Af Rasmus Stuhr Jakobsen, Care Danmark, Kristian Weise, Oxfam Ibis, Tim Whyte, Mellemfolkeligt Samvirke, Dan Hindsgaul, Amnesty International Danmark, samt Janne Tynell, Red Barnet.
Sammen med 22 andre rige lande har Danmark lovet, bl.a. ved klimatopmødet i København i 2009, at klimabistand ikke skal betales med penge fra den almindelige udviklingsbistand. Princippet har været en central del af dansk bistandspolitik i årtier, men vi kan desværre konstatere, at mere og mere af klimabistanden siden 2016 alligevel er blevet finansieret med udviklingsmidler, der egentlig skulle gå til at bekæmpe ulighed og fattigdom, sikre adgang til uddannelse, sundhed og beskyttelse og fremme demokrati og kvinders rettigheder i udviklingslandene.
Konsekvensen er, at udviklingsbistanden udhules, og med regeringens seneste finanslovsforslag lægges der tilmed op til yderligere udhuling. Her foreslår Socialdemokratiet helt konkret, at 100 procent af klimabistanden skal finansieres af udviklingsmidler. Ngo’er og udviklingslande har kritiseret Danmark for at løbe fra løftet om, at pengene skal være ’nye og additionelle’, dvs. at de skal ydes i tillæg til den almindelige bistand på 0,7 procent af bni.
Udviklingsministeren har forsøgt at nedtone kritikken, men som Alpha Kaloga, chefforhandler på bistandsområdet for den afrikanske gruppe ved FN’s klimatopmøde, udtaler til Politiken 9.11., er der ingen tvivl om, at »... pengene skal være nye og ligge oven i de 0,7 procent. Hvis jeres minister siger andet, så fortæl ham, at han tager fuldstændig fejl, og at vi overhovedet ikke har opgivet at få de rige lande til at opfylde løftet«.
I regeringens klimaprogram står der, at de fattigste og mest udsatte lande ikke skal betale for klimakrisen. Desværre er det konsekvensen, når pengene tages fra den fattigdomsorienterede indsats, og det er helt urimeligt. Dels rammes fattige lande og mennesker, heriblandt mange børn, kvinder og oprindelige folk, hårdest af klimaforandringerne. Dels har rige lande, også Danmark, lovet at yde klimabistand i tillæg til udviklingsbistanden i erkendelse af vores ansvar for problemernes opståen.
Med Paris-aftalen har rige lande forpligtet sig til årligt at betale 100 milliarder dollars i klimafinansiering, hvoraf Danmarks fair andel udgør 5 milliarder kroner. De penge skal vi naturligvis betale, men ikke ved at omfordele penge fra udvikling til klima. Det er faktisk et decideret løftebrud, som betyder, at »hvis andre lande følger Danmarks eksempel, så får vi ikke den nødvendige finansiering til at løse klimaudfordringen«. Ja, sådan udtalte Jeppe Kofod (S) faktisk tilbage i 2010 – og det er lige så rigtigt i dag, hvor Kofod er udenrigsminister, som det var dengang, han var udviklingsordfører i Socialdemokratiet.
Skal Danmark være et grønt foregangsland i ikke kun ord, men også i handling, skal vi efterleve det, vi har lovet: At yde en fair andel af de rige landes klimabistand og sikre, at pengene er nye og ekstra. Vi glæder os over, at støttepartierne stiller krav om netop det i finanslovsforhandlingerne, ligesom vi bakker op om at øremærke additionelle midler til ’tab og skader’ fra klimaforandringer.
Det er kun rimeligt, at rige lande påtager sig et større ansvar, så klimaregningen ikke skal betales af de mindst ressourcestærke, der rammes hårdest af en klimakrise, de er mindst ansvarlige for at have skabt.
Debatindlægget er bragt i Politiken den 5. december 2021.
