Nyheder

DEBAT: En nødplan skal få verdens fattigste børn tilbage på skolebænken

Millioner af børn i verdens fattigste lande har ikke været i skole siden marts på grund af coronakrisen, og der er brug for en øget bistand og større investeringer i uddannelse. 

Af Helle Gudmandsen, chef for international uddannelse i Red Barnet

Så lukkede skolerne igen i Danmark, og børnene er tilbage til fjernundervisning. Elevorganisationer advarer om, at børn mister lysten til undervisning, og i TV siger undervisningsministeren, at nogle børn ikke får lært, hvad de skal, når skoledagen foregår på en skærm.

Vi er bekymrede for vores børns læring og det med rette. Men vores bekymring bør ikke begrænse sig til Danmark, og vores folkevalgte bør ikke kun fokusere på at få børn i Danmark så hurtigt i skole, som det er sundhedsmæssigt sikkert.

Vi har også en opgave at løfte ude i verden. I 2020 har 1,6 milliarder børn på verdensplan været ramt af skolenedlukninger, og i verdens fattigste lande, hvor mulighederne for fjernundervisning er begrænsede, har nogle børn ikke været i skole, siden pandemien begyndte. Det gælder eksempelvis Uganda, hvor flere end 13 millioner børn sidst sad på skolebænken i marts 2020.

Vi kan tabe årtiers fremskridt
Hvis vi skal undgå, at pandemiens uddannelseskrise fører til en tabt generation, kræver det investeringer i uddannelse over udviklingsbistanden - både fra os og resten af verdenssamfundet.

en global nødplan, som Red Barnet fremlægger tirsdag, anslås det, at de fattigste lande skal finde i alt 50 milliarder dollars - cirka 300 milliarder kroner – i deres egne budgetter og bistandsmidler, hvis de skal kunne sende deres elever tilbage i skole.

Frygten for at tabe en generation på gulvet er desværre ikke overdrevet. I efteråret spurgte Red Barnet 8.000 børn i 37 lande, hvordan de oplevede at være hjemme fra skole.

Fire ud af fem sagde, at de havde lært meget lidt, og særligt børn fra fattige familier fortalte, at de ikke havde lært noget. Undersøgelser viser, at især fattige børn over en sommerferie mister læring og færdigheder. Blandt andet læser de dårligere efter ferien. Så kan man næsten forestille sig, hvad det vil betyde for børn fra de fattigste familier i verden, at skolerne har været lukket i et år.

Vi har ikke kun grund til at bekymre os over, at millioner af børn kan være sakket bagud i deres læring. Virkeligheden er desværre, at mange af børnene slet ikke vil vende retur til skolen. Red Barnet har estimeret, at næsten ti millioner børn risikerer aldrig at komme tilbage efter corona. Det er særligt tragisk, fordi børn, der ikke går i skole, er i øget risiko for at blive giftet væk, sendt i arbejde eller rekrutteret til væbnede konflikter. Årtiers fremskridt for børnene kan altså gå tabt.

En lille pris kan sikre fremtiden
Heldigvis kan fremtiden også se anderledes ud. Med 300 milliarder kroner kan regeringer i 59 af verdens fattigste lande sørge for, at cirka 136 millioner børn kan vende sikkert tilbage til skolen, når det er sundhedsmæssigt forsvarligt.

Det kræver blandt andet, at skolerne sikres bedre sanitære forhold – i dag er der kun adgang til vand og sæbe på halvdelen af verdens skoler. Herudover skal lærerne uddannes til at undervise børn, som har været længe uden skolegang, og der skal iværksættes kampagner, der opfordrer forældre til at sende deres børn afsted efter et år med frygt for smitte i skolerne. Størstedelen af finansieringen skal komme fra landene selv, men det vil også være nødvendigt, at donorlande som Danmark støtter uddannelse mere.

19 lande i Afrika bruger flere penge på at betale gæld til donorlande, end de bruger på uddannelse. Vi kunne begynde med at eftergive deres gæld.

Lige nu er vi selvfølgelig alle optaget af hjemmeskole, sundhedsbudgetter og coronakrisen generelt. Men den globale uddannelseskrise kan blive langt mere langstrakt med store menneskelige og økonomiske konsekvenser til følge. En højere udviklingsbistand er en lille pris at betale for at sikre fremtiden for verdens fattigste børn.

Debatindlægget blev bragt på Altinget d. 13. januar 2021