Nyheder

DEBAT: Menneskerettighedsforkæmpere er coronakrisens glemte ofre

Demokratier er under pres globalt. Sådan var det også før coronakrisen, men pandemien ser ud til at bane vejen for mere autoritære styreformer og nedslag fra ellers demokratiske regeringer. Indskrænkninger i forsamlingsfriheden og bevægelsesfriheden har været centrale og nødvendige for at inddæmme virussens spredning globalt. Tiltag, som vi ikke er så bekymrede for i Danmark, fordi vi ved, at de indsættes på grund af sundhedssituationen, og at der bliver lukket op igen, så snart der er mulighed for det.

I Danmark værner vi som regel om demokratiet, men det er ikke tilfældet i de fleste andre lande i verden. Med indførslen af undtagelsestilstande og særlige epidemilove i snart sagt alle verdens lande ser vi en markant og bekymrende tendens til, at nogle regeringer udnytter deres magtpositioner og gennemtvinger udemokratiske tiltag, der ikke er relevante for sundhedssituationen i landet under dække af coronakrisens alvor.

Samtidig har befolkninger rundt omkring i verden i stigende grad accepteret og støttet tiltag, der er udemokratiske og bryder basale menneskerettigheder, hvilket efterlader demokratiet i en situation, der er svært at komme ud af. Regeringerne skal være i stand til at vise, at de gennemførte foranstaltninger har hjemmel i loven og er nødvendige, proportionale, tidsbegrænsede, og at de gennemføres med gennemsigtighed og passende tilsyn. Den danske regering bør bruge sin stemme i FNs Menneskerettighedsråd, EU og andre fora og stå fast på vigtigheden af, at demokrati og grundlæggende frihedsrettigheder verden over skal beskyttes på trods af coronavirus og påtale regeringer, der udnytter situationen.

Husk coronakrisens glemte ofre

Som følge af coronakrisen har især civilsamfundet i mange lande oplevet markante anslag fra de regimer, de lever under, der umiddelbart ikke har nogen relation til krisen. I Colombia og Nicaragua rapporterer civilsamfundet om en stigning i mord på menneskerettighedsforkæmpere.

Globalt Fokus’ medlemmer, som består af 80 danske civilsamfundsorganisationer, har udviklings- og humanitære projekter i partnerskab med civilsamfundet i mange dele af verden. Vores partnere rapporterer om drab på især dem, der kæmper for oprindelige folks rettigheder i Latinamerika. I Honduras og Zimbabwe har regeringen suspenderet borgernes konstitutionelle ret til at ytre sig frit. I Egypten bekæmper regeringen al kritik på sociale medier og lukker munden på menneskerettighedsforkæmpere og journalister, der fokuserer på pandemien.

I Cambodja ser vi, hvordan den nye undtagelsestilstand går langt ud over sundhedsmæssige behov såsom at give regeringen lov til at læse alle borgeres emails og lytte til deres telefonsamtaler. Mange steder rapporterer vores partnere ligeledes, at coronakrisen er blevet anledning til indskrænkelser af pressefriheden. Det gælder eksempelvis i Zambia, Myanmar, Venezuela og Sydafrika, hvor pressen begrænses under dække af en indsats imod spredningen af »fake news«.

Vi får også rapporter om, at flere journalister bliver arresteret og forsvinder i lande såsom Tyrkiet og Kina som følge af deres rapportering om coronakrisen. I Bangladesh er der indført restriktioner, der forhindrer Rohingya-flygtninge i at bruge mobiltelefoner og komme på internettet. Andre partnere har set en stigning i angreb på organisationer, der arbejder med LGBTIQ+ rettigheder såsom i Tunesien, hvor LGBTIQ+ personer er udsat for vilkårlige anholdelser under coronakrisen og i Uganda arresteres LGBTIQ+ personer ligefrem målrettet under anklage for at sprede coronavirus. Regeringer bruger altså situationen som en kærkommen undskyldning for at stigmatisere og diskriminere grupper, det er belejligt at behandle sådan, til syndebukke.

Det er afgørende, at Danmark tager afstand og påtaler det, når lande udnytter pandemien til at slå ned på kritiske røster og allerede udsatte befolkningsgrupper. Hvis det skal have en effekt, bør det indtænkes i alle prioriteter i Danmarks udviklings- og udenrigspolitik. Det gælder blandt andet implementeringen af Verdensmålene, klima- og naturbeskyttelse, børns rettigheder, kvinders rettigheder, oprindelige folks rettigheder, LGBTIQ+ personers rettigheder, bekæmpelse af tortur og sikringen af tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed.

