nordisk’s sociale ansvarlighedsstrategi, Defeat Diabetes, som gennem samarbejde på tværs af sektorer viser, hvordan man kan aktivere det potentiale, der ligger i den erfaring, kapacitet og ekspertise Danmark har på sundhedsområdet.

Covid-19 -pandemien har vist, at sundhed – fysisk såvel som mental – er et af de temaer, som vi skal have føjet til den i forvejen lange liste af grænseoverskridende udfordringer, som kræver globale løsninger. Verdens lande har sat en række mål for en mere bæredygtig verden i år 2030. Den globale sundheds- og økonomiske krise, som er fulgt i kølvandet på pandemien, er godt i gang med at lægge meget alvorlige benspænd for de ambitioner. Derfor er der behov for at øge vores indsats netop her.

Med vores erfaringer ser vi gode muligheder for, at Danmark kan påtage sig en styrket rolle og et større ansvar indenfor Verdensmål 3 om sundhed og trivsel. Og med den mulighed følger en forpligtelse til at handle.

Hvis ikke nu, hvornår så?

Kronikken blev bragt i Politiken d. 3. marts 2021