Regeringen straffer de danske børn i Al-Hol og Al-Roj for deres forældres handlinger. Det hører ikke hjemme i et retssamfund. I Danmark har vi stor børnefaglig ekspertise, der kan håndtere børn med traumer, hvis de vender hjem, skriver Red Barnet og Dignity.
Af Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet, og Rasmus Grue Christensen, direktør i Dignity
I disse uger arbejder diplomater fra Finland og Tyskland på højtryk for at sikre, at flere mødre og børn med finsk og tysk statsborgerskab kan komme hjem fra de berygtede fangelejre Al-Hol og Al-Roj i det kurdisk kontrollerede område i det nordøstlige Syrien.
Det kom frem, efter at de to lande, vores nordiske partner og umiddelbare sydlige nabo, i en længe forberedt aktion kort før jul evakuerede i alt fem mødre og atten børn fra lejrene.
I Danmark er der desværre ingen tegn på, at den socialdemokratiske regering vil gøre det samme som partifællerne i den finske og tyske regering og lade hensynet til barnets tarv veje tungest og bringe de danske børn ud af de forfærdelige forhold i fangelejrene, hvor børn hver uge dør af alvorlige sygdomme, der for næsten alles vedkommende kunne have været helbredt i Danmark.
Den danske regerings ofte fremførte argument for ikke at hente mødre og børn hjem til Danmark er, at mødrene ved at rejse til konfliktområdet har »vendt Danmark ryggen«, og at de derfor ikke er velkomne i Danmark.
Men børnene? Uanset om de var med ved udrejsen eller er født senere i Syrien, har børnene ikke vendt Danmark ryggen eller haft noget ansvar for deres forældres handlinger.
Ved at fastholde de omkring 25 danske børn i fangelejrene straffer den danske regering børnene for forældrenes formodede lovovertrædelser – gerninger, der endnu ikke har været prøvet ved en domstol. At straffe børn for, hvad deres forældre formodes at have gjort, hører ikke hjemme i en retsstat. Derfor forstår vi simpelthen ikke, at den danske regering – modsat den finske og den tyske – fortsat nægter at tage de danske børn hjem.
Men selv hvis vi lader hensynet til børnene hvile et øjeblik og i stedet kigger på Danmarks langsigtede sikkerhedsmæssige interesser, er det svært at finde argumenter for ikke at handle nu. Jussi Tanner, den finske ambassadør og hovedforhandler i hjemtagningen af finske statsborgere, sagde det på denne måde i et interview i Politiken i dagene efter den vellykkede finsk-tyske aktion kort før jul:
»Risikoen ved ikke at repatriere disse børn og lade lejrene radikalisere dem er på langt sigt større og alvorligere end ved at repatriere dem nu. Også selv om mødrene følger med«.
Hvis børnene ender med at vokse op i et radikaliseret miljø uden skolegang, adgang til basale sundhedsydelser og andre vigtige rettigheder, er risikoen for radikalisering og ekstrem bitterhed mod det land, de har statsborgerskab i og derfor ret til at bo i, alt andet lige meget større. Center for Terroranalyse under PET har konkluderet det samme.
Og mødrene? Hvis det er muligt, skal de også med hjem. For som udgangspunkt er det ikke i barnets tarv at adskille barnet fra dets primære omsorgsperson. Der kan naturligvis være tilfælde, hvor moren ikke har den forældreevne, som er nødvendig for at kunne tage vare på et barn. Men en sådan børnefaglig vurdering skal selvsagt foregå individuelt og under ordnede forhold. I øvrigt er en retsforfølgelse og eventuel dom for de strafbare forhold, som mødrene måtte have begået, derudover langt mere sandsynlig i Danmark end i de kurdisk kontrollerede områder i Syrien.
Heldigvis viser erfaringerne fra både Red Barnet og Dignity, at også børn, der har tilbragt år under ekstreme betingelser med krig og flugt, kan få et godt liv, hvis de modtager den rette behandling og rehabilitering i tide. Den ekspertise råder vi over i vores organisationer og andre gode specialiserede aktører i det danske velfærdssamfund. Vi har blandt andet erfaringer med børn, der har overværet og været udsat for ekstrem vold, ligesom vi har viden om børn, der har været rekrutteret til væbnede konflikter og dermed selv har været tvunget til at deltage i voldelige overgreb. Den gode nyhed er, at børn – selv efter grusomme oplevelser – faktisk kan hele.
Men det haster. Hver eneste spildt dag, som de danske børn tilbringer i fangelejrene, er traumatiserende og et skridt nærmere en langsom, men bevidst, ødelæggelse af chancerne for, at børnene får et godt børne- og senere voksenliv langt fra krig og radikalisering.
Hent børnene hjem nu.
Debatindlægget blev bragt i Politiken den 10. januar 2020.