Geninstallér frihedsrettighederne
Det er ikke kun langt fra Danmark, at coronakrisen giver medvind til at indskrænke demokratiet. Da coronakrisen begyndte, gjorde det ungarske styre sin nye identitet som et autoritært styre klart; vi har nu et EU-medlemsland, hvor premierministeren blandt andet har hævet sig selv over obligatoriske valg, parlamentarisk kontrol samt sikret sig imod uafhængige medier og domstole.

Ungarn er et eksempel på et land, der har udnyttet situationen til helt at tilbagerulle landets demokratiske fundament. I Polen forsøgte regeringen at bruge virussen som et belejligt dække til at gennemtvinge en ellers stærkt opponeret anti-abort lovgivning, der tidligere er blevet stoppet på grund af store folkelige protester. Demonstranterne lod sig dog ikke stoppe og formåede at bremse lovforslaget gennem kreativitet i protester fra biler, på cykler, i køer til butikker og online. 

De seneste år har civile bevægelser kæmpet for demokratisk fremgang rundt omkring i verden med enorme indsatser og betydelige resultater - en sådan bevægelse så vi eksempelvis i Hongkong i 2019. I weekenden anholdt Hongkongs politi, ifølge Reuters, toppen af demokratibevægelsen i ly af coronakrisen.

Protestbevægelserne har taget sig forskelligt ud, men fælles for dem har været, at de alle har været reaktioner på bekymring for begrænsninger af demokrati og menneskerettigheder i deres land, der måtte adresseres. I mange af landene har demonstranterne sat sikkerheden og i værste tilfælde livet på spil, fordi forsamlingsfriheden allerede var indskrænket. Nu er forsamlingsfriheden stort set ikke-eksisterende i det meste af verden, og det kan have store konsekvenser, hvis denne fundamentale rettighed ikke (gen)installeres så hurtigt som muligt.

Allerede før coronakrisen ramte verden, var situationen bekymrende; i december 2019 var der, ifølge CIVICUS Monitor, kun tre procent af verdens befolkning, som levede i lande, hvor ytrings-, forsamlings- og foreningsfrihed var til stede. Den danske befolkning var blandt de heldige tre procent, og heldigvis har den danske regering inden for det sidste år opprioriteret sikringen af civilsamfundets råderum globalt i samarbejde med det danske civilsamfund. Det er nu, at vi i Danmark skal leve op til at være demokratisk frontløber.

Globalt samfundssind

Det i øjeblikket meget omtalte danske »samfundssind«, dækker over vores evne til at udvise solidaritet og næstekærlighed, og det skal række ud over de nationale grænser. I en globaliseret verden, hvor vi ikke kun lever i tættere sameksistens, er det også klart for enhver, at et lands økonomiske opsving og befolkningers mulighed for det gode liv er dybt afhængig af situationen i andre lande. For at styrke civilsamfundet i lande, hvor de oplever menneskerettighedskrænkelser, må regeringen bruge sin indflydelse til at sikre, at de midler, som lige nu strømmer til akutte responser, når frem til de lokale civilsamfundsorganisationer så direkte som muligt. På den måde kan vi sikre, at det lokale civilsamfund får international opbakning og støtte til en lokalt drevet akut respons, men også komme stærkere ud på den anden side af krisen.

Vi skal i det danske civilsamfund, sammen med vores partnere rundt om i verden, forberede os på en kamp for demokratiet af nye dimensioner, og den danske regering skal ikke lade stå til, mens deres kolleger i resten af verden lader demokratiforkæmpere blive endnu et offer for coronakrisen.

Debatindlægget blev bragt i Berlingske 28. april 2020. Indlægget er skrevet af:

Jens Vesterager er generalsekretær, ADRA Danmark, Trine Christensen er generalsekretær, Amnesty International, Rasmus Stuhr Jakobsen er generalsekretær, CARE, Jeef Bech er faglig leder, CISU, Kristian Sloth er generalsekretær, Danmission, Peter Blum Samuelsen er sekretariatschef, Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling, Chris Preuss er formand, Dansk Ungdoms Fællesråd, Birgitte Qvist Sørensen er generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp, Peter Christiansen er sekretariatsleder, Globalt Fokus, Jesper Højberg er direktør, International Media Support, Kathrin Wessendorf er administrerende direktør, IWGIA, Henriette Laursen er direktør, KVINFO, Susanne Branner Jespersen er sekretariatschef, LGBT+ Danmark, Tim Whyte er generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke, Kristian Weise er generalsekretær, Oxfam Ibis, Gwen Wisti er administrerende direktør, PlanBørnefonden, Johanne Schmidt Nielsen er generalsekretær, Red Barnet, Caspar Olausson er sekretariatschef, Verdens Skove og Bo Øksnebjerg er generalsekretær, WWF.