Af Lars Koch, generalsekretær, Oxfam IBIS og Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær, Red Barnet.
Verden står midt i en akut fødevarekrise, da omkring 181 millioner mennesker forventes at få akut brug for fødevarehjælp i år.
Oxfam IBIS og Red Barnet anslår, at der i landene på Afrikas Horn - Etiopien, Kenya og Somalia - som er blandt de hårdest ramte områder, i gennemsnit dør en person hvert 48. sekund af sult.
Situationen skyldes en giftig cocktail af konflikter, covid-19pandemien, klimakrise og stigende priser på fødevarer, der er accelereret på grund af den nuværende konflikt i Ukraine. Og verdens ledere har langtfra reageret i tide, selv om advarselslamperne har blinket længe.
Det triste er, at det er et problem, som vi har set før. Der mangler desværre politisk vilje til at gøre noget ved sultkrisen på Afrikas Horn. 260.000 mennesker i Somalia døde under hungersnøden i 2011 - halvdelen af dem børn under fem år. I kølvandet på tragedien forpligtede lederne i regionen sig til, at inden 2022 ville man ved hjælp af tidlig handling undgå at tørke igen skulle kunne føre til hungersnød. Denne hensigtserklæring blev også bakket op af det internationale samfund.
Men et årti senere kan vi se, at verden endnu en gang ikke er i stand til at afværge sult i Østafrika - der reageres fortsat for sent og for lidt. I Kenya har 3,5 millioner mennesker lige nu brug for fødevarehjælp, og FN advarer om, at 350.000 somaliske børn risikerer at dø, hvis regeringer og donorer ikke straks tackler fødevareusikkerhed og underernæring.
Antallet af mennesker, der står over for en sultkrise i Etiopien, Kenya og Somalia, er på et år steget fra 10 millioner til 23 millioner mennesker.
Covid-19-pandemien og Ukrainekrigen, klimakrisen og alle de glemte konflikter bliver formentlig ikke de sidste kriser i verden. Meget tyder på, at verdens kriser vil blive større og hyppigere. FN har dokumenteret, at konflikter og klimaforandringer er de vigtigste årsager til sult. Efterhånden som klimakrisen eskalerer, vil katastrofer fra ekstremt vejr og samspillet mellem klima og konflikt derfor kun stige yderligere og forværre fødevareusikkerheden og sult i verden. Her og nu er behovet, at de rige lande træder til og hjælper med at redde liv ved at levere 31 mia. kr., som ifølge FN er nødvendige for at hjælpe de millioner af mennesker i nød i Kenya, Etiopien og Somalia. På trods af den tydelige krisesituation er den humanitære indsats markant underfinansieret.
Hvis vi skal forhindre folk i at dø af sult, forudsætter det omfattende politisk handling til at tackle de underliggende drivkræfter - ulighed, konflikter og klimakrise. Der er stort behov for investeringer i forebyggende tiltag og i tidlig handling. Indsatsen skal være langsigtet for at opbygge modstandsdygtighed i befolkningerne, særligt blandt de mest sårbare og børnene, så vi undgår, at fremtidige klimakriser udvikler sig til sultkatastrofer og hungersnød.
Det er vigtigt, at både de berørte landes regeringer og de rige landes regeringer fremover reagerer, når de første tegn på tørke eller andre kriser opstår, så man ikke konstant er på baghjul. Hertil skal der investeres i tiltag, der kan imødegå klimaforandringernes konsekvenser og støtte modstandsdygtigheden hos lokale fødevareproducenter. Det kræver blandt andet fleksibilitet i finansieringen, så humanitære indsatser, udvikling og klimatilpasning kan sammentænkes.
Det er vores ansvar, at vi i den rige verden, som historisk har forurenet klart mest - og dermed har ansvaret for hovedparten af klimaforandringerne - betaler de fattige lande i Østafrika for de tab og skader, som klimaforandringerne har påført dem. Det vil også være en idé at annullere de store gældsbyrder - om ikke andet midlertidigt - så landene kan frigøre midler i nationale budgetter til at importere og producere fødevarer og redde liv, mens tid er. Sult er en politisk falliterklæring.
Debatindlægget er bragt i Jyllands-Posten 2. juni 2022
