Af Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet, Esther Vyff Balslev Petersen, formand for Danske Skoleelever, Rasmus Holme, forperson Lærerstuderendes Landskreds, Bjarne B. Christensen, generalsekretær Sex & Samfund, Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef LGBT+ Danmark, Nicolaj Laue Juhl, politisk talsperson LGBT+ Ungdom, Helena G. Hansen, forkvinde Dansk Kvindesamfund, Trine Christensen, generalsekretær Amnesty, og Rasmus Kjeldahl, direktør Børns Vilkår.
I år kan vi fejre, at det er 50 år siden, at et flertal i Folketinget besluttede at gøre seksualundervisning obligatorisk for alle danske skoleelever.
En progressiv beslutning set i datidens lys, som er værd at markere. Seksualundervisning har udviklet sig meget siden 1970erne og er i dag en afgørende vigtig brik i forhold til at give børn og unge de rette redskaber til at kunne navigere i forhold til svære spørgsmål om blandt andet uønsket billeddeling, kropsidealer, samtykke og grænser.
Men inden vi kipper med dannebrogsflagene, er det værd at spørge sig selv om, hvor mange elever der hvert år får den seksualundervisning, de har krav på?
Seksualundervisning har gennem tiden været gennem en spændende udvikling fra først at fokusere på forplantningslære om blomsten og bien, til siden også at belyse både seksuel lyst og 1980ernes angst for aids og til i dag at være faget, hvor elever lærer om alt fra pubertet, personlige grænser, sexsygdomme og prævention, rettigheder, mangfoldighed i køn, krop og seksualitet - og selvfølgelig stadig også lærer om, hvordan man får børn.
Men faktum er, at selvom seksualundervisning i denne form på papiret er obligatorisk for alle elever i grundskolen i Danmark, er det langt fra alle elever, der er så heldige at få en god, tidssvarende og systematisk seksualundervisning.
Bedre seksualundervisning
Ifølge tal fra Undervisningsministeriet sidste år svarer blot to ud af fem elever i 9. klasse, at de har lært at vurdere forskellige syn på køn, krop og seksualitet.
Og selvom der er tydelige krav til og en god ramme for, hvad hver elev skal vide, så forholder det sig desværre sådan, at det er alt for tilfældigt, hvordan, hvornår og hvor meget seksualundervisning, man får som elev.
Når vi kigger væk fra klasselokalet og ud i resten af samfundet, er der endnu flere tendenser, der tyder på, at seksualundervisning i Danmark er en mangelvare.
Sager om ulovlige billeddelinger og mapper, hvor man uden samtykke bytter nøgenbilleder af særligt unge piger, som om de var fodboldkort. Stigningen i seksuelle krænkelser og voldtægter blandt unge. Grænseoverskridende adfærd til skolefester, puttemiddage og festivaler. Daglige og konstante hadforbrydelser, stigmatisering og diskrimination af LGBTQ+ personer i samfundet - særligt mod unge. Virkeligheden uden for klasselokalerne kalder på bedre seksualundervisning.
Er der noget, som den tid, vi lever i, viser os, er det, at vi som samfund ikke er rustet til at give danske børn og unge de rette redskaber til at navigere i spørgsmål relateret til køn, krop, grænser, samtykke, normer og seksualitet.
Selvom den nye samtykkelov i den grad er en landvinding i forhold til at sikre alle menneskers ret til at bestemme over deres egen krop, så mener vi, at det er helt centralt, at vi nu tager fat på at forebygge grænseoverskridende adfærd, seksuelle krænkelser og voldtægter, for en samtykkelov kan ikke stå alene. Men en seksualundervisning, der behandler samtykke, intime grænser og ligestilling, er stedet at starte, så børn og unge er klædt på til at forstå egne og andres grænser.
Klæd lærerne på til opgaven
Først og fremmest mener vi, at lærerne skal klædes bedre på til at varetage opgaven med seksualundervisning. I dag er det sådan, at kun en fjerdedel af de lærere, der har undervist i seksualundervisning i folkeskolen, føler sig fagligt klædt på til at varetage undervisningen, og kun 13 procent af de adspurgte lærere, som har undervist i seksualundervisning, har gennemført det frivillige seksualundervisningskursus på læreruddannelsen.
Hertil kommer, at udfordringerne relateret til køn, krop og seksualitet er i spil hele året rundt - ikke kun i Uge Sex én gang om året. Lærerne skal have redskaberne til at kunne være med til at spotte, når der foregår diskrimination og fysiske eller verbale seksuelt grænseoverskridende handlinger. For eksempel når en elev slutshames, bliver kaldt »bøsserøv«, ikke anerkendes som transkønnet, får grænseoverskridende kommentarer om sit udseende eller bliver taget billeder af i en intim situation i omklædningsrummet til idrætstimen.
Derfor mener vi, at det er helt afgørende, at undervisningen skal styrkes på læreruddannelsen. Der bør indføres et specialiseringsmodul på læreruddannelsen, en normkritisk undervisning skal tænkes ind i læreruddannelsens almen didaktiske fag, så det bliver en naturlig del af måden, man tænker undervisning på. Desuden skal lærerne have mulighed for efteruddannelse.
For det andet skal rammerne om seksualundervisningen styrkes. Seksualundervisningen bør timefastsættes som alle andre obligatoriske fag i skolen, og der skal laves en lokal plan for seksualundervisning i alle kommuner.
Det er skoleledelsernes ansvar, at der er seksualundervisning af høj kvalitet på deres skole, og der er behov for at styrke den ledelsesmæssige organisering og ansvarsfordeling i relation til seksualundervisning og håndtering af krænkelser på de enkelte skoler. I øjeblikket er det alt for svingende fra skole til skole og kommune til kommune, og det går ud over eleverne.
Forældre skal inddrages
For det tredje skal skole-hjem-samarbejdet styrkes. Vi mener, at det er centralt at øge fokus på at inddrage forældrene. Både fordi mange forældre føler sig udfordrede, når de skal tale med deres børn om emner som fx den første gang, LGBTQ+ identiteter og intime grænser på sociale medier. Men også fordi et tættere samarbejde mellem forældre og skole er nøglen til at sikre børn og unges trivsel.
At danske børn og unge får viden om og redskaber til at forholde sig til intime grænser, køn, krop, seksualitet, ligestilling og mangfoldighed er ikke alene skolernes ansvar. Det er heller ikke alene forældrenes ansvar - eller for den sags skyld politikernes ansvar. Det er vores fælles ansvar.
Debatindlægget blev bragt i Berlingske den 29. september 2020
